Tidlig Elvis (1953)
13. maj 2018Elvis er 18. Privatoptagelse, men man kan allerede høre, hvad man har i vente…
maj 2018 arkiv
Grateful Dead ud. Bob Dylan ind.
13. maj 2018Dead-lytningen er sat på standby indtil videre. I stedet er Bob Dylan kommet ind over. Under en slags oprydning (ikke min spidskompetence ) har jeg fået samlet en lille bunke plader sammen, der kan fodre musikafspilleren. Vi begynder i det herrens år 1966, der nok er det mest veldokumenterede i mandens lange løbebane.
Burt Bacharach – 90
13. maj 2018I går fyldte Burt Bacharach 90. Og den 16. juni besøger han Musikhuset i Aarhus.
Siden halvtredserne har han – ofte sammen med tekstforfatteren Hal David – været med til at præge den del af popmusikken, vi kalder “easy listening”, med popsange, der uden at lyde sådan har rod i den jazzmusik, som Bacharach oprindeligt tog sit afsæt i.
Han er indiskutabelt en af de allerstørste sangskrivere i det 20. århundrede populærmusik.
Mange af hans største sange er blevet fortolket af navne som Dionne Warwick, Marlene Dietrich, Cilla Black og Dusty Springfield. Men jeg har en svaghed for hans samarbejde med Elvis Costello på det lidt overset album Painted from Memory – og så Tom Jones’ gamle hit fra filmen What’s new Pussycat.
Melodi Grand Prix
13. maj 2018Familierådet havde talt, og der stod Melodi Grand Prix – eller rettere: European Song Contest – på aftenens menu for capac. Men det var til at leve med, når aftenens første par timer gav et gensyn med Ørkenens Sønner i deres seneste aftapning En gang til for Prins Knud.
Og det var en besynderlig oplevelse at se MGP, og jeg blev endnu engang bekræftet i, at det ikke generelt er et musikalsk felt for mig. Denne gang var der dog en stor genremæssig variation. fra blide ballader til hård rock (Ungarn og Holland), fra balkanfolkpop til viral electropop, fra diskodansemusik til gammeldags MGP-popsange, som vor mødres generation lavede dem. Og alligevel var der ikke et eneste nummer, der hang ved og fik en til at tro på en holdbarhed ud over et par uger. Og det hele var rørt sammen i en tidstypisk, ‘imponerende’ produktion, der med sit overdådige forbrug af lys og lyseffekter ladede hånt om CO2-udslippet, og med en håndfuld, kvindelige portugisiske værter, der overgik hinanden i eksalteret råberi, hvor oplysning og information blev reduceret til ligegyldige detaljer.
Jeg holdt ikke ud helt til den endelige afgørelse, og kunne først her til morgen konstatere, at Israel vandt med et spøjst, viralt hit, og at de danske vikinger klarede sig væsentligt bedre end de første stemmeoptællinger lod ane. Så MGP-.folket er sikkert glade og tilfredse her i dag. Jeg blev ikke meget klogere på fænomenet, men det havde jeg heller ikke regnet med.
Opdatering: Et par pudsige iagttagelser blev det dog til. Fx at det katolske Irland var repræsenteret med en ballade, der tydeligt havde homoseksuel adresse – og det nazi-plagede Østrig var repræsenteret af en mand med mørk hud. Ikke direkte politiske budskaber – men dog klokkeklare for enhver, der har øjne i hovedet og ører på samme.
Og Grete og Jørgen Ingmanns “Dansevise” fra 1963 er stadigvæk beviset på, at der godt kan laves MGP-musik med alle kvaliteter i behold.
Aftenens film: Piraterne og Salazars Hævn
12. maj 2018
I går fik jeg omsider set femte episode af filmskrønen om Piraterne fra Caribien med Johnny Depp i hovedrollen som ærkepiraten Jack Sparrow. Det er flere år siden, jeg så fjerde afsnit. Og med mindre hukommelsen svigter, så lever femte episode godt op til de forventninger, man kan og skal have til en historie om pirater. Et fantasifuldt plot om Poseidons tregaffel, der kan ophæve alskens forbandelser, bl.a. over to af de medvirkendes fædre, der synes fortabte for altid.
Og jagten på gaflen afvikles med al den kulørte dramatik, som handlingen og computergrafikken muliggør. Visuelt flot og fantasifuldt er det. Og handlingen er rørt godt sammen af lige dele spænding, dramatik, romantik, humor og opfindsomhed. Og måske lykkes det oven i købet skaberne af filmen at holde en kattelem åben for endnu en episode…
Og femte afsnit er også det afsnit, hvor rullesten Keith Richard afløses af beatle-Paul McCartney i en kort, men ganske vellykket rolle som Uncle Jack.
https://www.youtube.com/watch?v=KvuiiqS4s2s
Nostalglimt: Varmedunk
12. maj 2018
Jeg kan svagt huske, at min mor stillede varmedunken ind under min dyne, så sengen blev varmet op, inden man skulle i seng. Den fulgte mig nogle år. Nu er den nyttige varmedunk åbenbart blevet reduceret til at være “dekorationsgenstand” inde og ude.
The Doors som pubrock
12. maj 2018Dr. Feelgood har kastet sig over the Doors’ “Been down so long” (fra L. A. Woman). Og det forvandler Doors bluesede udgave til regulær britisk pubrock.
I skole hos Courtney Barnett: Sunday Roast
12. maj 2018Courtney Barnett fortsætter med at hakke sit nye album op i små bidder til lytterne. Og denne gang nøjes hun ikke med det, men giver også et grundkursus i, hvordan sange spilles.
Pause for Grateful Dead
11. maj 2018Nå, tiden er inde til en pause i Grateful Dead-lytningen. Og hvad kunne være mere passende end at lytte til bandets koncert i Stakladen, Århus 1972. Året før jeg kom til byen. Musikken er udgivet på CD i serien af musik fra bandets Europaturné i ’72. Men den findes også på archive.org, hvor man kvit og frit kan lytte med.
Anbefalet fra syklubben fra helvede: Sleep – det ultimative stoner rock band
11. maj 2018Ingen tvivl om det: Jeg har haft og har fortsat en stund endnu det svært med heavy metal-musikken. Men derfor har jeg også en trang til at undersøge den og prøve at forstå, hvilken appel den har (ud over støjen). Derfor er jeg glad, når syklubben fra helvede introducerer mig til bandet Sleep og bandets andet album Sleep’s Holy Mountain.
Og sjovt nok ligger hele albummet på Youtube – og Youtube-fælleskabet advarer oven i købet en om, at musikken er identificeret som “upassende og stødende” på nogle målgrupper. Bedre anbefaling kan man vel næsten ikke få. Døm selv – det er som Simon siger ‘den bedste Black Sabbath-plade, som de aldrig fik lavet’. Og netop Black Sabbath har jeg for alvor fået ørerne op for de senere år, så det kan ikke passe bedre. Fold ørelapperne ud, skru op for stoner rock, når det er bedst…
Maybelle Carter – 109
10. maj 2018https://youtu.be/XE80Ed59uCY
Maybelle Carter, medlem af The Carter Family i tyverne, blev født for 109 år siden. Her viser hun, hvordan man trakterer guitaren. Hun får selskab af de navnkundige Flatt and Scruggs. Optagelse fra Grand Ol’ Opry, countryens hovedsæde.
Neil Young på Roxy
10. maj 2018
Som tidligere nævnt fik Neil Young æren af at indvie spillestedet Roxy med musik fra albummet Tonight’s the Night. Og nu er musikken omsider udkommet fra Youngs arkiver. Et af Youngs markante album. Mørkt og præget af tabet af to unge venner. Og lysere bliver det ikke af, at Young spiller musikken på Roxy under påvirkning af rigeligt med tequila og andre stimulanser. Det må helt sikker have været en mindeværdig koncert på Roxy.
Getting Better. Not.
10. maj 2018Beatles’ “Getting Better” fra Sgt. Pepper’s lonely hearts club band har altid været et af mine favoritnumre med de fire liverpooldrenge. Her spiller de rock, som de lærte det af de gamle. Ja, jeg har sågar haft sangen som min ringetone på mobilen i mange år. Jeg kan ikke rigtig blive træt af den sang.
Nu har bandet Wussy kastet sig over sangen på en ny EP med covernumre. Og hvor gerne jeg end ville, så kan jeg ikke rigtig forlige mig med deres udgave. Den mangler noget. Lennons markante rytmeguitar, McCartneys drømmeriske basspil og vokalerne. Sorry Wussy.
Per Kirkeby er død – 79 år
10. maj 2018
Så blev dansk kunstliv igen lidt fattigere. Per Kirkeby, der siden tresserne (bl.a. Eks-skolen) har været en markant kunstner (billedkunstner, digter, filmmager, billedhugger m.m.), har takket af i en alder af 79 år.
PS. Torsten har korrekset mig. Per Kirkeby blev “kun” 79. Man skal være varsom med at løbe med internetmedierne…
