Mit Paul Simon og Art Garfunkel-flip på afspilleren falder heldigt sammen med Paul Simons omtale afskedsturné. Og hans aktuelle optrædener rundt omkring i staterne kaster fornemme, ja formidable, anmeldelser af sig. Flere anmeldere kan slet ikke forstå, at Simon overvejer at trække sig tilbage fra musiklivet. Men lad os i stedet glæder os over, at manden stadigvæk har “det” i sig.
Australske Kylie Minoque – en af mine skyldige glæder i poppen – runder det skarpe 50’erhjørne i dag. Og jeg har haft et svagt punkt for denne poptøs, siden hun bragede gennem hitlistebarrierne med “Locomotion” tilbage i slutfirserne. Og siden har hun nu og da fanget mit øre med pop- og dansesange. Hun har altid vist, hvad hun ville med sin underholdning. Pop og dans. Og hun har hele tiden været en påmindelse om, at det hele ikke nødvendigvis skal være kunst og alvor. Det kan også bare være for sjov.
– Det, der optager mig, er alle de forbandede bureaukrater, der vil have folk til at leve på en bestemt måde. ‘Rygning er usundt’. Rygning er sgu ikke usundt. Og at drikke er heller ikke usundt, proklamerer Madsen og tager en slurk af sin drink, inden han fortsætter opsangen:
– Det er ikke til at holde ud at høre på politikere og deres moral. For Guds skyld, lad være med at lytte til dem, for de aner ikke, hvad de taler om. Lev nu jeres liv, for helvede. Lad være med at høre på alle de gamle idioter – og det gælder også mig, siger Madsen med et grin. [interview med DR]
Selv om Madsen helgarderer med sin sidste replik, så er der noget forfriskende oprørsk over hans anti-autoritære holdning til al den sundhedsmoraliseren, vi får krænget ned over hovedet i medierne hver eneste dag. Lev nu jeres liv, for helvede. Sådan Madsen. Og tak for opsangen.
Amerikanerne fejrede i går Memorial Day, hvor man mindes de soldater, der faldt i de amerikanske militære styrkers tjeneste. Og som altid, når amerikanerne fejrer noget, så gælder det i allerhøjeste grad fædrelandet. America first.
Når man som jeg for tiden følger det 10 afsnit store fortælling om Vietnamkrigen, så får Memorial Day er særlig tung, smertelig og blodig betydning. For det var i Vietnam, amerikanerne led deres største nederlag efter Anden Verdenskrig. I fredagens afsnit – det femte – fortalte man om begivenhederne i 1967, bl.a. om de forfærdelig kampe i Nordvietnam, hvor amerikanerne mistede titusindvis af unge mænd. Og det er en voldsom oplevelse at sidde og se og høre en amerikaner fortælle om, hvordan han som ungt menneske – på måske 18-20 år – med ildhu og begejstring meldte sig til frontlinjen, for derefter at berette om, hvad det gør ved en at opleve kammerater blive skudt til plukfisk på nært hold og sprængt i stumper og stykker for øjnene af en. Selv om nogle af dem overlevede, så blev de aldrig de samme mennesker igen. Memorial Day handler om unge, spildte liv. Og de fortællende soldater i filmen lægger ikke skjul på, at kampene dengang var helt og aldeles meningsløse.
https://www.youtube.com/watch?v=FR3jOYzZCnM
