Beach Boys-sommer
30. juni 2018Himlen er lyseblå. Med et par cumuluskyer på flugt for varmen. Og vandet er salt og med badekartemperatur. Mon nogen kan huske vores vinter?
juni 2018 arkiv
50: Selvfølgelig Elvis 68
30. juni 201829. juni 1968: plader på stribe
29. juni 2018
På denne dag for 50 år siden, var der rigtig gang i musikken på plade. Ud over Steve Miller Band debuterede Fairport Convention med deres eponyme LP. Spooky Tooth debuterede med It’s all about. Braslianske Os Mutantes debuterede med deres eponyme tropicalia album. Pentangle, Chicken Shack og Silver Apples fik også deres første skive ud på den dag. Også Randy Newman var ud for første gang.
Og så var der plader fra Pink Floyd (A Saucerful of Secrets), Jose Feliciano /Feliiano!), Otis Redding (The Immortal), Johnny Cash, Vanilla Fudge (Renaissance) og Joan Baez var også på gaden med nyt. Sandelig en frodig musikalsk sommer.
50: Steve Miller Band – Children of the Future
29. juni 2018
Steve Miller Band pladedebuterer for 50 år siden med Children of the Future. Pladen bliver indspillet i London og lyden er også farvet af indflydelsen fra de britiske R&B-påvirkede bands. Plus en masse andet, bl.a. tiden psychedelia.
Ray Davies er – the Kinks
28. juni 2018Som sagt er The Kinks tilbage, i følge britiske aviser. Og så er spørgsmålet: Holder det? Uden at forfalde til nostalgiske drømmerier om dengang de var unge og trykkede den af, så tror jeg, det nok skal gå. The Kinks har altid, i bund og grund, været Ray Davies. Sangskriveren og kapelmesteren. Det var hos ham det begyndte og sluttede og nu begynder igen. Hvis han kan levere varen – gode sange – så skal projektet nok holde vand. Og hans seneste soloudspil tyder på, at han stadigvæk kan håndværket.
https://youtu.be/Ed-A2X9AF0A
I read the news today, oh boy
28. juni 2018
Det er sommer- og agurketid. Mon ungdommen ved, hvad agurketid betyder i disse SoMe-tider? Når man ikke læser aviser på gammeldags facon (med papir, tryksværte osv.) og sikkert heller ikke i digital form. For man får jo nyhederne fra nettet, ikke?
Jeg er så gammel, at jeg stadigvæk holder avis på gammeldags facon. Det er både dyrt og besværligt, men sådan har det været siden jeg flyttede hjemmefra i 1973 og abonnerede på Information. Nogle gange hele tiden, andre gange i løssalg. Det var dengang, der var aviskiosker til – også uden for byens centrum. Siden kom jeg på min (ud)dannelsesrejse forbi den lokale journalistskole og dér inficeret med avisvirusset. Man holder da avis…
Og stadigvæk er der agurketid, hvor aviserne slækker lidt mere på nyhedskritierierne og lader småtterier slippe igennem nåleøjet til aviserne spalter. Og det er, som det altid har været, slapt. Som en agurk, der har ligget alt for længe i køleskabet.
Og her skulle der så komme en længere kritik af min yndlingsaversion – journalistikken. Men det er som sagt agurketid, så derfor slipper den denne gang. Oh boy.
[Fotoet er mit eget, og dem vil der nok komme nogle stykker af den nærmeste tid…]
0-0: Hvem spiller de fodbold for?
27. juni 2018Kampen mellem Danmark og Frankrig i fodbold endte uafgjort 0-0. Og medierne i Europa kastede sig frådende over kampen bagefter og sablede begge hold ned. Men hvad sket der egentlig? Jo, det danske hold spillede taktisk forsvarsfodbold for at undgå et nederlag. Det er svært at kritisere den disposition, idet den er blevet brugt et hav af gange i store turneringer. Og det lykkedes altså at hive et uafgjort resultat og dermed en videre færd til ottendedelsfinalerne hjem. Men det sket også kun, fordi det glorificerede franske mandskab langt fra levede op til de store forventninger, der har været til holdet. Og det får de også smæk for, ikke mindst i hjemlandet.
Men hvad er der så at sige, nu hvor billederne af den slidsomme kamp fordamper i erindringen? Spørgsmålet må være: Hvem spiller fodboldspillerne fodbold for? Ja, svaret giver næsten sig selv. Turneringen vises på tv i alle deltagerlande og der er tusindvist stor publikum til alle kampe i de russiske byer. De spiller altså for tilskuerne – på bænkene og ved skærmene. Selvfølgelig også for sig selv, nationen, æren og fanden og hans pumpestok. Men først og fremmest for publikum. Og set i det lys var spillet i denne kamp – og mange andre taktisk forgiftede kampe – ikke godt. Fodbold skal være en underholdende leg, en kappestrid, hvor flot fodboldspil og flotte mål må være en selvfølge. Og veje tungere end medaljer og andet metal. Og vi skal huske – i en tid og et samfund, hvor pengene har den største magt – at det i sidste ende er publikum, der betaler for det cirkus, fodbold er. Godt VM.
The Kinks er tilbage…
26. juni 2018Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man læser, at ‘the Kinks officielt er tilbage’ Efter et par årtiers rygter og historier om brødrene Ray og Dave Davies broderlige uoverensstemmelser og uforligbarhed, så fortæller Ray Davies nu, at han er i studiet med brodermand og bandmedlemmet Mick Avory og at de er i gang med en ny plade. Man ved næsten ikke om man skal le eller græde. Men vi får se, hvordan det går med genforeningen…
50: The Rascals – Time Peace
26. juni 2018
Samtidig med Beach Boys Friends udkom Time Peace: The Rascals Greatest Hits. Når den er værd at nævne, så skyldes det dels, at pladen blev Rascals største salgssucces på LP-området og dels, at det er den eneste hitopsamling, de udgav medens bandet var aktivt.
Pladen leverer et repræsentativt tværsnit af bandets kreative periode fra at være The Young Rascals til at blive The Rascals. Og det siger ikke så lidt, for Rascals var det nærmeste amerikanerne kom deres udgave af the Beatles, som Torben Bille har været inde på. Da Rascals pop var bedst – dvs. inden de lod sig forføre af de nye eksperimenterende tendenser i tiden – var de i kategori med Beatles, Byrds og Beach Boys. Men de forblev lidt en amerikansk hemmelighed uden for USA. Det kan denne opsamlig dog gøre noget ved, hvis man giver den en chance. Og den holder, selv om der er gået et halvt århundrede.
Genopfrisk undertonerne
25. juni 2018
Det internationale musikfirma BMG har fået den udmærkede idé at udsende en række dobbeltopsamlinger – under titlen The Masters Collection – med kendte navne fra firmaets bagkatalog. Indtil videre er der kommet plader med fx Status Quo, Peter Green, Emerson, Lake & Palmer og Donovan. Og nu kommer endnu en sending med Art of Noise, The Sweet og – – The Undertones. Så der er en mulighed for at supplere samlingen, hvis man ikke i forvejen har dette fortræffelige bands sange.
50: Beach Boys – Friends
25. juni 2018
1968 var ikke noget kreativt højdepunkt for Beach Boys. Men en enkelt plade blev det dog til. På dette tidspunkt i 1968 kom Friends, gruppens fjortende (!) album. Med en spilletid på ca. 25 minutter og 12 små, stille numre på omkring et par minutters varighed gik pladen mod tidens lyd – og pladen floppede også og nåede ikke engang albumlistens top 100. I Europa var fans mere begejstrede.
Som de to foregående plader, Smiley Smile og Wild Honey, blev Friends til i sangskriver Brian Wilsons hjemmestudie, hvilket nok forklarer noget af musikkens usamtidighed. Noget andet var, at gruppens medlemmer på det tidspunkt var involveret i Transcendental Meditation, inspireret af Maharischi Mahes Yogi – sammen med bl.a. The Beatles.
Pladen er en af dem, der har vundet anerkendelse med tiden. Den har så at sige rystet samtidens støv af sig.
Friends berigede ikke popverdenen med singlehits.
PS. Der kom en anden plade med Beach Boys det år, nemlig den rent instrumentale Stack of tracks, der er en af mine favoritplader med bandet. Måske vender vi tilbage til den, når jubilæet rammer til august.
Hey there, ladies, Johnson’s free
24. juni 2018Gallaghers og Lyles “When i’m dead and gone” ville ikke sådan slippe min hjerne i går. Og måske har det også noget at gøre med, at jeg pt. læser Greil Marcus’ klassiker om amerikansk musik Mystery Train, der i senere oplag er blevet udvidet med omfattende noteafsnit om de forskellige musikere, der bliver behandlet bogen. Således bluesmanden Robert Johnson, hvis gådefulde og mytologiserede levned bliver behørigt kommenteret. Og lige netop Robert Johnson har noget med Gallagher og Lyle at gøre. Hvis man læser teksten til “When i’m dead…”, så falder man over linjen “hey there, ladies, Johnson’s free”. Og meget tyder på, at lige netop den Johnson, der er tale om, er Robert Johnson. Gallagher og Lyle – og hele orkesteret McGuinness Flint stod i stor gæld til bluesens urfædre, bl.a Robert. Og således afsløres igen de forfinede associative forbindelser, der er i musikken.
Early this mornin’
When you knocked upon my door
Early this mornin’ whoooo
When you knocked upon my door
And I said ‘hello Satan’
I believe it’s time to go
Me and the Devil
Was walkin’ side by side
Me and the Devil, whoooo
Was walkin’ side by side
And I’m going to beat my woman
Until I get satisfied
She said you don’t see why
That I would dog her ’round
Now baby you know you ain’t doin’ me right don’tcha
She say you don’t see why, whoooo
That I would dog her ’round
It must-a be that old evil spirit
So deep down in the ground
You may bury my body
Down by the highway side
Baby, I don’t care where you bury my body when I’m dead and gone
You may bury my body, whoooo
Down by the highway side
So my old evil spirit
Can get a Greyhound bus and ride
Når jeg er død og borte
23. juni 2018Oh I love you baby, I love you night and day
When I leave you baby, don’t cry the night away
When I die, don’t you write no words upon my tomb
I don’t believe, I want to leave no epitaph for twoOh oh oh oh, when I’m dead and gone
I wanna leave some happy woman living on
Oh oh oh oh, when I’m dead and gone
Don’t want nobody to mourn beside my grave – yeahOh, Mama Linda, she’s out to get my hide
She’s got a shotgun and a daughter by her side
Hey there, ladies, Johnsonґs free
Who’s got the love, who’s got the love to keep a man like me
Oh oh oh oh, when I’m dead and gone
I’m gonna leave some happy woman living on
Oh oh oh oh, when I’m dead and gone
Don’t want nobody to mourn beside my grave – yeahOh oh oh oh, when I’m dead and gone
I don’t want nobody to mourn beside my grave
Oh oh oh oh, when I’m dead and gone, when I’m dead and gone
I don’t want nobody to mourn beside my grave – yeahOh ohh la da da
Oh ohh la da da
Oh ohh la da da
På fjæsbogen diskuterer forfatteren Arne Herløv Petersen livets eftermæle. Hvad er det for spor, vi sætter, når vi engang dør? Selv har jeg det nok som ham i Gallagher og Lyles sang “When I’m dead and gone”: Når det er forbi, så er det forbi, hvor banalt og uforståeligt det end er. Og så er det de efterladtes opgave at leve videre. Det er godt nok at sørge og bære sorgen med sig, men det er LIVET det skal handle om – ikke døden. Den sang er en af mine favoritsange gennem alle årene.
Capac – statistisk set
23. juni 2018Jeg går som regel ikke meget op i statistik og tal, men for sjov dykkede jeg med i bloggens maskinrum for at tjekke op på statistikprogrammet. Og først og fremmest er det sjovt – og måske lidt skræmmende – at tænke på, at det er 4332 dage siden jeg første gang skrev et indlæg. Og det er temmelig uforståeligt, at bloggen siden den blev sat i søen for mange år siden har haft – hold nu fast – 32051994 unikke besøg (ikke at forveksle med “hits”). Det er altså en sjat, som vi ville sige i det vestjyske…
