juli 2018 arkiv

Sommer i byen

31. juli 2018
Hot town, summer in the city
Back of my neck getting dirty and gritty
Been down, isn’t it a pity
Doesn’t seem to be a shadow in the city
All around, people looking half dead
Walking on the sidewalk, hotter than a match head
But at night it’s a different world
Go out and find a girl
Come-on come-on and dance all night
Despite the heat it’ll be alright
And babe, don’t you know it’s a pity
That the days can’t be like the nights
In the summer, in the city
In the summer, in the city
Cool town, evening in the city
Dressing so fine and looking so pretty
Cool cat, looking for a kitty
Gonna look in every corner of the city
Till I’m wheezing like a bus stop
Running up the stairs, gonna meet you on the rooftop
But at night it’s a different world
Go out

Nej, det er bestemt ikke sommernatten i Højbjerg anno 2018 John Sebastian fantaserede om i 1966. I nyhederne kan man læse at netop Aahusområdet var det sted i Danmark, hvor temperaturerne var højest natten til i dag. Den hidtil varmeste nat. Omkring 20 graders Celsius kom temperaturen op på.

Normalt sover jeg som en sten, men måtte vågne i nat for at drikke vand fra hanen og sidde på sengekanten med et halvvådt håndklæde over skuldrene for dog at få lidt kølighed. Og selvfølgelig tonede Lovin Spoonful frem i mit hovede med deres uforlignede hyldest til sommeren i metropolen. Hvor man åbenbart har mest lyst til at gå ud og danse med en smækker mø. Det var nok det sidste, jeg havde lyst til der på sengekanten med sved på panden og vand på tungen. Hot time, ja, summer in the city, ja… Men så heller ikke længere.

Hello I love you

31. juli 2018

Doors-singlen “Hello I love you” var min indgang til The Doors. Et udspil fra det 50-års-jubilerende album Waiting for the Sun. Jeg kan huske at jeg vanvittigt gerne ville have singlen, men det var der ikke råd til i den lille families stramme budget, så jeg måtte nøjes med at lytte på radioen, hvor Mylius var flink til at spille denne sang, der nok var gruppens mest kommercielle og poppede sang. I forbindelse med jubilæumsgenudgivelsen af albummet kommer der også nogle gamle demoudgaver af netop den sang. De kan høres på Rolling Stones hjemmeside.

Flere sange om bygninger og mad

30. juli 2018

Fyrre år er gået, siden Talking Heads udsendte deres “svære” tooer, More songs about buildings and food, der viste sig ikke at være så svær endda og leve 100% op til de forventninger, som debutalbummet havde skabt. Et mesterværk var skabt – og her markerer vi jubilæet med et klip fra en koncert, hvor netop tooeren var på setlisten.

Luk dine øjne

29. juli 2018

A propos “Rain”, så er der sange, der rammer en mere end andre. Sange, der har en særlig magi i kraft af melodi, arrangement, tekst og så videre. Og jeg sidder her i heden og håber, at der fortsat vil være nye sange, der kan røre mig på samme måde som fx Beatles’ “Rain” eller James Taylors “You can close your eyes”, som han her synger såre smukt sammen med sin ex-kone Carly Simon.

Oprindeligt var sangen gemt af vejen som B-side til Taylors fortolkning af Carole Kings “You got a friend” (også en såre dejlig sang). Men den kunne ikke holdes nede og er siden blevet fortolket af mange store kunstnere.

Men det var slet ikke James, der først indspillede sangen. Det var derimod hans søster Kate på hendes debutalbum Sister Kate:

Skybrud

29. juli 2018

Den store ordbog forklarer, at skybrud er ”

regnvejr hvor der på kort tid falder store mængder nedbør“. Og i går fik et skybrud her over casa. Min  ven hunden, der ellers har nedlagt protest mod længere gåture i den lumre hede, vågnede op med et og insisterede på, at vi to gik en tur. Og det gjorde vi så. Jeg tog en lille sort paraply med og så gik vi en tur, hvor han fik lov til at blive gennemblødt, fik tisset igennem og snust til alt det, der er værd at snuse til, når man er en vaks hanhund. Og luften blev renset, sådan som den gør, når regnen vælter ned. Og en mild friskhed bredte sig for en kort stund. – Og selvfølgelig, selvfølgelig dukkede Beatles og deres “Rain” igen igen op på min indre pladespiller. Den sang har en særlig plads i mit musikhjerte. Ikke fordi det er den bedste Beatlessang (for hvordan kan man måle det?!), men fordi den rammer noget dybt derinde i hjernen og hjertet.

Michael Caine og tresserne

28. juli 2018

DR forsømmer ikke helt 50-året for de glade tressere. Men de er sørme ikke gode til at gøre opmærksom på de programmer, de viser til fejringen. Fx var der hele to seværdige udsendelser på DRK i går aftes. Dels fjerde og sidste afsnit af den tyske dokumentar 1968 – En ny verden?, hvor man fokuserede på de voldelige begivenheder, der prægede perioden. Fra tyske RAF til de japanske pendanter. En sober fortælling, der ikke forfaldt til den alt for nemme fordømmelse, der altid ligger lige for, når man skal behandle den politiske vold.

Dernæst viste man dokumentaren Michael Caine My Generation, der havde fået den kække danske titel Velkommen til tresserne. I dokumentaren følger men den aldrende britiske skuespiller rundt i London, hvor han fortæller om tresserne som et årti, hvor ungdommen for første gang nogensinde fik chancen for at sætte dagsordenen – inden for musik, mode, kunst osv. En “revolution”, der dog ikke formåede at ændre væsentligt ved den bestående magtstruktur og i sidste ende måtte bøje sig for the Establisment. Men filmen kommer godt rundt om sit emne og man får gensyn med mange af de førende skikkelser fra dengang, fra The Beatles over fotomodeller som Twiggy og Jean Shrimpton og frisøren Vidan Sasoon til modeskaberen Mary Quant og sangerinden Marianne Faithful. Alle fortæller ærligt og åbenhjertigt om den gyldne tid – på godt og ondt. Og der er mange fine klip, hvoraf nogle er gået lidt i g(l)emmebogen. Men absolut en seværdig film. Så hold øje med, hvornår den bliver genudsendt på DRK.

Og så er Caines tur ledsaget med et lydspor fra dengang, så man hurtigt bliver grebet af stemningen fra dengang.

Cornershop lever

28. juli 2018

Indisk-britiske Cornershop bliver ved med at rumstere nede i undergrunden. For år tilbage dukkede de op til overfladen, og forsvandt så ned til crowd funding og andre overlevelsesøvelser. Men nu er de så ude med en dobbeltsingle, der indeholder en kærlig hilsen til tyggegummibanden The Archies.

Gåden ABBA

27. juli 2018

. “Intellectually, I can understand the huge figures of sold records. But emotionally, it is difficult to grasp that it has meant a lot to a lot of people. You and I are sitting here talking about it this – something I thought would be gone in oblivion two years after we split up. I still don’t know how it happened, but I’m grateful.” [Björn Ulvaeus om ABBAs succes]

I forbindelse med gendannelsen af ABBA citeres Björn Ulvaeus for ovenstående [ på BBC]. Og det er svært ikke at give ham ret. Der er mange ting, der er til at forklare og forstå. Fx antallet af solgte plader eller den manipulerende indflydelse på forbruget, som reklamer og markedsføring kan have. Derimod kan det være meget sværere at forklare, hvorfor et bestemt stykke musik kan have en dyb følelsesmæssig betydning for mennesker. Og ingen tvivl om det: ABBA fik med mange af deres sange en kæmpestor betydning for mennesker, der lyttede til dem. Lige som The Beatles gjorde. Eller Beach Boys. Eller… Selv om hjerneforskere, kognitionsditto og psykologer forsøger, så er de svært at forklare. Lige som det er svært at forklare, hvorfor nogle mennesker kan skrive den slags musik. Musikken har en magisk kraft, som griber os og forfører os – og som vi til stadighed kan undres over. Dybt.

 

Macca tilbage i hulen

27. juli 2018

Næsten tyve år skulle der gå, før Paul McCartney vendte tilbage til udgangspunktet i Cavern Club i Liverpool. Men det skete så i forgårs, hvor Macca leverede en koncert for ca. 400 heldige publikummer, der havde fået fingrene i en billet.

Men det var ikke fryd og gammen det hele. Undervejs blev McCartney sur, fordi nogle publikummer formastede sig til at ignorere det foto- og videoforbud, der var knyttet til koncerten. Han skulle efter sigende have sagt: Play by the rules. Og reglerne er, at man ikke fotograferer, hvis arrangørerne siger det… Tsk-tsk.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til den slags forbud. På den ene side kan det være ganske generende for andre publikummer, når folk med deres lysende smartphones forsøger at indfange begivenhederne på scenen. Og må bør vise hensyn til publikum i den situation. På den anden side er det lidt svært at acceptere den slags forbud, når folk har betalt skyhøje billetpriser (dog ikke i dette tilfælde…) for at overvære en koncert, som de så ikke må dokumentere på mobilen. I øvrigt viser det sig – og netop i denne koncert – at forbuddet de facto er umuligt at overholde. Vi lever i nye digitale tider og må prøve at leve med de teknologiske udfordringer, så godt vi nu kan.

I mit stille sind håber jeg, at McCartney og hans entourage fik dokumenteret showet, så det kan vises på tv og gerne gemmes på DVD. For sidste han var i hulen, kom der en absolut seværdig koncert ud af det – på DVD.

Mick Jagger – 75

26. juli 2018

Vi kommer selvfølgelig ikke uden om Mick Jaggers fødselsdag. I dag bliver han 75 -. og hvem havde troet det.

At være forsanger i verdens største rock and roll-band, det tæller selvfølgelig. Og hvad man ellers må mene om ronkadorbandet Rolling Stones, så er det svært at forestille sig uden lige netop Mick Jagger. Siden bandet lagde fra kaj i starten af tresserne, har Jagger været det indiskutable midt- og fokuspunkt i bandets koncerter. Uanset, hvor meget Richard hev i strengene. Med en særlig blanding af sex appeal, James Brownsk dans og aldrig svigtende bluesfornemmelse har Jagger altid gjort Stones’ koncerter til noget særligt. Senest kunne man på DR TV (gen)se den fine dokumentar Crissfire Hurricane, hvor de tidlige år dokumenteres med særlig hensyn til det publikum, uden hvilket Stones  ikke var noget som helst. Historien om, hvordan pigerne tilbage i tresserne gik i seksuel selvsving, når Jagger og Co. var på scenen, tissede i bukserne, så urinen løb som en mindre flod ned mellem sæderækkerne – og så videre. Jovist, Rolling Stones var “slemme” drenge – og havde et godt greb i pigerne.

I dag er Rolling Stones nærmest i institution i rocken, på linje med Bob Dylan. De kan deres kram, og vakler de lidt, så griber de bare tilbage til rødderne i bluesen som i Blue & Lonesome, og så er scenen sat igen.

En dag er det selvfølgelig slut. Og Rolling Stones står og falder med forgrundsfiguren, Mick Jagger. Men indtil videre ser han frisk og frejdig ud (senest så vi ham blandt publikum til VM i fodbold…).