15. juli 2018 arkiv

Syrehovederne fra Buenos Aires

15. juli 2018

Los Acidos hedder bandet, og det må vel kunne oversættes som Syrehovederne. Og deres album af samme navn er udsendt af selveste Captain Beefheart Records, hvilket vel er garant for, at vi befinder os ude i det musikalske overdrev. Og det er da også tilfældet. Det er næste syrerock, som vor mor lavede den i tresserne, og referencerne til både 13th Floor Elevators, Velvet Underground m.fl. er der, hvis man gider lytte nøje efter. Los Acidos er en slags Hyldemor på brasiliansk. Pladen udkommer også på vinyl og kan bestilles fra streamingsiden Bandcamp.com.

40: Wuthering Heights

15. juli 2018

Røvkassen gør opmærksom på, at vi befinder os i 40-års-jubilæumsmåneden for udgivelsen af Kate Bushs første single “Wuthering Heights” og at kunstnerinde fylder 60 sidst på måneden. Mere præcist var det i marts måned, at en “excentrisk” teenagepige ved navn Kate Bush fortrængte selveste ABBA og deres “Take a chance on me” fra den brtiske hitlistetop og blev der nogle uger. Som avisen Independent gør opmærksom på. En usædvanlig debut for en 19-årig, der med en stemme i det høje toneleje sang om et litterært hovedværk af Emily Bronté. Et stykke litteratur , hun ikke selv havde læst (på det tidspunkt) og de fleste af pladekøberne også kun havde hørt om.

Med singlen begyndte en enestående karriere, der har gjort Bush til en af de vel nok mest berømmede og lovpriste brtiske kunstnere i de sidste fire årtier. Det er ikke skortet på lovord og persondyrkelse. Men sjov nok har jeg aldrig rigtig fattet storheden i hendes værk. Jovist er der  mange sange, der er overbevisende og gode, men jeg har aldrig rigtig forstået, at hun skulle være så meget bedre end mange andre kvindelige, britiske kunstnere. Men det er nok min fejl og noget, jeg må se at få rettet op på. Hun får en chance mere.