9. februar 2019 arkiv

En filmperle: Sophie Scholl – de sidste dage

9. februar 2019

DR K viser for tiden en række film, de rimeligt nok kalder “filmperler”. Film, der fortjener at blive set af mange, der ikke nåede at se dem, da de var i biografen. Nogle af dem nåede vist ikke engang frem til biffen. Og i aften er der endnu en chance for at se den tyske film Sophie Scholl – de sidste dage.

Som titlen siger, så følger filmen de sidste dage i Sophia Magdalena “Sophie” Scholls, hendes broder Hans’ og en nær vens liv, inden de henrettes ved halshugning af de nazistiske myndigheder.

Filmen fortæller lige ud ad landevejen, hvordan Sophie og de andre – der tilsammen udgør modstandsgruppen “den hvide rose” – fabrikerer flyveblade med information om, hvad der sker i Tyskland og ved fronten. Og under et forsøg på at distribuere bladet på de lokale universitet pågribes Sophie og broderen, hvorefter de gennemgår et længere forhørsforløb, inden de dømmes til døden og henrettes samme dag.

Det er ikke en film, der gør meget væsen af sig. Der fortælles enkelt og ligefremt i scener, hvor Sophie og de andre redegør for deres tanker og handlinger. De er kristne og – efter egen mening “upolitiske” – men mener det er deres pligt at informere den tyske befolkning om, hvad der sker, opfordre befolkningen til at gøre oprør mod Hitler og hans tilhængere. Og de gør det – især Sophie – med rank ryg og uden at gå på kompromis med deres overbevisning. Julia Jentz spiller Sophie Scholl, og ikke alene ligner hun den rigtige Scholl rigtig meget, men hun får også fremstillet hende ganske nuanceret og overbevisende.

I en tid, hvor fake news og politiske løgne er hverdagskost, er filmen værd at se, fordi den er et forsvar for den ytringsfrihed, som ethvert demokrati nødvendigvis må bygge på, og fordi den understreger, at netop troen på de demokratiske, fundamentale ideer bliver politisk sprængstof, når omstændighederne gør dem til den.

R & B er tilbage

9. februar 2019

Skal man tro The Independents Alexandra Pollard, så er hip-hoppens dominans efter årtusindskiftet ved at blive brudt af en R&B-genkomst. Kort fortalt er det Amy Winohouses “døtre” i ånden, der står for nybruddet. Bl.a. Jorja Smith, der direkte henviser til Amy som et forbillede. Britisk R&B er ved at blive mainstream igen. Ikke så ringe endda.