5. februar 2019 arkiv

Dødsfald: Clive Swift – engelsk skuespiller – er død, 82 år gammel

5. februar 2019

Navnet Clive Swift siger nok de færreste noget. Men siger man derimod Fru Hyacints mand Richard fra tv-serien Fint skal det være (Keeping up Appereances), så er der nik nogen, der kan være med.

Serien med ægteparret Bucket hører til mine “uskyldige glæder”. Der er bestemt ikke tale om højpandet, intellektuel, britisk underholdning fra øverste skuffe. Snarere tværtimod. Det er folkelig lavkomik, der trives godt med et fordomsfuldt billede af mennesker, der – som fru Hyacint – drømmer om at komme længere op på den sociale rangstige, end deres sociale position berettiger til. Og lever derefter. Og i den sammenhæng har Clive Swift haft den (u)taknemmelige rolle som ægtemanden Richard, hvis fornemste rolle er at servicere fru Hyacint i alle hendes mere eller mindre fantasifulde projekter, der alle har til formål at fremme hendes sociale ambitioner.

Det gode ved denne folkelige serie er, at den er så professionelt gennemført. Efter et par afsnit køber man gerne præmissen om den opadstræbende Hyacint og tøffelhelten Richard, der helst vil drikke en pint på den lokale pub med sin umulige svoger Onslow, der er en skarpt skåret karikatur af en mislykket arbejderklassehelt i netundertrøje og en dåseøl i hånden. Clive Swift spiller sin figur nærmest til perfektion og det er hos ham sympatien ligger i denne folkelige serie. Men nu er Clive altså død og enhver tanke om at genoplive serien forhåbentlig slettet.

Fint skal det være gjorde Swift kendt i en større kreds. Men han har også spillet fx Shakespeare og var en ferm sangskriver, der havde sig eget post-Bucket-show med sine sange. Og så var han i mange år gift med den kendte britiske forfatterinde Margaret Drabble.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Capac anbefaler: Jan Lippert Hard Company – Hard Jazz

5. februar 2019

Hard Jazz, Hård Jazz, kalder Jan Lippert Hard Company – der også tæller Hans Emborg (bas, tangenter), Mikkel Brink (trommer) og Mads Storm (piano) – gruppens vist nok tredje fælles udgivelse. For nogle årtier siden ville man nok have omtalt musikken som jazzrock eller måske fusionsmusik. I

I hvert fald går der en lige, klar linje eller rød tråd fra denne plade og tilbage til og gennem den funky Miles Davies i 1980’erne og videre tilbage til halvfjerdsernes store navne inden for det særlige, vitale møde mellem jazzen og rocken. Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to forever, Brødrene Brecker og mange flere.

Og den råde tråd træder tydeligt frem allerede ved indledningen af første nummer “Humongous”, hvor en potent, legende el-guitar tager føringen og hurtigt ledsages af lige så markante trommer og tangenter. Ja, der er streg under hard i Hard Jazz. Rockkanten fornægter sig ikke, men det gør jazzen heller ikke, for fra første færd er det ludisk-improviserende på færde og spil, og der broderes lystigt hen over de klare melodiske strukturer i numrene, der er skrevet af Lippert og Emborg.

Men selv om Hard Company altså står trygt og godt på skuldrene af en jazz-rock-tradition, så har deres bud på denne hybrid sin egen karakter og farve. Hard Company svinger, swinger, let mellem de to punkter, samtidig med, at der er toner af noget nordisk – eller måske ligefrem dansk – melankoli over dele af musikken. Hvorved fusionen får en særlig dobbeltkarakter, hvor jazz og rock, leg og tungsind, melodiøsitet og improvisorisk vildskab danser med hinanden og rækker ud mod både et inkarneret jazz- og rockpublikum – og dem, der sagtens kan sidde mellem begge stole uden at falde igennem.

Hard Jazz er et godt bud på en opfriskning af en fusionsmusik, der måske har haft trange tider hen over årtusindskiftet, og et godt argument for at tage den op og alvorligt igen. Hermed varmt anbefalet.

Jan Lippert Hard Company. Hard Jazz. Gateway Music. Er udkommet.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Aftenens film: Perfetti sconosciuti

5. februar 2019

På min smarttvboks har jeg gemt nogle film, som jeg kan hive frem, hvis tv-programmet ikke byder på noget, der er værd at spilde sin kostbare tid på. Og sådan var det i går aftes, hvor genudsendelser hobede sig op på skærmen i skarp konkurrence med nye hjernedøde livsstilsprogrammer. Så valget faldt på den italienske film Perfetti sconosciuti, der på dansk er blevet til Ukendte venner. En oversættelse, der ikke er helt forkert, uden dog at ramme helt præcist i forhold til den italienske. Den amerikanske titel Perfect strangers er dog bedre.

Filmens plot er genkendelig, ja, man fristes til at sige, at der er tale om et klassisk filmisk plot. Nogle venner samles til en social begivenhed – i dette tilfælde en fælles spisning – og så kommer hemmeligheder og sandheder frem for dagen. Vi kender det fx fra Lawrence Kasdans klassiske Gensyn med vennerne (1985). I den nye udgave af plottet kommer det skjulte ikke op til overfladen, hjulpet frem af almindelige snak og indtagelse af alkohol, nej, helt i overensstemmelse med vor tids ånd, så er det mobiltelefonen med dens sociale medier o.a., der bliver generator for afsløringen af det hemmelige. Man kan sige, at filmen – af Paolo Genovese – behandler et emne, der meget ofte får en overfladisk behandling i pressen, nemlig de sociale medier og deres betydning for vores sociale liv. Senest i går var emnet oppe, idet skolernes seksualundervisning måtte inddrage de sociale medier, fordi – hed det sig – forældregenerationens havde svært ved at forstå de unges brug af seksuelle emojis osv. Men Genoveses kunstneriske behandling af emnet fik en alt andet end overfladisk journalistisk-pædagogisk omgang vask og strygning.

En af vennerne i filmen får den idé, at de alle skal lægge deres mobiltelefoner midt på bordet, hvorefter de sammen skal læse, se og lytte med, når det var aktivitet på mobilerne. Og ganske forudsigeligt kommer der ganske artige ting på bordet. Lige fra afsløringen af den ene mandlige vens homoseksualitet over to andre venners utroskab og afsløringer af psykiske problemer og problemer med svigermor, der bor i hjemmet. Så langt, så godt eller skidt. Og helt efter bogen, kan man hævde. Men det lykke for Genovese, at foretage nogle kreative drejninger, der kaster et helt andet lys over situationen. Dels opstår der forvirring om, hvem der er i spil, når telefonen bliver aktiv. Fx afsløres det, at det er en anden, der er homoseksuel, end ham der først udpeges og udskammes. Men der er også en anden kunstnerisk interessant drejning. Fællesspisningen foregår en aften, hvor der sker en måneformørkelse. Og parrene er flere gange ude på altanen for at beundre det himmelske fænomen. Men da formørkelsen er overstået og månen skinner klart fra himlen, så er alle skærmydslerne omkring telefonlegen pist borte. Glemt er homoseksualitet, utroskab osv. Og parrene finder sammen igen og tager hjem og fortsætter deres liv med hemmeligheder og så videre.

Det er en stor styrke ved filmen, at den laver denne kunstneriske pirouette, fordi Genovese dermed undgår den store fælde, det er, at lade historien ende i en eller anden form for moralisme eller pædagogisk korrekthed. Hvis man kan drage en lære af historien, så er det måske med den terapiramte hovedpersons ord, at menneskene er “skrøbelige”. I hvert fald er der noget meget europæisk, ja, Woody Allensk, over den finurlige lethed, hvormed plottets alvor turneres, så tæppet trækkes forsigtigt væk under ethvert tilløb til moraliseren.

Hermed anbefalet.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »