11. februar 2019 arkiv

Napalmpigen får en fredspris

11. februar 2019

Længe inden tillægsordet “ikonisk” blev en kliché, som det er nu, skrev Klaus Rifbjerg om  det moderne fotografis betydning for vores bevidsthed i digtet “Billedet viser”. Og lige så lang tid, er det, siden jeg fik min bevidsthed præget af voldsomme billeder fra vor tid. Fx billedet af en lille, splitternøgen, vietnamesisk pige, der skrigende løber væk fra de amerikanske hærs napalmbombardementer.

Billedet gik verden rundt og var med til at danne og styrke den folkelige opinion, der til sidst fik den amerikanske regering til at trække sig ud af Vietnam. Og dermed sætte en stopper for Vietnamkrigen, som var den krig, der prægede min generation og et par stykker – før og lige efter.

Pigen, Kim Phuc, er i dag 55 år gammel og bor i Canada. Og hun har netop modtaget Dresdens fredspris for sit arbejde for Unesco og for alle de børn, der har lidt overlast i krig. Kim var ni år gammel i 1972, da hun blev fotograferet af den vietnamesiske fotograf Nick Ut. Og i mit hovede står det billede, sammen med en håndfuld andre, som billedet på krigens absolutte meningsløshed og menneskefjendskhed.

Skrevet i Musik | 4 kommentarer »

Capac anbefaler: Sundays – Wiaca

11. februar 2019

Op fra den danske undergrund ( fx SPOT- og Uhørt-festivalerne) bobler Sundays (ikke at forveksle Rough Trade-bandet fra firserne..) med deres første langspiller Wiaca. Og lad mig bare afsløre med det samme, at det er et band og et album, der fortjener stor opmærksomhed og fra første rille på vinylen appellerer til den, der kan lide pop og indierock – med nordisk melankoliske over- og undertoner.

Allerede med den indledende sang “Shade of the Pines” får Marie, Morten, Victor og Magnus slået stemning og tematik fast – og får også slået fast, at Sundays allerede her på debutalbummet har fundet en stil, der både kan vise sig at være slidstærk og nok skal finde en kultpublikum (mindst). Sangen er – som jeg hører den – en bittersød  kærlighedssang, hvor hjerte og smerte smelter sammen som var det naturligste i verden: “And I ache my love/ For a song I can slip throug your drapes/ And you would open and call out my name so high/ I will be swept off the beach in your eys/ And we’ll be back in the shade of the pines/ But the are getting harder and harder to find//Don’t say you’re going to save med/ I know you’re going to save me” Suk, hjerte, brist ikke.

Ja, det er ungdommeligt følsomt. Men det bærer igennem, fordi forsanger Magnus Jacobsens sarte, næsten skrøbelige stemme løfter teksterne, samtidig med at de tilstræbt fine, lette, næsten blide arrangementer understøtter stemningen og teksternes hensigter. Det er indiepoprock, der er forelsket i såvel melodiøs, melankolsk pop som i moderne følsom folktone. Sundays imponerer (denne lytter) med deres stilistiske konsekvens, hvor arrangementer med luftigt-lette syntheziserflader blander sig med diskrete guitarer og korstemmer, der uden vanskeligheder falder ind i det luftige lydbillede. Jo, Sundays overbeviser selv en gammels skeptiker som mig med en stilbevidst samling sange (10 stk. i alt), der alle holder i kraft af et homogent tekstunivers og nogle meget popmelodiske sange. Det er svært ikke at forestille sig, at Sundays nu må boble op på diverse playlister rundt omkring og vil kunne indtage diverse mindre og større scener i de kommende mange festivalmåneder. Hermed varmt anbefalet.

Sundays. Wiaca. Produceret af: Mads Bjørn Nielsen & Sundays. Celebration Records. Udkom i februar 2019.

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Grammy – 2019

11. februar 2019

Sandelig om ikke Voices of Mississippi vandt en Grammy i kategorien “Best Historical Album”. Helt fortjent og til lykke til dem, der står bag. Men ellers skal jeg lede med lys og lygte for at finde en vinder, jeg kender til eller bare har hørt om. Men de er der da, langt nede på listen. Langt nede finder jeg således under kategorien  Best Contemporary Instrumental Album den legendariske trommeslager Steve Gadds Steve Gadd Band. Hvis man har fulgt med i amerikansk rock siden halvfjerdserne, ved man, hvem Steve Gadd er.

Under kategorien Best Jazz Instrumental Album finder man gode gamle Wayne Shorter (Weater Report m.fl.) og hans Quartet og “Emanon”.

Buddy Guy vandt for sit traditionelle blues album… The Blues is alive and well

Og de nyere navne? Jo, ret skal være ret. For nogle år siden fremhævede jeg Kacey Musgraves som et at de nye kvindelige talenter i countrymusikken derovre, og i år vinder hun med bedste countryplade “Golden Hour”.  Godt så.

Og bedste amerikanske roots-optræden blev vundet af Brandi Carlisle, som jeg endnu ikke har skrevet om (det kommer nok), men kender..

  • men vi skriver jo også 2019 og ikke 1979.

 

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »