1. januar 2020 arkiv

Den dag John mødte Paul

1. januar 2020

https://youtu.be/DSGvznibHdA

Det er ikke hifidelity sound, men det er en historisk optagelse. I følge registranten The Beatles Complete Studio & Home Recordings (seneste udgave), så er det den allerførste optagelse med et Beatles-medlem, nemlig John Lennon som forgrundsfigur i præ-Beatles-konfigurationen The Quarry Men. Optaget ved sommerfesten for St Peter’s Parish Church i Woolton, lørdag, den 6. juli, 1957. Kendt som The Bob Molyneux Tape. Og lige netop den dag var det, at Lennon første gang mødte McCartney.

Nytårstalen

1. januar 2020

Selv om man ikke er royalist, så kan man jo godt følge med og se dronningens nytårstale. For selv om hun ikke længere har direkte politisk magt, så har hun stor betydning og indflydelse for alle de royalister, der er i landet – herunder de politiske royalister.

Og det kan nok være, at den let forkølede monark fik stanget en næsestyver ud til klimaskeptikerne (heriblandt Pia Kjærsgaard, der nok har fået problemer med sine royale værdier i dag… klimatosse). Og efter den udmelding, så får den siddende regering og dens støttepartier endnu sværere ved at undslå sig en bindende klimalov i de kommende måneder.

Lige som dronningen næsten umærkeligt fik pirket og prikket til al den forblommede snak om “danske værdier”, da hun talte mod antisemitisme og xenofobi, og fik lempet  lidt civilisationskritik ind, da hun talte om den generaliserede ensomhed, der er en del af vor tids fælles diagnoser.

At monarken undervejs måtte snyde sin næse gjorde kun talen så meget desto mere menneskelig og sårbar i dens opsang til danskerne.

Godt nytår.