Når internettet er bedst skaber det forbindelser og netværk og giver for eksempel mulighed for at dele viden, vigtige informationer og – erindringer. Som på de to ovenstående fotos, der viser en af de baggårde, hvor jeg legede som dreng i årene 1954-1965.
I går aftes fik jeg taget mig sammen til at se dokumentarfilmen Eric Clapton Life in 12 bars. Jeg har længe været fristet af de mange biografier, der findes om Slowhand, men har tænkt at måske ville en dokumentarfilm være mere interessant (bl.a. fordi musikken ville få en større plads). Så derfor var det oplagt at opsøge Lili fini Zanucks film (NB! Den kan ses ganske gratis på bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben.dk!). Og det skulle vise sig at være en god beslutning.
For dokumentaren giver en fint portræt af den store engelske guitarist. Det er Clapton selv, der fortæller. Suppleret med andre stemmer: bedstemoderen, moderen, Patti Boyd, venner og musikalske samarbejdspartnere, producere osv. Og selvfølgelig garneret med private og offentlige filmklip og fotos.
Og det er en fortælling om en martret sjæl, en dreng, der kommer fra en dysfunktionel familie, hvor moderen forlader ham og overlader ham til bedsteforældrenes kærlige opdragelse. Og hvor opdagelsen af the blues bliver den oplevelse – og besættelse – der kan give ham lindring og fred i sindet, når det brænder på. Og det gør det hele tiden.
Clapton fortæller åbenhjertigt og – så vidt man kan bedømme – ærligt om sin musikalske besættelse og sin karriere – fra den første R&B-gruppe The Roosters (med Tom McGuinness) og helt frem nutiden. En karriere, hvor de musikalske ambitioner vejer tungere end succes og penge. Men han har mange problemer og traumer at slæbe rundt på. Moderen accepterer aldrig sin status som Erics moder, og det er tydeligvis en tung byrde og traume for ham. Han har det også svært med kvinder, og det kulminerer med den ofte omtalte forelskelse i George Harrisons kone Patti Boyd. En forelskelse og besættelse, der først får lov at blive fuldbyrdet på et tidspunkt, hvor Clapton er kommet ud i et massivt stofmisbrug. Først kokain og heroin, og da han endelig finder sammen med Patti et alkoholmisbrug, der truer med at slå ham ihjel.
Clapton er hudløs ærlig, når han fortæller, at den musik, han laver efter tiden med Cream i vid omfang bærer præg af at være lavet af en drukmås. Først da han mister sin 4-årige søn Conor i 1991 lykkes det ham at få rettet op på sit liv.
Filmen varer lidt over to timer og Lili Zanuck får overbevisende og detaljeret beskrevet Claptons komplicerede liv. Man får også et godt billede af den musikalske udvikling, selv om lige netop dette aspekt sagtens kunne have fyldt meget mere (og burde det). Og man får et billede af en menneske, der er alt andet end den imageperson, som medierne har opbygget af manden. Han er langt fra nogen gud (“Clapton is god”), men et menneske fuld af usikkerhed, plaget af barndommens traumer og langt hen af vejen ude af stand til at leve et såkaldt normalt liv. Men også et menneske, der finder noget, der er større end livet – the blues .
»Lejligheden er et sneglehus, hvor jeg lukker mig inde og beskytter mig mod verden, men også det, der gør, at jeg kan gå ud i den. Om morgenen er jeg edderspændt over alle mulige fjolser, indtil jeg mange timer senere nogenlunde omgængelig går i seng. Det er en opgave for os alle hver især hver dag at civilisere os. Den proces foregår konstant, for vi er altid spændt ud mod noget meget mere primitivt.«
[Søren Ulrik Thomsen, Weekendavisen, Nr. 09, 28.Februar 2020]
Jeg kender godt den fornemmelse…
Det var en lidt skør og nørdet ide, jeg kom i gang med, da jeg insisterede på at lave en spilleliste til tv-serien om Landsbyhospitalet. Alene det forhold, at jeg nok bliver nødt til at se den endnu engang (hvis DR vil), burde få mig til at trække mig tilbage.
Men så er det, jeg pludselig hører noget, jeg ikke har ventet komme på skærmen. For eksempel B-siden til The Troggs klassiker “Wild Thing” (på en af de mange versioner, der er kommet med det hit) – “Widge you”, der er et rigtig godt pigtrådsnummer. Man kan finde det på albummet Black Bottom og på nogle opsamlinger med bandet.
Eller når man pludselig hører den lidt glemte sanger og sangskriver Michael Chapman med sangen “No Sopng to Sing” fra debutalbummet Rainmaker (1969).
Så virker det pludselig ikke helt så tosset med det der nørderi..
Ja, The Who i Hull snurrer stadigvæk på min spiller, og deres mere en femten minutter lange udgave af “My Generation” tager kegler i denne energiske koncert.
Koncertoptagelserne fra Hull i 1970 står måske lidt i skyggen af Whos Live at Leeds, men ser man bort fra at optagelserne fra Hull nødvendigvis måtte rekonstrueres lidt, bl. a. fordi bassen stod lidt svag i lydbilledet, så er Who denne aften helt på højde med aftenens før i Leeds. Til Hull-koncertens bagdel hører selvfølgelig også, at den ikke udkom for halvtreds år siden. Men prøv at lytte til fx Young Man Blues. Det nummer taler helt for sig selv.
Nej, han har ikke glemt at lave møllesving med armen eller at trykke den af på guitaren, ham Pete Townshend fra The Who…
https://youtu.be/ajzN1_Iizs8
På denne dag i 1970 udkom en af de mange opsamlingsalbum, der er kommet med The Beatles. Bestående af singleudspil, der ikke var kommet på albums, og B-sider. Og der er sikkert mange, der har begyndt deres Beatles-interesse med netop det album.
| Side one | |||
|---|---|---|---|
| No. | Title | Lead vocals | Length |
| 1. | “Can’t Buy Me Love” | McCartney | 2:19 |
| 2. | “I Should Have Known Better” | Lennon | 2:39 |
| 3. | “Paperback Writer” | McCartney | 2:14 |
| 4. | “Rain” | Lennon | 2:58 |
| 5. | “Lady Madonna” | McCartney | 2:14 |
| 6. | “Revolution” | Lennon | 3:21 |
| Total length: | 15:45 | ||
| Side two | |||
|---|---|---|---|
| No. | Title | Lead vocals | Length |
| 7. | “Hey Jude” | McCartney | 7:06 |
| 8. | “Old Brown Shoe” (George Harrison) | Harrison | 3:16 |
| 9. | “Don’t Let Me Down” | Lennon | 3:30 |
| 10. | “The Ballad of John and Yoko” | Lennon | 2:55 |
| Total length: | |||
The Deans, CAT, Orfeus, Lollipops, Stig & Steen, Ache, Rugsted & Kreutzfeldt og solokarriere. Listen er lang og bred. Oven i det skal lægges andre talenter som musiker, sangskriver, producer, tekniker m.m. Jo, Stig Kreutzfeldt, som jeg første gang bemærkede som del af Stig & Steen, har været en markant figur i dansk rock og pop. Og i dag fylder han 70 år, og har sikkert mange flere år til at gavne dansk musik.
Og et andet tidligere Ache-medlem, Per Wium, har også fødselsdag. Jeg tror, han bliver 66 år (er ikke helt sikker, men han var i hvert fald 10 år i 1964, i følge egne oplysninger). Også en alsidig musiker (f fra C. V. Jørgensen) og kendt for sin kærlighed til og viden om The Beatles og deres musik.
Manden bag Bamse og Kylling er død, bræger TV2s nyheder. Men Mogens Vemmer var meget andet end manden bag de to børneprogramkæledægger. Han startede allerede som studenterspeaker for DR som ganske ung, og blev fastansat som programsekretær i 1961 og var i tre årtider – fra 1968 til 2000 – programchef for børne- og ungdomsafdelingen i DR.
Her stod han ganske rigtig bag en række populære børneprogrammer – Ingdrid og Lillebroder, Kaj og Andrea, Bamse og Kylling m.fl. Og han fik et ry som værende en chef, der gav de ansatte frihed under ansvar. Det kom også til at betyde, at han fik ørerne i den politiske maskine, da ungdomsoprøret satte sig sine spor i DRs programvirksomhed. Han blev ansvarshavende mellemmand mellem de påståede “røde lejesvende”, der satte deres præg på ungdoms- og børneprogrammerne, og så det politiske parnas, der var ude med riven i tide og utide.
Jørgen Clevin-klip, tilrettelagt af Mogens Vemmer:
Et markant navn i dansk populærmusik, Keld Heick, runder de 74 år i dag. Var med – sammen med The Donkeys – da pigtrådsmusikken bragede igennem i Danmark og gav teenagerne noget at lytte og danse til, var også en af de første, der sadlede om til dansktopmusikken (det skete som tidligere fortalt i Esbjerg…). Han er også for en kort stund vendt tilbaget til rødderne på albummet Time Machine, men har ellers holdt sig ved sin læst – dansk pop, Melodi Grand Prix-sange og den slags.
Datoen er usikker, men Seatrains eponyme album udkom i 1970. Og det er en af mine favoritalbum til alle tider. Pladen blev produceret af selveste George Martin – den første efter hans tid med Beatles – og selv om pladen figurerer som Seatrains andet album, så er det egentlig det første, fordi der var en masse rod omkring gruppens konstellation og pladekontrakter, inden de nåede så vidt som til denne plade, der med lidt god vilje kan ses som et tidligt eksempel på den nu allestedsnærværende americana. I hvert fald en sublim blanding af rock, country, blues, bluegrass m.m.
Her giver Seatrain en fin, loyal, men også personlig version af Lowell Georges klassiker “Willin'”.
Og Seatrain i København 1971:
Jenny Lewis har de kvaliteter, jeg sætter meget højt. Hun kan skrive fængende sange, og så har hun en stemme, der af en eller anden uudgrundelig årsag falder direkte i min smag.
Ansporet (eller måske snarere: provokeret) af en reklamemail fra Amazon med en cd med musik fra den her ofte omtalte britiske tv-serie Landsbyhospitalet (The Royal), der pt. vises igen på DR og nærmer sig sin afslutning, så har jeg besluttet at begynde at lave min egen playliste fra serien. For som sagt tidligere, så er de oplysninger man finder (bl.a. på den omtalte cd) langt fra dækkende for, hvad man kan høre i afsnittene. Så derfor begynder jeg at bygge et lydspor op på Youtube, så alle interesserede kan følge med og måske – det håber jeg – finde musik, de kan lide og måske ikke selv kunne huske titlen på. Her er adressen – og den er fuldt offentlig: https://www.youtube.com/watch?v=1mu7MPJRNHU&list=PLooDcviYwHTHE2fBh8Qrb9ECvEwjaLHBR. Link. Foreløbigt er der kun første sæson, sådan cirka (man skal jo lige i gang…).
Når man har været så længe undervejs som Neil Young – og været så produktiv, så behøver man ikke at udsende nyt, hver gang der skal en plade på markedet. Så derfor er der også god ræson i, at Young på det seneste er gået i arkiverne for at finde gemte skatte.
Og det er sikkert og vist, at næste udgivelse med Young er et album, der har været velkendt af fans og bootlegsamlere. Nemlig albummet Homegrown, der blev indspillet hen over årsskiftet 1974-75. Der er tale om overvejende akustiske indspilninger, der i følge manden selv udgør et missing link mellem Harvest, Comes a Time, Old Ways og Harvest Moon. Det siger lidt om, hvor vi er henne i repertoiret. Neil Young nåede så langt, at coveret til albummet blev lavet, men fik ikke udsendt pladen, fordi den var – dengang – lidt for personlig (kærestesorger) og nedtrykt. I stedet kom Tonight’s the Night.
Men tiden læger alle sår, som man siger, og nu skulle Young have lagt den tids kærestesorger bag sig og kunne udsende pladen. Og have følgende spilleliste:
Side A
Side B
