3. februar 2020 arkiv

Love Birds – guilty pleasure når DR samler ind…

3. februar 2020

Som nævnt valgte DR at bruge hele lørdag aften på at samle penge ind til børn på flugt, iscenesat som underholdning til flødeskumskagen og kaffen. Og det var nok til at jeg måtte finde andre adspredelser, når nu dummekassen ikke rigtig havde noget at byde på. Og så er det jo godt, at man alligevel havde været på biblioteket og høste nogle lån til øre og øje.

Og på den visuelle side havde jeg fundet den new zealanske film Love Birds fra 2011. Jeg havde bestilt den, fordi den har den henrivende britiske skuespillerinde Sally Hawkins (kendt fra bl.a. nogle af Mike Leighs film, fra The Shape of Water m.fl.). Så kunne det ikke gå helt galt, var ræsonnementet.

Og ganske rigtig. Filmen er en charmerende bagatel af en romantisk komedie. Om Dough, der lever et ubekymret liv med fast arbejde, kæreste og hus i forstaden. Men så går det hverken værre eller bedre end at kæresten forlader ham, fordi der ikke er sket en skid de seneste to af deres samliv. Og Dough er slået hjem.

Men så indfinder der sig en slags mcguffin, der skal sætte historie i bevægelse. En and lander på Doughs tag og tager ham, hans hus og liv i besiddelse. Med lidt god – ja meget god vilje – er anden et symbol på Doughs fastlåste liv. Anden kan ikke længere flyve og bedre bliver det ikke af, at den knytter sig til Dough, der også trænger til luft under vingerne. Og man mere end aner, at andens evne til at flyve hænger sammen med Doughs evne til at komme videre med sit liv.  Og uden at afsløre for meget, så er det også det, der sker. Det ligger i genrens selvforståelse. Anden kommer på vingerne igen, hjulet på vej af en løssluppen plæneklipper. Og Dough møder Holly (Sally Hawkins) og sammen stiger de til vejrs i en luftballon… Symbolikken er til at føle på.

Filmen er som sagt en bagatel. Som en flødeskumskage, der smelter på tungen, inden kaffen får skyllet den ned. Men de medvirkende spiller ganske habilt, og så er der en formildende omstændighed: Dough er Queen-fan. Noget han har fået fra sin far. Og lydsporet er 90% Queen-sange, der passer rigtig godt til den lette tone i filmen. Og så er der et par sange med den new zealandske folk-rock-sangskriver og sanger Virginia “Gin” Wigmore, som var et nyt, behageligt bekendtskab for mine ører. Mindre interessant bliver denne Gin ikke af, at hendes debutalbum Holy Smoke (2009) er indspillet med Ryan Adams backingband The Cardinals.

Og selv om bibliotekets kopi kun havde tyske undertekster, så var filmen bestemt et bedre valg sådan en lørdag aften end hjernedød indsamlingsunderholdning på public service-kanalen…

Jakob Fuglsang som syndebuk

3. februar 2020

Dramaet i Tour de France er flyttet fra de stejle bjergtoppe og de flade spurter til det medicinske kapløb mellem nye stoffer og teknologier og “renhedspolitiets” jagt på synderne. I den store renhedsfortælling gøres den enkelte rytter til skurken i spillet, medens bagmændene, der har presset udøverne længere og længere ud i eksperimenternes jungle, vasker deres hænder i fuld offentlighed. Vi er vidner til et kæmpemæssigt hyklerisk show, der opføres for fulde gardiner (og licenskroner) i DR og på andre store tv-kanaler. Et show, der ganske langsomt, men sikkert, vil afsløre, at de olympiske konkurrenceidealer, man foregøgler at hylde og forfægte, er som kejserens nye klæder.

Sådan skrev jeg her i bloggen i 2008, da dopingskandalen havde ramt Tour de France. Og i går aftes blev jeg mindet om, at min lille analyse dengang havde ramt plet med hensyn til forståelsen af pressens behandling af skandalen som en fortælling om renhed. En fortælling, hvis formål det var – og er – at rense selve sporten ved at hænge enkelte sportsudøvere ud som skurke. Siden har vi set den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong miste al sin glans i et anstrengt forsøg på at bringe renselse til den martrerede cykelsport.

Og i går fik vi så et nyt frisk eksempel, idet DR Nyhederne kunne fortælle os, at landets pt. måske mest succesfulde cykelrytter, Jakob Fuglsang, var kommet i ‘cykelsportens uafhængige anti-doping-enhed, Cycling Anti-Doping Foundations (CADF)’ søgelys. Sammen med dagbladet Politiken og norske Verden Gang har DR fået fat i en ‘hemmelig’ rapport, der afslører, at Fuglsang er sat i forbindelse med den skandaleomsuste, italienske ‘dopinglæge’ Michele Ferrari, der er ekskluderet af cykelsporten på grund af sine meritter inden for dopingområdet.

Interessant ved nyheden er, at den stort set kun nævner den populære og succesfulde rytter, Jakob Fuglsang. Ganske vist nævnes også hans hold, Astana. Men fokus er entydigt på kransekagefiguren. Den ypperste repræsentant for sporten i Danmark. Man kunne jo – for god ordens skyld om ikke andet – have opremset flere andre cykelryttere i rapporten og flere hold, men nej. Man vælger at vinkle det på lige netop den måde: Jakob Fuglsang. På næsten gammeltestamentlig facon (Abraham, Job) gøres Fuglsang til en syndebuk, der som sådan skal ofres som et lille spædt lam for at Sporten som sådan med al dens kapital, sundhedssystem osv. kan gennemgå en renselse. Men han er jo ikke dømt endnu, vil man måske sige. Nej, men han er allerede, qua rapporten og relationen til Ferrari, så miskrediteret, at også han på nærmest rituel vis må slagtes for åben skærm. For det er jo det paradoksale ved syndebukken: At det ikke er tilstrækkeligt at gennemføres renselsesofringen én gang (som i det privilegerede tilfælde: Jesus Kristus), den skal (som korsfæstelsen) gentages rituelt igen og igen for at holde liv i illusionen, fortællingen om renheden.

Tilbagespoling: doping