CAPAC

Det er længe siden, jeg har kommenteret den frafaldne Venstre-mand, nu Radikale Venstre-medlem, Jens Rohde. Det var dengang, han snublede i en “missil”-udtalelse, der kostede ham jobbet som direktør for TV2 Radio. Men nu har han igen været ude og demonstrere sin særlige sans for at få næsen i klemme i det politiske spil.

Det var forleden, da han mente at have lavet en aftale med såkaldte “blå blok” om håndteringen af store kapitalfondes spekulation i socialt boligbyggeri i København og store provinsbyer. Det var på det tidspunkt ikke lykkedes for den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad Bech at få lavet en aftale med regeringsgrundlaget – Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti – der kunne indfri løfterne i det såkaldte “forståelsespapir” mellem partierne hvoraf fremgår, at man ville sætte en stopper for Blackstones og lignende foretagenders boligspekulation.

Det huede ikke den forhenværende Venstrepolitiker Rohde, at nogen (regeringen) skulle spænde ben for enterprenante pengefirmaers muligheder for at investere og tjene penge på “forbedringer” og “fornyelser” af eksisterende boliger og i den forbindelse jage boliglejere på flugt. Og sammen med blå blok fik han så lavet en aftale, der ikke indeholdt en af regeringen ønsket karensperiode for huslejestigninger på fem år (at der skulle gå fem år fra en boligforbedring til en ny huslejestigning). Og i den forbindelse hoverede Rohde og belærte boligministeren om, at han skulle lære sig sit politiske håndværk’ og mente i øvrigt, at karensperioden ikke udgjorde den store forskel mellem de to aftaler. Men – som så ofte før var Rohde for hurtig på aftrækkeren. For inden de borgerlige havde papirerne på plads, trådte Dansk Folkeparti ind i stedet for Radikale Venstre og sikrede at regeringen fik sin plan igennem. Man kunne hævde, at Jens Rohde her fik en lektion i politisk håndværk – nemlig den, at hvis man som han springer fra et fælles regeringsgrundlag for at lave politiske rævestreger med oppositionen, så må man forvente at ens stemmer bliver bytte ud med andre. I dette tilfælde Dansk Folkepartis. Og ikke blot er det, som pressen skriven “en mavepuster” til partiet Radikale Venstre. Det er også en sviende øretæve til Jens Rohde, der i denne sag har afsløret, at han godt nok har skiftet partiet Venstre ud med Radikale Venstre, men i bund og grund holdt fast i det nyliberal(istiske) grundlag, som det gamle regeringsparti har hvilket på siden Anders Fogh Rasmussens tid.

Nogle har så måske undret sig over, hvorfor Dansk Folkeparti har allieret sig med “rød blok”. Men jeg tror, at forklaringen er, at partiet dels godt ved, at mange af dets potentielle vælgere er lejere af den slags, der har været i kløerne på boligspekulanterne (og det sidste partiet har brug for er at miste flere af den slags stemmer…), og dels at Dansk Folkepartis ledelse godt ved, at det i partiets nuværende parlamentarisk trængte situation ikke kan tillade sig at lade et godt forhandlingresultat gå af hænde. Altså kort og godt politisk pragmatisme (eller om man vil: populisme).  Og det kan være en del af den lære, Rohde fik mulighed for at tilegne sig.

Man tror næsten at det er løgn, når man falder over en båndoptagelse fra The Whos koncert i Århus i september måned 1970.

Man forestiller sig, at en eller anden langhåret ungersvend eller -mø har slæbt si kilotunge båndoptager ind ad bagdøren, fået nogen til at trække en el-ledning og så videre… Hvis der da ikke er tale om en optagelse fra gruppens egne lydfolk, der mod en passende betaling har overladt båndet til en fan. Det fremgår ikke at optagelsen, men energien – den Whoske energi – fejler ikke noget, selv om der ikke er tale om hi-fi-lyd.

Næsten et årti skulle der gå, før der er nyt fra sangerinden Maria McKee, der startede sin karriere i bandet Lone Justice. Men at dømme efter det foreløbige udspil, så er der grund til at være fornøjet. Stemmen er som altid smuk og indtagende, og musikken ligeså.

Hvad musikåret 2020 kommer til at byde på på plademarkedet, må tiden vise. Indtil videre har jeg ikke løftet øjenlåget ret meget. Men blandt genudgivelserne finder vi en lille boks med Eric Burdon & the Animals. Det var den konstellation, der tog over, da det gamle Animals opløstes.

When I Was Young: The MGM Recordings 1967-1968 – Eric Burdon & The Animals viser, hvad Eric Burdon og dyrene havde at byde på i de vigtige år 1967 og 1968 hos plademærket MGM. Bandet nåede at lave 9 album i alt, inden det var slut. Boksen er kun begyndelsen.

Og selv om det var svært, ja umuligt, at leve op til det gamle Animals’ status, så er der megen god musik at finde hos Burdon og Co.

[Foto lånt fra drengekorets egen hjemmeside]

Apropos DRs musikformidling, så vil jeg godt anbefale musikelskere og bloglæsere at se udsendelsesrækken med titlen Drengekoret – 12 år og verdensklasse. Især hvis man er i stand til at filtrere den her ofte kritiserede, tidstypiske tilbøjelighed til at dyrke individet og konkurrencesamfundet. Og det kan sagtens lade sig gøre, fordi de medvirkende er med til at vægte andre forhold.

Fokus i udsendelsesrækken er Københavns drengekor, der er et kor bestående af de bedste drengestemmer fra København. Man følger en god håndfuld drenge, der synger (primært) tenor i koret. Man får indblik i deres travle hverdag, der omfatter såvel almindelige hverdagsliv med skolegang, fritidsaktiviteter og så koret, der kræver meget af dem. Mange timers øvning, optrædener osv. Og med et repertoire, der afkræver respekt. Man synger Händel og Bach med største selvfølgelighed og nærmest til perfektion. Og koret er omgivet af engagerede lærere, læger m.fl. Og den eneste bekymring, det eneste problem, drengene har, er – og det ved de fra allerførste dag – at deres stemmer vil gå i overgang, og så kan det være helt slut med koret.

Men drengene ved det godt. Det er næsten som vores viden om døden. Den kommer en dag, det ved vi, og kan i bedste fald indstille os på det og leve med visheden om den.

Det fine ved udsendelserne (der kan ses online) er, at man for det første får en oplevelse af et kor, der har en tårnhøj kvalitet. Det er ganske enkelt imponerende, hvad det kor kan. Dernæst får man en fin indsigt i, hvilken gave det må være, at være en del af projektet. Ikke alene får de purunge drenge en dyb kærlighed til musik (og ikke kun kormusik og klassisk musik), men deres optagethed af koret og dets virke smitter af på deres liv i det hele taget i form af personlig udvikling, livsindhold osv. Man bliver bekræftet i den gamle sandhed om, at børns beskæftigelse med musik – og æstetiske fag i det hele taget – gavner dem på alle felter af skolegangen og livet i det hele taget. Udsendelserne er et forsvar for, at folkeskolen og ungdomsuddannelserne bør gøre meget mere ved de musiske fag end tilfældet er. Det vil være en løftestang for det, man engang kaldte almendannelsen af danske skoleelever.

Drengenes engagement og glæde ved koret overskygger alt andet. Så det er lige før, man glemmer at se, at der er tale om en endog meget privilegeret skole, hvor privilegerede folks børn får mulighed for at udfolde et talent på en måde, der er afskåret andre børn i andre skoler. Det er elitært, ophøjet og tilsvarende dyrket. Det ændrer ikke ved, at det er et kor af så høj kvalitet, at enhver med musikinteresse vil have stor fornøjelse af at se og opleve programmerne.

https://www.youtube.com/watch?v=RB7kALvkvFk

En tegner eller grafiker på dagbladet Jyllands-Posten har fået den i og for sig nærliggende og indlysende idé at illustrere den aktuelle, truende corona-epidemi ved at erstatte det kinesiske flags gule symboler (for partiet, folket osv.) med små gule coronavira. Og så var fanden selvfølgelig løs i ikke kun Saxogade, men hele den danske presse og de diplomatiske cirkler.

Og hvad skal man dog mene?! Og netop Jyllands-Posten, der tidligere har haft ørerne gevaldigt i karikaturmaskinen!?

Lad os prøve med en enkel analyse.

Ytringsfriheden er ukrænkelig. Den er et princip, der ikke kan eller bør gradbøjes. I Danmark har vi ytringsfrihed (med få sjældent brugte begrænsninger som majestætsfornærmelse, gudsbespottelse og injurier). Det indebærer selvfølgelig også, at den ytrende – in casu Jyllands-Posten – kan te sig tåbeligt, urimeligt, fjollet osv. Det kan få utilsigtede konsekvenser, men ændrer ikke ved retten til at ytre sig.

At kinesere (det autoritære styre, folket, partiet, regeringen osv. – kan man i øvrigt tale i disse instansers navn?!) kan føle sig krænket, fordi man forbinder den alvorlige coronavirus med flagsymbolet var og er forudsigeligt. Lige som muslimer blev krænket af tegningerne med bombehatten osv. Især da det blev en politisk agenda.

Jeg tror godt, at de kinesiske magthavere (inklusive de diplomatiske repræsentanter i Danmark) udmærket ved, hvad vi tænker om ytringsfrihed her i Danmark og Vesten i det hele taget. Og de vil sikker gøre alt, hvad de kan for at mane den idé i jorden, inkl. fortælle menige kinesiske turister i Dk., hvad de skal og bør mene og føle. For tænk hvis den idé for alvor slap løs i Kina…

Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeren Mette Frederiksen med Dansk Folkepartis Thuesen Dahl i hånden står frem og taler om og for ytringsfriheden. For vi ved jo godt, at så snart Landbrug og Fødevarer og dets repræsentanter i partiet Venstre på tinge begynder at tale dunder om risikoen for landbrugseksporten (grisekødet!) til Kina, så vil både Mette og Thuesen-Dahl ryste på hænderne og få uld i mund.

Jyllands-Posten bruger ytringsfriheden til at lave en nem lille kobling mellem et mikroskopisk virus og et magtfuldt flag. Jyllands-Posten bruger sit grundlovssikrede ytringsfrihed, vel vidende, at det kan få konsekvenser. Avisen ligger som den selv har redt og må tage konsekvenserne, og bør for en ordens skyld gøre opmærksom på, at avisen ikke taler på den danske befolknings eller det danske samfunds vegne, kun på avisens. Og så må redaktionen og ejerkredsen tage konsekvenserne.

Opdatering: Helt forventeligt gyder den officielle kinesiske avis China Daily olie på de oprørte vande. Ganske vist opfattes den famøse tegning som en “dæmonisering” af Kina, men avisen understreger, at Jyllands-Postens udmelding ikke er udtryk for, hvad den danske befolkning tænker i almindelighed. Det er ikke udtryk for en anerkendelse af Jyllands-Postens ytringsfrihed, men blot en blot en diplomatisk fortolkning, der tager luften ud af ethvert tillød til krisestemning mellem de to lande.

Lad mig lige gøre opmærksom på podcast-serien “Vi elsker the Beatles“. Her kan man høre en række Beatles-fans af den gamle skole fortælle om deres forhold til Fab Four, lige fra Beatles-eksperten Arno Guzek til Hans Otto Bisgaard. Fordelen ved denne serie er netop, at det er den enkeltes oplevelser og erindringer om The Beatles fra dengang, hvor de endnu var på banen. Det er sjovt og interessant, hvor forskelligt, man har oplevet det første møde med bandets musik og oplevelsen af de aktive syv år og solotiden derefter. Det er oplagt lyttestof for enhver, der kan huske Beatles eller er kommet til som fan siden hen.

[Foto af noget af staben i kz-lejren Auschwitz, der hygger sig med en sang og et smil]

I går var det 75 år siden, de sovjetiske tropper indtog koncentrationslejren Auschwitz og befriede de få overlevede, der var tilbage efter at lejren havde været aktiv siden 1940. Og dagen er blevet markeret mange steder i den vestlige verden. Fordi Auschwitz var den største kz- og udtryddelseslejr og et symbol på nazismens inhumane politik, der kostede millioner af jøder og andre mennesker livet.

I eftertiden har det heddet sig, at vi ‘aldrig må glemme’ Auschwitz og hvad der skete med jøderne. Og det er så rigtigt som det er sagt, men hvordan sikrer vi os, at nazismens forbrydelser ikke bliver glemt og ikke kommer til at gentage sig? Hvordan sørger vi for, at ungdommen til stadighed får fortalt om de rædsler, nazitiden bragte med sig? Svaret er vel, at vi må sørge for at give ungdommen en almendannelse – dvs. en skolegang – der sikrer at de får den fortælling med i bagagen. Historie- og samfundsfag. Men hvordan ser det ud med disse fag i fx folkeskolen i dag?

Jeg tilhører selv en generation, der kom til ca. et tiår efter besættelsen. Og dengang var det en selvfølge, at vi skulle høre om de mørke år under nazismen. Ja, det fyldte ganske meget, og blev en del af den bagage, vi fik med os. Og vi fik nazismens historie med som noget, der var og fortsat er noget, vi mennesker skal tænke over og prøve at forstå? Var holocaust ondskab? Og hvis ja, hvad er så ondskab? Noget, vi besidder som mennesker? Eller måske noget, livsvilkårene påfører os? Jovist, nazismen vil fortsat være noget, der kan beskæftige filosoffer, psykologer og andre videnskabsmænd og -kvinder i fremtiden.

I går aftes genudsendte DR1 en dansk dokumentar fra 2010 om musikeren Tommy Seebach. Tommy Seebach var ikke hvemsomhelst i dansk populærmusik. Han var en talentfuld musiker, der begyndte sin karriere allerede som fjortenårig med sit eget band The Colours. Kort tid efter blev han medlem af et af tidens kendteste pigtrådsbands Sir Henry and his Butlers. Han var da 15-16 år gammel. Og jeg kan endnu huske, hvordan musikpressen skrev om den unge pigtrådsmusiker, der med et slag blev “verdensberømt” i Danmark. I 1975 forlod han så Sir Henry og påbegyndte en solokarriere med fokus på dansktop og Melodi Grand Prix. Og det fortsatte frem til hans alt for tidlige død, 53 år gammel, i 2003.

Dokumentarens vinkel er – desværre – den personlige tragedie, Seebachs storhedstid og dalende succes, alkoholisme og tidlige død af et hjertetilfælde. Vinklen er helt i vor tids ånd, hvor persondyrkelsen er helt i fokus. Desværre betyder det også, at det mest interessante – musikken – gled lidt i baggrunden. Til trods for, at flere af Seebachs kolleger, bl.a. Sir Henry selv, medvirker og kan fortælle om musikeren Seebach. Den spændende fortælling om pigtrådsmusikkens opkomst og dens forvandling til dansktopmusik i løbet af nogle få år berøres kun meget overfladisk , ja fortrænges af det voldsomme fokus på manden, familiefaderen og personen Seebach. Jovist var det en tragedie, at karrieren tog livet af Seebach, men den historie er mere egnet for ugeblade som Se & Hør og Billedbladet end for en tv-dokumentar, der kunne have sat Seebach ind i en musikhistorisk kontekst. Men sådan er tidsånden ikke, man vil hellere snage i privatlivet og personens livsproblemer.

https://youtu.be/0QrRGoMFqT8

Bridge over troubled Water var Simon og Garfunkels femte og sidste duoplade. Samme år som pladen udkom gik de hver til sit. Selv om der har været kortvarige gendannelser, så var løbet kørt for den succesfulde duo. Og Brigde blev deres måske største fælles kommercielle succes med salg af mange millioner eksemplarer.

Det er et album, der helt tydeligt peger frem mod såvel Simons som Garfunkels soloplader. Den lægger afstand til duoens akustiske folkinspirerede sange og inddrager elementer af moderne populærmusik – rock, jazz osv. Og det er en plade med lutter vellykkede sange, inklusive coverversionen af Everly Brothers’ “Bye bye love” – et passende cadeau til en duo, der har været en væsentlig forudsætning for Simon And Garfunkel.

Selv har jeg siden første lyt haft det lidt svært med titelsangen. Den er en smuk sang, Art Garfunkel synger bedre end nogensinde, men arrangementet med strygerne bliver lidt for tung efter min smag. Men denne “svipser” opvejes så rigeligt af andre sange som “The Boxer”, “The only living boy in New York”, “Why don’t you write me” og “Cecilia”.

I det nys omtalte program med Peter Ingemann, fortæller hovedpersonen bl.a. om en musikbegivenhed, der skulle have fundet sted på Danmarks Radios foranledning. Komsammensurium hed det. Og lidt søgen på nettet bringer en til en interessant side med titlen Hans Jørgen Skov Klubben. Hans Jørgen Skov var samtidig med Jørgen de Mylius og blev siden hen programdirektør for DR. Og som klubben skrive, så var Skov “knap så poppet som Mylius”.

Men på den side har man lavet en grundig oversigt over de programmer med rock og pop, som DR bragte i perioden 1962-1977. Og det er ganske imponerende at studere. DR var virkelig fremme i skoene i de år (modsat i dag…). Og på listen finder man omtalte “Kommensammensurium”. Og man kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange fine optagelser, der blev lavet dengang – optagelser, der fortjener at blive digitaliseret og udgivet i dag. Af såvel historiske som musikalske årsager. Noget af det er udkommet, men der er meget, der ikke er.

Ingemann nævner også et arkiv af spolebånd, som er i hans besiddelse, og som vist er under udgivelse – helt eller delvis – i udlandet. Mere får man desværre ikke at vide, men der sidder åbenbart nogle “nørder” rundt omkring, der arbejder for at bevare fortidens musikalske meritter. Og det er jo da altid rart at vide. Så må vi bare finde ud af, hvem der udgiver det…

Viste du, at Gasolins Willy Jønsson engang spillede tangenter i Peter Bellis orkester Seven Sounds? Det gjorde jeg ikke, men den gæve bassist i Young Flowers (m.m.) Peter Ingemann fortæller til lokaltv om sine oplevelser som musiker, fra dengang han lærte at spille violin, blev jazz-musiker, opdagede pigtrådsmusikken og siden hen den psykedeliske musik og så videre. Og Ingemann fortæller som altid levende og oplysende om de magiske årtier efter besættelsen. Peter Ingemann burde skrive sine erindringer – dét ville være interessant.

Første del. Anden del. Tredje del.

Der er unægteligt et spring fra Bjørn Tidmand til Sort Sol, men også her er der fødselsdag. Knud Odde fylder nemlig 65 år i dag. Nu til dags er Odde især billedkunstner, men der er dog kommet en stor håndfuld singler fra ham, siden han i 2001 forlod Sort Sol, hvor han spillede el-bas.

Det var fruens ugeblad, der gjorde mig opmærksom på, at Bjørn Tidmand i går fyldte 80 år. Og straks var jeg tilbage i Kruses Stue ved Vognsbølparken i Esbjerg, hvor vi kunne høre hitlistepop fra de tidlige tressere. Heriblandt Tidmands store gennembrud fra 1963, “Brænd mine breve”. Og således blev Tidmand vævet ind i mit musikbagtæppe, længe før han blev dansktoppop, for det gjorde han, da Jørn Hjorting indførte genrebegrebet i 1968. Men inden Tidmand blev en del af den top med “Lille Sommerfugl”, nåede han også at hitte med “Nu ta’r jeg til Dublin”, som jeg hørte på rørradioen. Melodiens komponist er ukendt, men Thøger Olesen har tekstet den danske udgave.