11. januar 2020 arkiv

DR og serierne: Jordmoderen er tilbage

11. januar 2020

TV-serier er det nye sort. Netflix, HBO og mange flere trækker ungdommen væk fra den traditionelle tv-streaming, herunder: TV2 og DR. Og her ved indgangen af 2020 melder spørgsmålet sig for en gammel(dags) tv-serie-kigger som mig, der ikke ønsker at abonnere på de nye tjenester: Hvad vil der ske med de serier, som DR har vist hidtil? Ikke mindst kriminal-tv-serierne. Vil vi fortsat kunne følge Vera, Shetland og andre kvalitetsserier?! Man kan kun håbe, at de bedste får lov til at fortsætte, så længe de er i produktion.( Men intet er sikkert, når det gælder DR. Fx viste de engang zombieserier The Walking Dead (der vist stadigvæk er i produktion), men pludselig stopper de med det – uden forklaring. )

Nå, men i det mindste er en af mine yndlingsserier vendt tilbage, nemlig Jordmoderen, der på engelsk hedder Call the Midwife. Vi er nået til ottende sæson, og det forlyder, at serien i hvert fald skal fortsætte til 2022, hvor 11. og 12. sæson skal laves. Og jeg forstår godt, at serien er populær, for den forener på smukkeste vis drama (omkring jordmødrenes arbejde med fødende kvinder m.m. i den fiktive bydel Poplar) med historieskrivning, set fra et perspektiv på bunden af det engelske samfund. Jeg krydser fingre for, at DR vil holde fast i denne serie.

I ottende sæson er man nået til 1964 og tressertidsånden (med mode, forbrugerisme osv.) melder sig så småẗ, diskret og en passant, i serien. Selv tressermusikken får lov til at stikke sin snude ind i serien. I episode to får vi således lov til at høre lidt af Swinging Blue Jeans og deres “Hippie Hippie Shake” og The Temptations “My girl”.