CAPAC

Så gik den ikke længere. I dag måtte jeg, for første gang, iføre mig et beskyttelsesmundognæsebind. Jeg skulle aflevere fruens el-cykel til service og var derfor henvist til den offentlige, kollektive trafik, da jeg skulle hjem. (Jeg kunne teoretisk set være gået de cirka 10 kilometer, men det var jeg slet ikke indstillet på i dag, hvor det både er fugtigt og lummert). Da jeg trådte ind i bussen, iført den lyseblå maske, brølede højtalerne ind i hovedet på de få passagerer, at de skulle bære maske, sørge for at have den på, inden de entrede bussen og først tage den af efter udstigningen – på dansk og engelsk.

Det var som forventet: Brillerne duggede med det samme og tvang mig til at trække vejret meget langsomt, det var ubehageligt at have noget hen over næse og mund, det var som at have en plastikpose over hovedet, og spørgsmålet var – i betragtning af, at vi højst var tre-fire personer, inklusive chaufføren, i bussen, om det var strengt nødvendigt!? Men altså. Jeg gjorde det, og blev bare bekræftet i, at det kun skal ske, når det er absolut nødvendigt.

Opdatering: I dag var jeg så inde i byen og hente fruens el-cykel, og slap for mundbindet, fordi fruen satte mig af på vej til job. Nu er cyklen tip-top og jeg behøver ikke at tænke på bus og mundbind lang tid frem.

Jeg har ofte fremhævet den britiske sanglærke Lily Allen for hendes skarpsindede tekster og hendes mediale respektløshed. Hun har været – og er i mine øjne – en af de bedste briter på spindesiden af musikscenen.

Meeen, nu har hun været ude i et ærinde, hvor jeg synes hun kommer til at fremstå som en apologet for tidens politiske korrekthed. I forbindelse med Remembrance Day (hvor briter og andre Commonwealthmedlemmers borgere) mindes dem, der mistede livet i krigene) har Lily givet udtryk for, at hun mener, at briternes nationalsang Rule Britannia! bør skrottes, fordi den er et levn fra nationens kolonimagtsæra.

Det har delt vandene derovre – helt forventeligt. Selv er jeg af den opfattelse, at vi ikke kan ændre en tøddel ved fortiden ved at bandlyse sange, andre tekster eller bare ord (fx “neger”), men derimod risikerer at begå historieforfalskning og dermed gentage historien på tragisk vis.

Så om igen Lily Allen. Hvortil hun nok bare vil sige: Fuck you!

Da jeg for fire år siden anbefalede Deerborns Crash and burn placerede jeg bandet et sted mellem heavy metal og indie. Deerborns egen lille niche. Og med deres nye plade Where Demons hide viser de – dvs. Ask Fogh (bas, slagtøj), Daniel Buchwald (leadguitar, theremin, tangenter, flygehorn og banjo), Dennis Winterskov (trommer, trompet), Eik Skibdal (orgel, piano) og Lasse Nedenskov Nørby (forsanger, akustisk guitar) – at de har udviklet og forfinet deres sound.

Og det er stadigvæk det mørke, dystre, skjulte, der tematiserer sangene. I Lasse Nørbys sange, i musikken og såmæn også på coveret, der giver associationer i retning af gotiske romaner og gyserfilm. Mørket kommer fx til udtryk i titelsangen, hvor det hedder:

There’s a faceless soldier on a violent spree
And he wears his shame for all to see
Causin’ broken homes and families
And wounded souls left to bleed
And bullets fly
Fathers die
Where demons hide
Children cry […]

Men man skal ikke bare lade sig nare af Deerborn forkærlighed for det dulgte og mørke. Der er sket noget på den musikalske front. Deres mørke americana finder et modsvar eller modstykke i sangskrivningen, der siden sidst er blevet forfinet og skarpere i sit udtryk. Det slår mig, at sangene ganske enkelt er blevet mere helstøbte. De er melodiske, intense og medrivende. Man kan måske udtrykke det sådan, at Deerborn og sangskriver Nørby har styrket indiesiden lidt i deres musik – uden at mørket og dysterheden er forsvundet. Og sådan er det jo med musikalsk udvikling: Stilen fastholdes, men udtrykket skærpes og bliver tydeligere. Deerborn fastholder med den nye plade deres unikke placering på den danske rockscene og vil sikkert få endnu flere tilhængere. Hermed varmt anbefalet.

Deerborn. Where Demons hide. Produceret af: Ole Wind Bertelsen & Deerborn. Celebration Records. Udkom d. 28. august 2020

Youtube viser ingen video, men man kan fx se videoen til den indledende sang “Figured out” på bandets Facebookside.

Alex Riel behøver ikke nogen præsentation. Han er nok den bedst kendte all-round trommeslager, vi har i landet. Jazz, beat osv. Alex Riel har været omkring det meste og med lige stor professionalisme og lidenskab hver gang. Nu fylder han så firs, men det stopper ham næppe. Her er han sammen med sin gudsøn Stefan Pasborg, hvor han også får en slags præsentation:

Toots and the Maytals har siden skabelsen i tresserne været et af de førende reggaebands. Efter sigende var det sågar Toots, der gav navn til genren med sangen “Do the reggay”. Nu er Toots død, muligvis i forbindelse med en coronainfektion.

Trine Lunau og Peter Sund er ude med et nyt album I dine hænder. Og som tilfældet var på deres 2018-udgivelse Landet brænder, så er duoen udvidet med et band (det samme som sidst). Og den nye plade føjer sig smukt til den foregående plade, både indholdsmæssigt og musikalsk.

Pladen består af ni sange, der hver især står som afrundede helheder, sange med deres særlige historie. Men sangene holdes sammen af titlens og titelnummerets budskab. I dine hænder er en sang om et irakisk flygtningepars dramatiske historie, men også en sang om kærlighedens helende kraft. Og kærlighedslivet er pladens tema. Ikke kun den kærlighed, der omfatter mand og kvinde, men også den, der viser sig i forhold til en ven (i sangen “En seng af guld”).

Trine Lunau synger sangene med sin gode, klare stemme. Og suppleres af Peter Sunds mørkere stemme. Og de står begge fremme i lydbilledet, som naturligt er for en duo. Og musikken kan stadigvæk beskrives om en afart af folk med ingredienser af den allestedsnærværende hybrid, americanaen.

I dine hænder lever flot op til de løfter, som forgængerpladen gav. Lunau & Sund har fået deres udtryk, deres stil, og rendyrker den på denne plade. Hvis man var til Landet brænder, så er der ingen grund til at holde sig tilbage med I dine hænder. Og nye lyttere kan passende begynde her. Hermed anbefalet.

Lunau & Sund. I dine hænder. Produceret af: Peter Sund. The Farm Music. Udkom . 9. september 2020.

Debatten om et forbud mod omskæring af drengebørn har huseret i de forgangne mange uger og måneder, kun overgået af debatten om sexchikane i medieverdenen. Og i sidste uge måtte statsminister Mette Frederiksen så tage offentlig stilling. Og det gjorde hun. Hun og den socialdemokratiske regering er imod et forbud. Begrundelsen var, at vi – mener Frederiksen – i besættelsesårene lovede jøderne, at vi nok skulle passe på dem. Et underligt upræcist argument. For dels er der jo ikke nogen modsætning mellem at beskytte et folk og så på den anden side sætte krav og lave regler for samme folk. Og i øvrigt er det jo ikke kun jøderne, der har det problem, at de omskærer drenge. Muslimerne gør også. Og dem har vi jo ikke lovet at beskytte, snarere tværtimod. Men imod et forbud er regeringen altså.

Og det kan være svært at forstå. For vi lever i et samfund, der er præget af identitetspolitik, hvor retten til egen krop, til at hævde en særlig identitet (tænk på LGBT+-diskussionen) og hvor sundhedsfaglige, rationelle argumenter vejer meget tungt. Ja, man kan gå så langt til at hævde, at ud fra den kontekst, så er der ingen tvivl om, at omskæring af drenge er forkert og fordømmelig. Oven i købet styrkes synspunktet af, at vi jo også officielt er imod og fordømmer omskæring af pigebørn. Her er der ingen slinger i valsen.

Hvorfor så alligevel sige nej til et forbud? Jo, sagen er, at vi i vores rationalistiske, verdslige tænkning ser bort fra, at omskæringen af drenge er en ældgammel, symbolsk handling af dybeste religiøse og kulturelle betydning. Man mener, at omskæring har været praktiseret i hvert fald de seneste 15.000 år, og at de første billedlige vidnesbyrd findes hos de gamle egyptere. Omskæringen er altså en praksis, der er ældre en både jødedommen og islam, de to monoteistiske religioner, der har taget denne praksis til sig som en vital, instituerende handling. En symbolsk handling, der i der i disse to patriarkalske, religiøse samfund markerer mandens tilhørsforhold til et folk og dets privilegerede religion. En tilsvarende handling findes vist ikke for kvinder, for det er jo patriarkalske samfund, og kvinderne defineres i forhold til det. I Biblen indføres omskæringen således:

ifølge 1. Mosebog, kap. 17, 10-14 (se kilder) sagde: “Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer. Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt. Det gælder såvel den træl, der er født i dit hus, som enhver fremmed, du har købt, og som ikke hører til din slægt. Både den, der er født i dit hus, og den, du har købt, skal omskæres. Sådan skal I bære min pagt på kroppen som en evig pagt. Men en uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt.”

Denne ældgamle dybt religiøse-kulturelle og symbolske handling har vi svært ved at acceptere i vores rationelle, identitetspolitisk farvede syn på verden. Og det er en svaghed. Det betyder ikke, at vores argumenter om, at omskæring er et overgreb på et umyndigt barn osv. er forkerte. Slet ikke. Blot at vores sandhed – som enhver sandhed – har sine mangler. Der er noget, vi vælger at overse. Det kultisk-symbolske, der går årtusinder tilbage.

Altså er der god ræson i at sige nej til et forbud. Selv om det indebærer en praksis, der kan føre til lemlæstelse af drengebørn (med alle de følger, det har) og strider mod vores syn på mennesket og dets krop. At sige nej til et forbud er at erkende, at vores selvforståelse og verdensforståelse har sine begrænsninger.

Stopper sagen så her?! Nej, for det er måske allervigtigst at understrege, at kampen om forhuden vil fortsætte. Nemlig inden for de kulturelle sfærer, hvor omskæringens praksis foregår. Sagt på en anden måde: Det er op til jøderne selv, muslimerne selv (og de andre) at tage den kamp. Det er de jødiske mænd (og deres kvinder), de muslimske mænd (og deres kvinder), der skal tage stilling til, om de vil lade deres mandlige afkom omskære. Og vi skal i den forbindelse huske, at selv de mest indgroede, kulturelle og religiøse praksisser kan ændre sig med tiden. Uden at det betyder den pågældende kulturs sammenbrud. Forandringens vinde blæser til stadighed.

Hør også Georg Metz’ meget metzske Intermetzo om netop omskæringsdebatten. Ellers læs den i fredagsudgaven af Information.

Bag projektnavnet The Haiku Project gemmer sig musikeren Henrik Hytteballe, der har en fortid som instrumentalist i forskellige rockbands. Han har også beskæftiget sig med musik til teater, tv og film. Og er uddannet på det Alternative Rytmiske Konservatorium i København med pianoet som det foretrukne instrument.

Medens Hytteballe studerede på konservatoriet udsendte han sin første plade under navnet haiku. Det var i 2006, og siden er er kommet en god håndfuld albums. Senest Gratitude, der er det femte album under projektnavnet The Haiku Project, hvor Hytteballe får musikalsk assistance på guitar (Olav Masen), duduk (Canberk Ulas) og Cello (Christophe Luciani).

Som projektnavnet antyder (haiku er navnet på en klassisk japansk digtform) så befinder vi os – musikalsk og kulturelt – i Østen. Det er musik, der et eller andet sted finder sin inspiration i asiatiske traditioner for, hvad man (i mangel af bedre måske) kunne kalde spirituel musik. Musik, der er funktionel og sigter mod lyttere, der ønsker fordybelse, eftertanke, ro, fred og afklaring gennem musikken. Men, for der er et lille men, musikken står også i gæld til det musikfelt, vi her i vesten kender som ambient (tænk fx på Brian Eno), en slags vestlig pendant til netop de meditative strømninger, der gennem mange årtier har inspireret vestlige musikere (vi husker beatmusikernes inspiration fra de indiske ragaer, men det går endnu længere tilbage…).

Haikuprojektets album består af ti relativt lange numre eller stykker (4 minutter og derover). De har alle en titel – fx Choices, Before Sunset og Another Spring – men er uden vokaler. Og fælles for stykkerne er, at de alle er iørefaldende melodiske, og at de er bygget op omkring en rytmisk-melodisk grundstruktur, hvorpå guitar, duduk osv. leger solistisk og broderende. Det er meget fascinerende og umiddelbart appellerende – også for ører, der ikke er vant til den slags musik.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Gratitude er et album, der sigter mod mennesker, der i forvejen orienterer sig mod meditation  og hvad dertil hører (fx yoga og åndelige praksisser). Men musikken rækker langt videre. Vi lever i et samfund, hvor stress og jag er noget, alle i et vist omfang er noget, alle kommer i berøring med, og efter sigende bliver det kun “værre” de kommende år. Derfor kan der være et stort behov for netop musik, der netop fokuserer på fred, ro, fordybelse, eftertanke og selvforglemmelse. Og det er netop, hvad en plade som Gratitude gør. Det er dens berettigelse, og alle kan være med. Hermed varmt anbefalet.

The Haiku Project: Gratitude. Produceret af: Freddy Albrektsen. Nordsø Records. Udkom 17.07.2020

Youtube har desværre spærret for eksempler på musikken, men den kan findes fx på Spotify, Amazon Music, Apple Music og Pandora.

Næppe har jeg fremhævet skuespillerinden Diana Rigg i en kommentar på en anden blog, så erfarer jeg, at hun ikke er blandt os mere, men er død i en alder af 82 år. En kræftsygdom gjorde en ende på hendes liv.

Og kendetegnende for vores tid, så fremhæves hun for sin rolle i streamingserien Game of Thrones. Men i min tv-verden vil hun altid især være forbundet for sin tidlige rolle i serien The Avengers (1961-69), som jeg slugte på tysk tv, hvor den havde den forunderlige, tyske titel Schirm, Charm und Melone (cirka: paraply, charme og bowlerhat), hvor hun i rollen som Emma Peel assisterede Patrick McNee som John Steed. En kulørt, morsom spion- og actionserie. Og Rigg spillede sin rolle med bravour- fræk, charmerende og – ja – en fryd for det mandlige blik. Det var længe før Sofie Linde-balladen og streaminghelvedet, dengang hvor tv-serier var i deres vorden. Jeg husker ikke, om serien blev vist på DR (det var jo før TV2 og den andre kanaler kom til), men jeg har ikke glemt den fagre Diana Rigg, der også fik en rolle i en af James Bond-filmen I hendes majestæts hemmelige tjeneste (1969), hvor hun fik æren af at bedøre George Lazenby i hans eneste rolle som agent 007.

Hun fortsatte med skuespilgerningen på teater, tv og film  helt frem til i år. Senest i genindspilningen af tv-serien Folk og fæ ( All Creatures Great and Small), serien Black Narcissus og spillefilmen Last Night in Soho, der endnu ikke har haft premiere. Rigg var altid god til en birollekarakter.

Læs også forfatterinden Magaret Drabbles fine erindringsskitse og nekrolog – her.

The Rolling Stones bidrog til musikken i 1970 med koncertalbummet Get Yer Ya-Ya’s Out, der var optaget på koncerter i USA. Albummet var det første, hvor guitaristen Mick Taylor, der afløste afdøde Brian Jones, var med hele vejen igennem. Og de optagne koncerter var de sidste, hvor Rolling Stones stod for musikken alene, bortset fra pianisten Ian Stewart. Pladen solgte godt, indbragte gruppen platinplader og lå nr. 1 på den engelske hitliste – og er siden hen blevet anerkendt som et af de bedste live-albums fra det årti.

https://youtu.be/xc4Y6RezIn8

Førsteelsker, kalder DR skuespilleren Colin Edward Firth, der i dag runder de 60. Og mere end antyder, at han og gårsdagens fødselar Hugh Grant har været konkurrenter i det fag. I hvert fald har de begge fået succes med roller i romantisk-komiske film. Hvor Grant brillerede i Fire Bryllupper og en begravelse, gjorde Firth det samme i Love Actually og Bridget Jones. Men også Firth har i andre, tungere film vist at han besidder mere end maskulin attraktion, kejtet, engelsk charme og dannelse. Film som Mr. Darcy, Den engelske patient, Kongens tale og Andrew Newman demonstrerer et stort skuespillerpotentiale. Modsat Grant, der efter eget udsagn blev skuespiller ved en tilfældighed, så vidste Firth allerede i starten af teenageårene, at han ville gå den vej. Nu er de begge tres og kan roligt lægge førsteelskerrollerne fra sig og koncentrere sig om lødigere emner.

Hugh John Mongo Grant fylder 60 i dag. En kendsgerning, der næsten er naturstridig. For Grant har i mange år været, hvad man engang kaldte “enhver svigermors drøm”. En mand med et ydre, der tydeligvis havde appel til det modsatte køn, kombineret med en næsten udefinerlig, ærkebritisk charme. Omkostningen ved den kombination har så været, at han ikke altid er blevet anerkendt for sine faglige – skuespilmæssige – kvaliteter. Således anså jeg ham længe for at være en fløs, der bare fik gode roller, fordi han havde det der skulle til for at brænde igennem i de kulørte magasiner og alle de andre kændisdyrkende medier.
Men det har ikke forhindret mig i at se ham i en masse film og i at have været mere end godt underholdt. Med skam må jeg meddele, at jeg stadigvæk synes, at film som “Notting Hill”, “Fire bryllupper og en begravelse” og “Love actually” er seværdige. Men der er andre film, der er bedre til at vise hans skuespilformåen, fx den tidlige E. M. Forsterfilmatisering “Maurice”. For slet ikke at tale om A very english scandal, hvor Grant virkelig viser sit format.
Der er noget svært definerligt britisk over Hugh Grant. Man er aldrig i tvivl om, at han kommer derovre fra, når han udtaler sig eller viser sig på lærredet. Måske er det bare byrden af engelsk kultur, der sætter sig igennem i hans tale og kropssprog? I hvert fald er mine forbehold svundet ind til næsten ingenting med tiden – selv om der er mange andre britiske skuespillere, jeg sætter højere.

Hugh Grant fortæller om sine roller…

Jeg kendte engang en lille tyk mand. Han var sådan cirka en generation ældre end mig og var håndværkeruddannet. Men det, der førte os sammen, så at sige, var musikken. Han besad en kæmpestor samling vinyler, der kunne give anledning til mange diskussioner og meningsudvekslinger om musik. Og hans favorit, som han havde alle plader med, var Connie Francis. Dengang synes jeg ikke, hun var noget særligt. Hun var jo post-Beatles, og tiden før Beatles var for mig den gamle rock and roll, hvorimod pop à la Francis var gammeldags.

I dag har jeg det helt anderledes og kan se og forså, at alle de kunstnere, der var før, var inspiration for kunstnerne efter. Og Connie Francis havde og har en fantastisk popstemme. Så derfor har jeg for første gang købt en plade med netop hende.

the Rattles – eller som tyskerne foretrak det die Rattles – blev dannet i Hamborg i 1960 af Archim Reichel og Herbert Hildebrant. Og i 1963 vandt de en konkurrence på spillestedet Star Club i byen og fik som del af gevinsten job på samme sted. Samme år indspillede de deres første singleplade. Derefter gik turen til Storbritannien, hvor de optrådte sammen med Bo Diddley, Little Richard og et dengang ret ukendt band ved navn The Rolling Stones. I 1966 var de på plakaten sammen med The Beatles i Tyskland. Og med til bandet meriter hører også, at de spillede sammen med Johnny Halliday og indspillede albummet Johnny Halliday meets the Rattles.

The Rattles blev opløst i 1977, men er blevet gendannet flere gange siden, og de betragtes som et af de store navne – sammen med the Lords – fra dengang, det hele startede.