Aftenens filmoplevelse: Hunter Killer
24. september 2020
TV-menuen var beskeden og så pegede pilen på DVD-bunken. Nærmere bestemt den lille bunke, som fruen i huset havde hjembragt fra et besøg i et af de større supermarkeder i området. Og oven i bunken lå Donovan Marsch’ såkaldte action-thriller Hunter Killer. Og da navne som Gary Oldman og Michael Nyqvist glimtede på DVD-coveret, så så den tilforladelig ud.
En amerikansk u-båd USS Tampa Bay forsvinder i havet ved Arktis, hvor den skyggede en russisk u-båd. U–båden USS Arkansas sendes af sted for at opklare, hvad der faktisk er sket. Samtidig sender et hold Navy Seal-soldater på en hemmelig mission til den russiske flådebase Polyarny (Murmansk) for at observere, hvad russerne har gang i. Men missionen ændrer hurtigt karakter, da de når frem, idet de bliver vidne til et militærkup, hvor flådeadmiral Durov gennemfører et statskup og tager præsidenten til fange.
Samtidig finder USS Arkansas den forsvundne Tampa Bay – og den russiske ubåd Konek, der viser sig at være blevet genstand for sabotage. I Konek er der to overlevende – bl.a. den ansvarshavende kaptajn Andropov (Nyqvist). Begge reddes over i Arkansas.
Da det går op for den amerikanske militære ledelse, at der er tale om et kup frygter de, at det vil føre til krig, og derfor vil de gøre forberedelse hertil. Men en admiral foreslår, at man i stedet for sender Arkansas til Polyarny for at hente Navy Seal-personellet, der samtidig får til opgave at befri den russiske præsident fra kupmagerne. Og Arkansas ansvarshavende Joe Glass (Gerard Butler) overtaler den russiske flådekaptajn Andropov til at hjælpe sig med at få Arkansas ind i Polyarny, der er sikret med sonarer, miner og andet.
Hvordan det går, vil jeg overlade til evt. seere at opleve. Men historien fortælles fermt og uden slinger i valsen. Som sådan er filmen velinstrueret og -fortalt, og skuespillet er godt uden at byde på store præstationer.
Det er en ganske underholdende action-thriller, og den ligner mest af alt, hvis man skal tage de kritiske briller på, et Hollywood-bidrag til den ideologiske koldkrigsoprustning i Putinæraen (filmen er fra 2018). Men, hvis man kan komme sig over det synspunkt, altså en ganske underholdende tju-bang-film, der sagtens kan harmonere med aftenkaffen og flødekagen.
