Op- eller pessimist?

25. februar 2019

When I was 15, I thought of myself as a realist. But now I have to remain in denial for a good portion of the time because otherwise I’d go crazy. You have to measure what you do in little victories that reintroduce compassion and empathy. We won’t have social change until people are capable of taking risks again.

Klimaforandringer, nyliberalistisk skævvridning af samfundet i ulighed og fattigdom, overfladiske medier osv. Der er nok til at blive pessimistisk med hensyn til fremtiden. Og for nylig var der en god bekendt, der spurgte, om jeg så mig selv som optimist eller pessimist. Jeg måtte lige tænke over det, og så svarede jeg noget i retning af: Jeg er realist. Jeg ønsker at se og opleve tingene og forholdene som de er – uden at drage forhastede konklusioner. Jeg er mest af alt realist, sagde jeg. Men et aller andet sted gnavede der en lille tvivl. For kan man undgå at blive lidt nedslået over samfundsudviklingen anno 2019? Hvilket liv får vores børn, børne- og oldebørn?

Og så læste jeg Joan Baez svar på samme problem, og kunne godt genkende hendes reaktion. At trække sig tilbage i benægtelse for ikke at blive tosset i hovedet og holde fast ved de små sejre, der også er, fordi de giver plads til håb, medfølelse og empati. Og troen på, at al forandring kommer fra mennesker, der vover at løbe en risiko.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

14 har læst indlægget
13,464