CAPAC

Regeringen har lavet forlig om postvæsnet i Danmark. Det indebærer at Post Nord (tidl. Post Danmark og endnu tidligere bare postvæsnet) bliver løst fra kravet om at fordele post i hele landet. Selv om regeringen lover, at selv de fjerneste egne af vort lille land nok vil få mulighed for at få post (selv om man måske selv skal hente den i en boks i området et eller andet sted), er der ingen tvivl om, at denne lille nyhed er udtryk for, at liberaliseringen af postvæsnet har nået sit endemål. Fra nu af er post og postomdeling overladt til de såkadt frie markedskræfter, hvor enhver deltager – mod betaling forstås – kan levere post – breve og pakker – i landet uden at være forpligtet på at levere bestemte steder, fx på afsidesliggende øer eller lige så afsidesliggende landsbyer ved fjerne kyster og så videre.

For mig at se, er der ikke kun tale om en simpel forringelse af postbesørgelsen i dette land. Der er tale om et tilbageskridt for Danmark som civiliseret land. Engang var postudbringning noget det offentlige sørgede for – ofte flere gange om dagen og i princippet til alle landsdele – fordi det var en selvfølge, at sådan gjorde man i et civiliseret land. Og jovist var det før internettets og mobiltelefoniens digitale virkelighed, hvor breve på papir var den væsentligste kommunikationsform. Det ændrer, efter min mening, ikke på, at postvæsnet dengang havde en hel anden status end postudbringning har nu til dags, hvor post bare er en vare blandt andre varer. Postvæsnet var en statslig etat; noget der var hævet over de smålige hensyn, der præger handel og vandel. Postvæsnet var at sidestille med kongehuset og folkekirken. Noget, der var en selvfølge for mange. Noget, der var lige så sikkert som at solen står op om morgenen og går ned om aftenen.

Og jeg ved godt, at jeg er håbløs gammeldags og ude af takt med tidens kommercielle tilbøjeligheder, når jeg synes, vi skulle genindføre det gamle system og – i stedet for at poste milliarder på krudt og kanoner i Ukraine – genindføre et postvæsnet, der – lige som i øvrigt togdrift, internet og telefoni – blev betalt via skatten som driftsstøtte. Så vi kunne få de røde postkasser og de røde postbude tilbage igen. Og det har absolut intet at gøre med, at jeg en kortere periode har været ansat hos postvæsnet. Jeg synes bare, at det er symbol på, at vi er et civiliseret velfærdsamfund.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst fik trukket en tand ud. Det var vist i sidste halvdel af halvfemserne, hvor en tandlæge i Esbjerg fik fornøjelsen af at trække en guldtand ud; en tand, der i årevis havde været mig til gene, fordi det hele tiden “murrede” i den – efter den oprindeligt var blevet rodbehandlet. Nuvel, i dag skete det så igen. En stor kindtand bagerst i overmunden måtte deles i to og trækkes ud stumpvis, fordi noget af tanden var eroderet væk og havde blotlagt knoglen. Og ud kom den da stump for stump. Efter at jeg behørigt var blevet stukket med bedøvelsessprøjten ca. seks gange. Ikke kun på grund af den ubrugelige kindtand, men fordi jeg også skulle have skåret noget af gummen i overmundet op og have foretaget, hvad der i tandlægesprog hedder “rodspidsamputation”. Detaljerne gik jeg af gode grunde glip af at se, men operationen medførte et mindre efter-arbejde med tandlægesytråd. Og for at trække pinen ud, så skete der også det, at en af tandlægens pedaler holdt op med at fungere. Noget med batterisvigt, hvorfor en gammel pedal måtte hentes frem fra gemmerne. Det tog omkring et kvarters tid ekstra, hvor jeg lå og kigge op i lyset gennem et hul i det klæde, der dækkede min krop og mit ansigt.

Nå, men til slut blev jeg udstyret med klorhexidin, en forespørgsel, om jeg ville have en recept på smertestillende (fordi det nok hæver lidt…) og besked om, ‘ikke at hoppe rundt og holde mig i ro” nogle dage. Og hele oplevelsen sendte mig selvfølgelig tilbage ad erindringens stistystem til mine oplevelser fra tandlægestole rundt om i landet. Lige fra ham afrikaneren, der trak barndommens mælketænder ud, over ham ude i Risskov som ikke fik rodbehandlet min kindtand ordentligt til ham, der fik bugt med en begyndende tandkødsbetændelse (paradentose) men ikke lige ved den kindtand osv. Og så til litteraturen og H. C. Andersens “Tante Tandpine” og spillefilmen med den amerikanske film “Marathon Man” med Dustin Hoffmann – hvor tandlægeskræk er et vigtigt element i spændingsskabelsen (jeg har dog aldrig lidt af den form for skræk).

Nå, men nogle tusinde kroner og en kindtand fattigere sidder jeg nu her med en svag smag af blod og bedøvelsesmiddel – og en vigende følelsesløshed i venstre side af ansigtet. Sådan kan det gå, når man en dag vågner op med betændelse i overmunden og en tilsvarende hævelse.

I Danmark har vi Roskildefestivalen som alle danske festivalers moder. I England har man tilsvarende Glastonbury-festivalen. Og for en overfladisk betragtning, så følger Roskilde-festivalen – sådan som den altid har gjort – nøje tidsånden. Hovednavnet er, kan jeg læse mig til, hip hop-artisen Kendrick Lamar, medens Glastonbury stadigvæk præges markant af, hvad man kunne kalde ‘den gamle garde’ med navne som Elton John (på afskedstur), Pretenders, Rick Astley. Texas, Guns and Roses, Blondie, Cat Stevens og mange flere. Også som det plejer, selv om der jo også er nye navne. De åbne udendørs festivaler er åbenbart kommet for at blive og er en arv fra tresserne og halvfjerdserne, hvor fænomenet for alvor blev til noget. Og selv i disse digitaliserede tider med streaming og så videre, så er der åbenbart et stort behov for at opleve musik i levende live på en scene. Og det er da opmuntrende og glædeligt på musikkens vegne.

Rick Astley i en lidt uvant rolle som trommeslager…

Bortset fra de obligatoriske opsamlingsalbums, så er det længe siden Carly Simon har udgivet noget på plade. Og d. 25 dennes fyldte hun 80. I halvfjerdserne var hun en af de store i amerikansk rockmusik og færdedes hjemmevant i kredsen af musikere i Los Angeles og var også kæreste med en af frontfigurerene, James Taylor. Det var også i det årti, hun udgav sine vel nok mest helstøbte albums. Fx albummet Another Passenger, hvor hun havde selveste Little Feat som backinggruppe.

Og på samme dag ville George Michael være fyldt 60, men sådan ville hans skæbne det ikke. Alt for tidligt gik den talentfulde sanger bort, men efterlod sig nogle lytteværdige solo-albums, der satte hans tid med Wham i skarpt lys.

En meget fin version af The Knacks helt store hit “My Sharona” med K. T. Tunstall og Keren Ann (og en sej backing).

I går fik jeg omsider set udsendelse “Peter Belli – det sidste ord”, hvor Belli blive interviewet af den kendte (især fra DR) tv-mand Mikael Bertelsen. Som titlen angiver, så er tanken, at hovedpersonen skal fortælle om sit liv lige før dead-line (så at sige). Hvorfor det skal iscenesættes på den måde, ved jeg ikke, men jeg finder det en anelse smagløst. Sådan lidt Se & Hør-og-Billedbladet-snagende i menneskers dødelighed.

Men det var såmæn ikke det eneste forbehold, jeg har over for udsendelsen. Peter Belli fortalte ærligt og ligefremt om sit liv uden at lægge sordin på de værste oplevelser i barn- og ungdom. Og man fik et ganske fint, usmykket billede af et menneske, der gik fra at være – med Bellis eget ordvalg – “røv og nøgler” til at være en af dansk musik mest populære kunstnere. Til gengæld havde intervieweren Bertelsen en sær, selv-centreret måde at spørge ind til Belli på. Man fik det indtryk, at den egentlige hovedperson ikke var Belli, men tv-stjernen Bertelsen. Jeg greb mig i at savne gamle dages radiointerviewere, der gjorde en dyd ud af at være nærmest usynlige og umærkelige under interviewet – for at få hovedpersonen til at stå helt fremme i interviewet. Og jeg ser Bertelsens facon som et udtryk for vor tids ekstreme personfiksering og -dyrkelse, hvor formen har overtaget over indholdet.

Når det er sagt, så er det da en oplevelse, at se Peter Belli fortælle om sit liv, selv om jeg godt kunne have tænkt mig, at der havde været mere om den aktive periode fra Peter Belli & Les Rivals og frem til afskedsturneen. Det er trods alt det, hans berømmelse drejer sig om.

En enkelt ting var lidt overraskende for mig; nemlig at Bellis første indspilning var på Mørks Musikforlag. Den kender jeg ikke. OPdatering: Og dog. For Mørk udgav musik på plademærket Triola, hvor Belli og Rivalernes første single (Move on) blev udgivet. Gåden er løst.

Sjovt, at det nu så populære LP-format – long-playing record – fylder 75 år i år. Den første LP blev udgivet
tilbage i 1948 på Columbia Records g var en indspilning med New Yorks filharmoniske symfoni-orkester, der spillede Medelssohns violinkoncert i E-mol. Tidligere var plader de såkaldte 78’ere, der udmærkede sig ved at skulle spilles med 75 omdrejninger i minuttet. Nu kunne man nøjes med 33 1/3, og hver side kunne rumme op til 23 minutters musik.
En succes var skabt, og den holdt sig frem til 1980’erne, hvor CD’en overtog markedet for siden at blive afløst af vor tids streamingtjenester.
Og så alligevel ikke helt. For midt i de digitale strømmes store udbredelse og succes har vinylpladen stille og roligt og støt genvundet terræn blandt musikelskere. I 2022 oversteg vinylsalget salget af CD’er igen. Og det pudsige er, at det ikke kun er dem, der er vokset op med vinyl, som igen griber til dette format. Også helt unge generationer, der er vokset op med komprimerede formater på mobiltelefonen har taget vinylen til sig. Og der er ikke en simpel forklaring på denne revival. Corona-pandemien, der lukkede folk inde derhjemme, har muiigvis en betydning for genopdagelse; selve formatet – med store covers og indlæg med masser af tekst og illustrationer – er sikkert også noget af forklaringen; og måske har det også noget med lyden at gøre!? I hvert fald kan jubilaren fejre de 75 år med manér.

Jeg benyttede besøget i min fødeby, Esbjerg, til at gå en tur gennem nogle af min barndoms gader – med de minder, det frembragte. Norgesgade, hvor jeg engang til til dans hos Kaj Hansens Danseinstitut videre ad Nørregade, hvor min datter gik i fritidsordning, min farmor boede i mange år og endte sine dage (på det lokale plejehjem), hvor jeg selv kom til verden (på Skt. Joseph), hvor der engang lå en lille kiosk, hvor jeg købte mine første pop-blade, hvor nogle af mine skolekammerater boede (bl. a. Laid, der desværre døde for mange år siden), og videre ned ad Cort Adelers Gade, den gade, jeg gik, da jeg skulle i børnehaveklassen i 1959/60 og videre ned på havnen, hvor fiskeriet engang var det dominerende erhverv. Det eneste, der manglede på den gåtur, var tidligere tiders sildelugt. Men den kan jeg sagtens huske og ønsker den ikke tilbage.

Meget har forandret sig i Esbjerg – selvfølgelig – men der er også rigtig meget, der stort set er som for mere end halvtreds år siden. Heldigvis.

Udenfor lyder lastbilernes horn iblandet unge berusede stemmer. Studenter! Og i dag er det 50 år, siden jeg blev student, uden hue. Og derfor tager jeg af sted for at mødes med min ungdoms kammerater. 50 år, det er dog noget!

Bedst som man gik og bildte sig ind, at man havde hørt det meste af den britiske psykeliske tresser-rock, så falder man over bandet July, der fik lavet et eponymt album i 1968. Siden er der kommet en lille håndfuld opsamlinger, men bandet gik i opløsning i 1969; men er dog blevet gendannet i 2009 og har udgivet to album efter gendannelsen. De stammer fra Ealing, London, og spiller en hård udgave af psykedelisk musik med reminicenser af diverse andre af datidens bands.

I går fyldte Ray Davies, The Kinks’ sangskriver, 79 år og er ved at tilhøre gruppen af rock-ronkedorer. Forleden blev McCartney 81. Det er kødets gang. Og jeg kom til at tænke på alle de sange, hvormed Davies har forsødet mit liv fra tresserne og frem, og på dengang, jeg hilste på ham under hans Storyteller-tur, som blandt andet bragte ham til Århus. Ikke, fordi jeg går op i fandom, men det var alligevel stort, sådan at møde en af ens sangskriverhelte in persona.

Så vidt vides er han stadigvæk aktiv som sangskriver, selv om det er længe siden, der er kommet nyt fra hans hånd (jeg tænker på de to Americana-albums) Men det er også i orden at tage den lidt med ro, når man har nået støvets år.

Og hvad kan være mere passende på sådan en varm dag i juni end “Sunny Afternoon”:

1893-

“Det gamle sted  På det gamle sted/ kan man blive ung igen/ Man er altid velkommen forbi/ til lidt uforpligtende leg//På det gamle sted/ kan man folde sig ud, være fri/ for græsslåmaskiner og voksenlarm (/for støvsugerslanger og voksenrod(// Man kan rutsje på regnbuer/ ride på himmelheste/ drikke bølgebrus med brombærsmag/(/hindbærsmag)/ spise iskrystaller, soppe i stjernehavet/ lege i morgensolen/ dagen lang//På det gamle sted/ vil jeg forblive/ barn”.

Engang ville man have talt om knækprosa som betegnelse for poetiske tekster, der var moderne og ikke gik op i ordnede enderim eller rim i det hele taget, men nærmede sig prosaens ligefremhed og hverdagslighed. Og sådan er det med sangerinden Cahtrine Legardhs sangtekster på hendes og den islandske alt-saksofonist Sigurður Flosasons album Stilhed & Storm. Tekster, der trods deres  udvendige prosaiske karakter er meget poetiske – beskrivende, sansende, erfarende og punktvist filosofiske. Og tematisk omsiggribende – lige fra tekster om kvindeliv med børn og hund til tekster om naturen omkring os.

Og Florasons musik smyger sig ind i og omkring Legardhs tekster med stor indlevelse og indføling og nænsomhed med en improvisatorisk grundet musik, der er meget melodisk og med en umistelig nordisk tone. Det er jazz, der kan minde om latinamerikansk bossa nova i sin lethed, men uden dennes dansante passion og popkarakter. Jazzmusik, der som en sommerbølge bærer Legardhs sang frem og op, samtidig med, at den sagtens ville kunne stå alene i sin forfinede fler-instrumentalitet, som arrangement og produktion på fineste, udsøgte vi lader stå fremme i lydbilledet; hvad enten det er Florasons bløde, følsomme saksofon, Jesper Thorns bløde, dybe kontrabas,Anna Gréta Sigurðardóttirs sirligt broderende klaver eller Espen Laub von Lillienskjolds konstant aktive og kommenterende trommer.

Stilhed & Storm er et album, der uden tvivl vil markedsføre sig selv i kraft af sin nordiske karakter, der er et fint vare- og vandmærke på denne både meget vedkommende og overbevisende plade, som burde kunne nå langt ud over et traditionelt jazz-publikum til alle, der har sans for gode melodier, tekster og fornem musiceren. Hermed varmt anbefalet.

Cathrine Legardh &Sigurður Flosasons : Stilhed & Storm. Storyville Records. Udkommer i dag.

Så faldt endnu en af min ungdoms helte bort. Professor og medieforsker Frands Mortensen døde pludseligt, fortæller min veninde Gertrud. Og det er nok et nekrogram værdigt. For Frands Mortensen var en central og vigtig figur på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, hvor jeg startede i 1973. Det hedder det ikke længere, nu hvor universitetet er blevet indrettet efter og for det private erhvervsliv. Men det gjorde det dengang, og et af de nye fag-områder var, som det hed dengang:  massekommunikation. Vi unge skulle i det generaliserede tekstbegrebs navn også beskæftige os med de store medier, aviser, tv, radio osv. Siden udviklede dette fagområde sig hurtigt til et selvstændigt fagområde (og studiefag), Informations- og medievidenskab, hvor Frands Mortensen fik en overordnet rolle at spille og blev professor i 1996.

Men som frontfigur på Nordisk (som vores institut blev kaldt i daglig tale) var Frans Mortensen med til at omsætte tidens samfundskritiske og oprørske tænkning til faglig kritik. Det skete for eksempel med hans bog Kommunikationskritiske analyse af 22-Radioavisen. Pågældende radioavis på Danmarks Radio var dengang en vigtig sådan, fordi den samlede dagens vigtigste nyheder op. Og med sin grundige analyse påviste Frands Mortensen blandt andet, at vi i den vestlige hemisfære bliver udsat for et bestemt én-øjet syn på verden, idet alle de nyhedsbureauer, der frembringer nyhederne til aviserne, er vestlige (ejet, i orientering osv.), hvorimod nyhedskilder fra den øvrige verden så at sige ingen rolle spillede. Mortensens analyse dokumenterede – og derfor har den stadigvæk i allerhøjeste grad relevans for studenter inden for området – at pressen i den vestlige verden er og var i bund og grund ideologisk, uanset hvordan journalisterne så end håndterede nyhedsstrømmen. Og sådan er det langt hen ad vejen stadigvæk, når vi taler om pressen.

Og et par år senere udgav Mortensen et andet vægtigt værk Ytringsfrihed og offentlighed, hvor han analyserede en skandaløs fyring på Danmarks Radio af journalisten Erik Thygesen. Også et uomgængeligt værk, hvis man vil forholde sig til Danmarks Radio og pressens fungeren i vort samfund.

Frands Mortensen fortsatte med sin forskning i medierne og fik derfor plads i diverse vægtige råd og udvalg, for eksempel Mediekommissionen. Og han gjorde et stort arbejde for mediernes eksistensbetingelser og for vores forståelse af deres rolle i samfundet. Nu er Frands ikke mere, og hans mange elever må bære faklen videre. For det er mere nødvendigt end nogensinde før.