Indlæg om Musik

Miles Davis – Birth of the Cool

18. juli 2021

Medens de norske kanaler bød på både The Doors og Laurel Canyon, så kastede svenske SV” sig over Miles Davis. Nærmere bestemt Stanley Nelsons dokumentar Miles Davis: Birth of the cool. Et portræt af et menneske, der såvel kunstnerisk som privat kompromisløst forfulgte sine drømme og som satte musikken højere end noget andet. Filmen bygger på interviews med mange af Davis’ familiemedlemmer og ex-koner og musikere (fx Herbie Hancock, Quincy Jones, Lee Konitz, Carlos Santana, Ron Carter, og Wayne Shorter ) og giver et fint billede af det sammensatte menneske Davis var og af hans evige kamp for at finde nye veje i musikken. En film, der kun kan give en lyst til at (gen)høre mandens musik. Filmen kan fås både på dvd og blu ray.

Lidt bluegrass – Sierra Hull

17. juli 2021

Sierra Hull fik en pladekontrakt med Rounder Records, da hun var tretten og  udsendte sin første plade som sekstenårig. Det siger nok lidt om hendes talent – og denne video fortæller en hel masse om det talent.

Gensyn med Flygtningen

17. juli 2021

Jeg har tidligere fortalt om tv-serien The Fugitive, der løb over tv-skærmen i tresserne med David Janssen i rollen som flygtningen, Richard Kimble, der der dømt for mordet på sin kone, men flygter og kæmper for at bevise sin uskyld og finde den rigtige morder. Serien løb over fire sæsoner med i alt 120 episoder af ca. en times varighed (og der findes masser af materiale omkring denne serie på Youtube). Så det giver næsten sig selv, at serien rummer meget mere end der kan presses ned i en gennemsnitlig spillefilm. Med denne tanke i hovedet så jeg Andrew Davis’ filmatisering af historien fra 1993 med Harrison Ford i hovedrollen og Tommy Lee Jones i rollen som sheriffen Samuel Gerard, der jagter Kimble.

I disse serie-streamings-tider kan man næsten undre sig over, at ingen har fået den idé at lave en ny udgave af den gamle serie, og hvem ved, måske kommer den engang. Men filmen fanger ganske godt Richard Kimbles situation og afvikler med fynd og klem og action i passende mængde Kimbles kamp for at afdække sandheden om mordet på konen. Harrison Ford passer godt til rollen, Tommy Lee Jones er også et godt valg til rollen som den kompromisløse sherif, der kun har et for øje: At fange Kimble. Og filmen er instrueret med fin fornemmelse for genrens elementære krav om spænding. Ikke noget kunstværk, men solid underholdning af den gennemsnitlige slags.

50: Harold and Maude

17. juli 2021

Hal Ashbys film Harold and Maude var en af de meget omtalte film i 1971. En såkaldt coming-off-age (bliven-voksen)-film om den unge Harold, der indleder et kvasi-romantisk forhold til den 79-årige Maude. Jeg ved ikke om filmen holder til et gensyn, men den havde også et fint lydspor med musik af selveste Cat Stevens. Musikken udkom ikke på plade i 1971, men først på en japansk presning året efter. Til gengæld er den netop blevet udsendt på moderne vinyl i anledning af Record Store Day. Oven i købet med ny omslagskunst (se ovenfor). Så hvis man er til Cat Stevens i dennes blomstringsår, så er det med at komme ned i den nærmeste pladebutik og få fat i et eksemplar.

Da Louis Armstrong skød det nye år ind

16. juli 2021

Florian Illies indleder sin roman 1913 Der Sommer des Jahrhunderts (er oversat til dansk) med en lille anekdote. Den kun 12-årige Louis Armstrong har fået fat i en stjålet revolver og affyrer to skud for at fejre starten på det nye år, 1913. Han pågribes straks af det lokale politi og han sendes til en opdragelsesanstalt, Colored Waifs’ Home for Boys. Men Louis er så vild, at lederen af hjemmet, en vis Peter Davis, ikke ved, hvad han skal stille op med ham – og så giver han ham en trompet, og Louis frembringer de første ‘varme, vilde toner’.

Aftenens filmoplevelse: Mona Lisa Smile

16. juli 2021

Aftenens filmunderholdning blev Mike Newells Mona Lisa Smile. Selv om vi har den stående på dvd et eller andet sted i boligen, har jeg aldrig fået den set, så det lå lige for. Og kombinationen af Newell (Fire bryllupper og en begravelse, Donnie Brasco, High Fidelity, Harry Potter m.fl.) og Julia Robert, Kirsten Dunst, Julia Stiles og Maggie Gyllenhaal gjorde ikke valget svært. Med den opsætning kunne det ikke gå helt galt. Og det gør det da heller ikke.

En 30-årig lærerinde i kunsthistorie fra Californien, Kathrine Watson (Roberts) får job på det fornemme college for unge damer Wellesley i Massachusetts i året 1953. Og det er mødet mellem en fordomsfri, frisindet, moderne kvinde og et dybt konservativt og elitært miljø, hvor de kvindelige studerendes primære opgave er at blive gode hustruer og hvor der holdes på formerne og dyderne. Altså en næsten klassisk fortælling om konflikten mellem et samfunds top og bund. En slags amerikansk udgave af Upstairs Downstairs eller Downtown Abbey. Og som sådan bliver det en kamp mellem tradition og modernitet. 1953 er jo ikke hvilket som helst år, og slet ikke i USA. Det er cirka der, at rock and roll bryder igennem med hele den aura af frigørelse, der knytter sig til den musikform. Og lærerinde Watson repræsenterer – som ugift, 30-årig kvinde fra Syndens hjemsted (universitetet UCLA i nærheden af Hollywood…) med banebrydende tanker om, at studerende (kvinder) ikke bare skal lære et fast(låst), dogmatisk curriculum, men først og fremmest lære at tænke (selv), stille spørgsmål, undre sig, iagttage verden og engagere sig. Og realisere sig selv som frie individer.

Og Watson løber selvfølgelig panden ind i en mur af traditionsforankret konservatisme, som ikke bare sådan sættes på spil. Ikke mindst, fordi skolen og alt hvad den står for er indlejret i et socialt netværk af magt og indflydelse. Man, dvs. Watson (og hendes ligesindede, der for det meste er blevet fyret), er oppe mod overmagten. Og det ligger i kortene, at Watson ikke har nogen fremtid på skolen med sine progressive ideer. Og det ender da også med at hun – stående over for valget mellem at rette ind i forhold til skolens gamle værdigrund eller forlade stedet – gør det sidste. Men inden da har hun plantet frigørelsens frø i hovedet på de unge kvinder, der selv gør dyrekøbte erfaringer med konservativismens illusioner og begrænsninger. Den traditionelle kvinderolle, hvor kvinden er henvist til en rolle som kogekone, småbørnsmoder og elskerinde får et skud for boven og sender rystelser gennem de unge kvinder.

Filmen lever højt på en godt manus, der er båret af både af en høj historisk bevidsthed og en beundringsværdig  tidsfornemmelse og rigtig gode skuespilpræstationer (af nogle af vor tids bedste kvindelige, amerikanske filmskuespillerinder især). Og så undgår den den nærliggende fare for at glorificere hovedpersonen. Nej, Watson lykkes ikke bare med sine progressive ideer og tanker. Hun må bøje sig for overmagten, men får som sagt sat nogle varige spor. Og så kan filmen også forstås som en almen kommentar til vor tids undervisere, som en opfordring til at uddanne ungdommen til at være selvstændige, kritiske, tænkende mennesker.

30 grader i skyggen – Fun, fun, fun

15. juli 2021

Temperaturen er kravlet op på godt og vel 30 graders Celsius. Og hvis der havde været nogen retfærdighed til, så opholdt jeg mig nu i et sommerhus ved Vestkysten og kunne gå ned og tage mig en lille dukkert. Men sådan skulle det ikke være, og så må man jo ty til det, der smager af sommer – fx og altid The Beach Boys. Her med “Fun, fun, fun”.

Som musikskribenten Dave Marsh et sted noterer sig, så ved vi ikke rigtig, hvad “fun” betyder (“fucking” eller “fucking around”, funderer Marsh), men kommer så i tanke om slutscenen i filmen American Grafitti, hvor hovedpersonen (spillet af Richard Dreyfuss) sidder i et fly og kigger ned og ser en blond pige komme kørende i en Thunderbird convertible – og det må være “Fun” der spiller på bilradioen – og hun nyder køreturen intenst.

Billy Cross – 75

14. juli 2021

I morgen fylder vores dansk-amerikanske (eller Manhattenske) musicus Billy Cross 75 år. “It’s no big deal”, skriver han på sin Facebookside. Men det synes jeg nu det er. Ikke, fordi det er Cross, der fylder, men bare det at blive 75 år i vores hektiske verden er dog noget. Og Cross tilføjer, at han til sin fødselsdag ønsker sig: “: That we all speak with kindness and respect to others even when we do not agree and that we all remember that thankfulness is a crucial human quality not to be neglected. Life is a gift. Every moment is precious and nobody ever said it would be easy. kh, billy.”. Jovist, tressernes post-hippie-drømme lever i bedste velgående, lige som musikken fra dengang, som Cross også har en forkærlighed for. Således er Billy Cross ikke så lidt stolt over, at bandet Druids of the Stonehenge, som han har spillet med siden tresserne, netop nu hitter i Holland med albummet American Ghosts.

Vi ønsker Billy til lykke med fødselsdagen og håber, han får det, han ønsker sig.

 

Anbefaling: Pigerne fra Berlin – tysk tv-serie

13. juli 2021

Som inkarneret fan af Tysk kultur, præ-Beatles-pop og godt tv, så er det svært at komme uden om den tyske tv-serie Ku’damm 56. 59 og 63, der har løbet over skærmen på DR med sidste afsnit i går. Ku’damm er en forkortelse af Kurfürstendam ( en berømt gade) i Berlin, og serien følger en familie – bestående af en mor og hendes tre døtre (plus vedhæng) – i nogle år i starten af 1960’erne. Berlin er i de år brændpunktet i Europa, og de sociale og politiske begivenheder (fx oprettelsen af Berlin-muren) griber ind i kvindernes privatliv, der også er fuld af dramatik.

Serien udmærker sig ved – ud over fine skuespilpræstationer og et godt manus – et detaljeret, præcist og imponerende tidsbillede og et lige så overbevisende signalement af de års kultur- og musikliv. Starten af tresserne er jo de år, hvor Beatles slog deres folder i Hamborg. Og selv om man kun hører glimt af Beatlestoner i serieafsnittene, så er det vendepunktet Beatles, hvorom musikken i filmen drejer sig. Men international pop, tyske schlagere og meget mere. Og selvfølgelig har successerien resulteret i udgivelsen af den dobbelt-cd med nogle af numrene fra filmen under titlen Kulthits Ku’damm.

Serien kan ses på DRs hjemmeside og fås på DVD.

 

50: Slade – Get down and get with it

12. juli 2021

I 1971 var Slade et af de mest aktive turnéorkestre i England. Men på plade havde de svært ved at gøre sig. Deres 1970-album Play it loud solgte ikke så godt som de og pladeselskabet havde håbet. Så gode råd var dyre for bandet, der havde været på banen siden 1966 og havde succes på scenerne. Sammen med deres manager, ex-Animals-bassisten Chas Chandler, fandt de ud af, at løsningen måtte være at føre deres succesfulde sceneoptræden over på plademediet. Så derfor tog de det gamle bluesnummer “Get down and get with it”, som de havde stor succes med på scenen. Og vupti havde de en pladesucces. Den hittede både i hjemlandet og på fastlandet og banede vejen for gruppens efterfølgende mange hits (17  ialt). Singlen udkom i maj 1971.