Indlæg om Musik

Gensyn og -hør med Jomfru Ane Band

23. september 2021

Et herligt gensyn og -hør med Jomfru Ane Band i en optagelse fra TV-2 og med de uforlignede søstre Sanne og Rebecca Brüel i den vokale forgrund.

John Mayall stiller skoene…(nej, han er ikke død)

23. september 2021

Britisk rhythm-and-blues’ grand old man (eller i hvert fald en af dem, for vi skal ikke glemme Alexis Korner) John Mayall stiller skoene. Nej, ikke i overført forstand. Selv om manden er 87 år, så er han still going strong. Men han stiller sine road shoes. På grund af coronapandemien, der stadigvæk hærger i udlandet, og den fremadskridende alder vil Mayall indskrænke sine optrædener til det lokale område i Californien, hvor han bor, med enkelte afstikkere uden for lokalsamfundet. Slut med lange, udmarvende turnéer i bluesens tjeneste.

Og vi må vel også sige, at Mayall har gjort sig fortjent til at neddrosle sine aktiviteter. Siden tresserne har hans bands været rugekasse for nogle af de allerstørste talenter i britisk musik. Eric Clapton, Peter Green og Jack Bruce – bare for at nævne dem, der altid biver nævnt. Og dertil skal lægges, at han hele vejen selv har forvaltet bluestraditionen på fornemste vis og har været den ypperste ambassadør for netop den musikgenre.

50: Christiania

22. september 2021

Vi befinder os i halvtredsåret for fristaden Christianias grundlæggelse. I 1971 rømmede det danske forsvar Bådsmandstrædes Kaserne – og umiddelbart efter blev området indtaget af slumstormere (datidens husbesættere), og den 26. september blev fristaden formelt grundlagt. Siden har Christiania været et fristed for mange hjemløse, udsatte mennesker og folk, der bare ønskede at leve på en anden måde end det omkringliggende samfund. Men stedet blev også hjemsted eller i hvert fald tilholdssted for mere eller mindre kriminelle elementer, fx hashhandlere.

Og lige siden 1971 har Christiania både været et yndet besøgsmål for lokale og udenlandske turister – og genstand for kritik og modstand fra især politikere fra dansk politiks højrefløj. Christiania har altid været en torn i øjet, også på folk, der ellers mener at besidde liberale værdier. Men Christiania er her endnu halvtreds år efter sin grundlæggelse. Ganske vist i en mere styret og mere konventionel udgave, men alligevel.

Filmoplevelse: Persepolis

21. september 2021

Marjane Satrapis film Persepolis fra 2007 har længe stået på min imaginære liste over film, jeg skulle se. Og forleden kom muligheden så. I stedet for en tung dokumentar om en kendt persons lidelser på DR fik jeg sat Persepolis på.

En film, der bygger på Satrapis egen graphic novel, der fortæller en ung piges historie fra den iranske revolution og frem (ja og med tilbageblik til tiden før). Filmen, der vandt juryens pris ved Cannes-festivalen i 2007, starter i Orly lufthavnen i Paris, hvor den unge kvinde Marji (Marjane) sidder på en bænk og ryger – og tænker tilbage på og over sin barndom, og det der siden hændte. Og med hendes og til dels familiens synsvinkel fortælles Irans historie fra den iranske revolution i 1979 og frem. En historie om krig, undertrykkelse og en stadig kamp for at få styr på og mening med livet. Marji er lidt af en vildbasse, der drømmer om at gøre en forskel i verden, og i sin ungdom prøver hun forskellige anti-autoritære holdninger af, blot for at erfare, at ingen af dem rummer løsningen på alle problemerne. Men en konstant har hun dog i sine mange forsøg på at få mening med sit liv og at gøre en forskel, nemlig hendes bedstemoder, der har været det hele igennem og som insisterer på, at Marji skal være tro mod sig selv.

Filmen er holdt i streng sort-hvid æstetik, der er taget lige ud af forlægget. Og det virker meget mere levende end man forestiller sig. Dernæst udmærker filmen sig ved ikke at pege på nemme løsninger for den iranske befolkning, som den har som primært publikum. Filmen har ikke nogen simpel happy end, men lever mere højt på løbende at give stof til eftertanke ved at udfordre vores (og iranernes egne) fordomme om de historiske og kulturelle forhold. Og filmen ender med en åben slutning, hvor Marji tager en taxa bort fra lufthavnen. Taxichaufføren spørger hende, hvor  hun kommer fra, og hun svarer: “Iran”. Dermed viser hun, at hun husker, hvad hun har lært af sin bedstemor – ikke at glemme sin oprindelse og være tro mod sig selv. Og så kommer hun i tanke om dengang, bedstemoderen fortalte hende, at hun hver dag puttede jasminblomster ned i sin BH for at dufte godt.

Persepolis er med rette blevet berømt og belønnet. Det er en film, der bedre end mange tunge dokumentarer fortæller noget om, hvad det vil sige at vokse op og leve i et land som Iran. Kan kun anbefales på det varmeste.

Capac anbefaler: Esben Langkniv – Gudenåen

20. september 2021

Esben Bøgh Laursen kalder sig som kunstner Esben Langkniv, med et lån fra den berømt-berygtede danske “Robin Hood” Jens (Olesen) Langkniv, der huserede som fredløs i 1600-tallet og især Trediveårskrigen. Og med dette navn skaber Esben ikke en men flere forbindelser til fortiden. Jeppe Åkjær, der er et socialt-realistisk forbillede for Esben, har skrevet om Jens Langkniv. Det samme har en anden forudsætning, nemlig Lars Lilholt, der har viet både en sang og et helt album (hans andet) til netop denne mytologiske figur i jysk historie.

Og Esben trækker på alle disse forbindelser til det, der har været. Og med sit projekt Gudenåen, hvor han har taget dette vandløb som inspirationskilde for femten sange, der alle på den ene eller anden måde knytter an til den store å, går han både i Lilholts Aakjærs og andres fodspor. Ja, Esben fremhæver selv amerikaneren Woody Guthrie som et forbillede udi den kunst det er, at fortælle historier med udspring i det folkelige og med kun guitaren som akkompagnement. Man kunne også vove den påstand, at Esben Langkniv griber tilbage til den danske troubadourtradition, der går helt tilbage til folkevisernes tid. Det er der en sandhed i, som jeg tror Esben Langkniv vil goutere.

I hvert fald trækker Langkniv på en lang og sej tradition for at synge og fortælle historier, som altid har været der og sandsynligvis altid vil tiltrække nogle kunstnere. Behovet for at skrælle alle unødvendige udenomsværker – som der er rigtig mange af i vores tid – og komme ind til kernen i såvel det tekstlige som det musikalske.

Og sammen med Tom Bilde (kendt fra sit samarbejde med netop Lars Lilholt og Poul Krebs) har Esben Langkniv så skabt femten sange, der alle tager deres udspring i Gudenåens historie og resulterer i sange, der både er båret af humoristisk sans, sans for fordybelse og ikke mindst lysten til at fortælle en historie.

Musikalsk set kan det være svært at kategorisere pladen. Det er folk med mange krydderier fra andre af de store genrer. Her er lidt rock, lidt blues osv. Alt sammen tilsat i forhold til den historie, der skal fortælles.

Gudenåen er en rigtig fin plade, der bekræfter behovet for at genbruge traditionen og genopfinde de gamle dyder – at fortælle en god historie med en god sang. Og som sådan indskriver den sig smukt i en lang række af plader – både danske og udenlandske – der har håndhævet de basale kvaliteter i den folkelige musik. Hvis man er til Lilholt, Guthrie, John Mogensen, Bruce Springsteen, Bob Dylan eller Ulf Lundell, for at nævne nogle af tradionens bærere i flæng, så kan man roligt indlemme Gudenåen i rækken. Hermed anbefalet.

Esben Langkniv. Gudenåen. Produktion: Tom Bilde, Esben Langkniv og Torben Laursen. Gateway Music. Udkom 7/8-2021

Mama Cass – 80

20. september 2021

Cass Eliott eller Ellen Naomi Cohen, som hendes borgerlige navn var, var en på enhver måde stor sangerinde. Hun døde alt for ung, 32 år gammel, da hendes hjerte ikke ville mere. Men da – juli 1974 – havde hun allerede sat et kraftigt aftryk på populærmusikken med sin smukke stemme. Især som en del af Mamas & Papas – 1965-68 – var hun med til at definere lyden af tresserpoppen. Men også på en række fine soloindspilninger, en duoplade og som medlem af Big 3 og The Mugwumps fik hendes flotte stemme mulighed for at præge tresserlyden.

I dag ville hun være fyldt 80. Sådan skulle det ikke være, men musikken har vi da stadig, så nu vil jeg sætte Mamas & Papas på afspilleren.

Twiggy – 72

19. september 2021

Lesly Hornby Lawson, bedre kendt under kunstnernavnet Twiggy, fylder 72. Med sit tynde udseende (heraf navnet Twiggy), sine STORE, kønne øjne og sit sexede udseende var hun i fire år med til at sætte ild til tressernes modeluner. Hun blev et brand, længe før nogen havde støbt det begreb. Og efter tiden som fotomodel, gjorde hun karriere som skuespillerinde og sangerinde.

Stranddrengene holder legestue eller måske fri…

18. september 2021

Som det fremgår af noterne til denne sang, så er der tale om Brian Wilson, Dean Ormsby (fra surfrockduoen Jan & Dean) og popduoen American Spring (Marilyn Wilson og Diane Rovell), der sammen under navnet The Laughing Gravy har lavet en ganske vellykket udgave af “Vegetables” (fra Beach Boys’ Smiley Smile-album fra 1967). Og fået den udsendt på det obskure plademærke White Whale (bedst kendt for the Turtles “Happy Together”) samme år.

Indspilningen stammer vist nok fra de famøse Smiley Smile-“sessions”, hvor Paul McCartney angiveligt også skulle have lagt vejen forbi studierne for at lægge stemme til et af de mange takes, der blev lavet. I følge rygtet skulle han gnaske selleri på en af udgaverne af “Vegetables”, men det er vist ikke blevet bekræftet af hverken McCartney selv, Brian Wilson eller andre med førstehåndskendskab.

I øvrigt figurerer sangen som en af Jan & Deans indspilninger, hvorfor man måske kan sige, at stranddrengene ikke bare har holdt legestue men helt fri – bortset fra Brian Wilson selv.

B-siden:

 

Og når vi nu alligevel er ovre i den boldgade, så er her American Spring (1971-73 + 77) med fru dengang-Brian Wilson Marilyn og søsteren Diane Rovell, der i øvrigt begge havde en fortid i The Honeys (1961-69). Skønsang produceret af Brian. …

Og lad os bare tage the Honeys – “the world’s first female surfing vocal combo” – med for god ordens skyld –

 

Dødsfald: Thorstein Thomsen – 71

17. september 2021

Forfatteren, musikeren m.m. Thorstein Leif Thomsen er død i en alder af kun 71 år, efter nogen tids sygdom. Det fremgår af hans Facebookside. Og den universitetsuddannede Thorstein skal ikke forbigås her i bloggen, for han har sat sit aftryk på dansk populærmusik. Selv har jeg flere gange omtalt ham og gruppen Charlatan, som Thorstein drev sammen med bl.a. Ivan Horn, Rene Wulff og Per Wium i halvfjerdsere og et stykke ind i firserne. Fem albums blev det til – alle med Thorstein Thomsen som omdrejningspunkt – senest det skammeligt oversete Pop (1981). Ud over Charlatans plader fik han udsendt nogle duoplader (med bl.a. Per Wium), en soloplade (se ovenfor) og albummet Vælg selv, hvor han spillede sammen med Mona Larsen, Tina Schäfer, Steffen Brandt og Finn Olafsson Band (1983). Hertil skal lægges en mængde børnemusikplader.

Men det blev ikke kun ved musikken. Thomsen fik et forfatterskab op at stå med romaner og børnebøger – og manuskripter til tv og film.

Nu er Thorstein ikke mere. Så trist.

Nyt fra Roden..

16. september 2021

Hverken alder eller corona synes at kunne lægge en dæmper på Rod Stewart. Således har han netop meddelt, at han udsender sit 31. album Tears of Hercules. Og Roden selv mener, at det er det bedste album han har lavet i mange år. Det må vi så tro på, indtil udgivelsen materialiserer sig. I øvrigt består pladen af nye, selvskrevne sange og coverversioner af bl.a. Johnny Cash. Og så er der selvfølgelig en smagsprøve ude med det samme…