CAPAC

Februar måned 1974 var en god musikmåned med nye udgivelser fra en lang række navne. Lige fra Badfinger, Big Star, Johnny Winte over Grateful Dead, Humble Pie og Mountain til Todd Rundgren og Seals and Croft. Og så var der også Lou Reed og Rock and roll animal, et album, der altid har stået mit hjerte nært. Et live-abum, optaget på Howard Stein’s Academy of Music in New York City og med vitale udgaver af fire Velvet Underground-sange. Pladen udmærker sig ved – ud over en veloplagt Lou Reed – et særdeles stærkt band bestående af guitaristerne Dick Wagner og Steve Hunter, som spiller med fremdrift og potens og bliver backet godt op af Pentti Glan (trommer), Prakash John (bas) og Ray Colcord (tangenter). Meningerne om Reeds potente hård rock versioner af de gamle VU-numre var delte, men pladen – og dens efterfølger Lou Reed Live (1975) fremstår i dag som klassiske Lou Reed-plader, der vidner om det rock and roll heart, som Reed altid har haft og som siden har manifesteret sig på flere album.

“Lad os holde op med at kalde det “Kunstlig Intelligens” og kalde det for hvad det er og laver “plagiat software”, fordi “Det skaber ikke noget, men kopierer eksisterende værker, af eksisterende kunstnere, modificerer dem nok til at undslippe ophavsretslovene ”
Dette er det største tyveri af intellektuel ejendom, der nogensinde er registreret, siden europæiske kolonister ankom til indianernes land. ”
Noam Chomsky, New York Times – 8. marts 2023

Jeg har et ambivalent forhold til fænomenet “fan”. Jeg har fuld forståelse for og sympati med, at man kan dyrke musikere, fodboldspillere, skuespillere m.fl. for deres præstationer; men på den anden side har fandyrkelse en ubehagelig tendens til at leve op til ordets oprindelige betydning. Fan kommer af tysk fanatisch fra latin fanaticus og ordbogen forklarer det således: “som ensidigt, beslutsomt eller begejstret kæmper for, støtter eller dyrker en bestemt sag, person, interesse el.lign.“.

Et helt aktuelt eksempel på, hvor galt det kan gå med fandyrkelse er, at resterne af en af de kugler, der dræbte Beatle-John Lennon, er på auktion hos Anderson & Garland i England og forventes at kunne indbringe den nette sum af 1500 til 2000 £, hvilket med den aktuelle kurs betyder et sted mellem 13.000 og 18.000 kroner. For mig at se er der tale om perverteret fandyrkelse. Og at det ikke kun er Beatles-fans og Elvis-fans, der lander der, kan man forvisse sig om, hvis man følger med i de store aukionshuses udbud af sådanne fan-relikvier, hvad enten det er  nogle af Elton Johns solbriller eller plateausko, Elviss’ toilet eller en kugle, der sat i den pistol, der dræbte Lennon. Og relikvie er et passende ord, fordi det binder fan-hysteriet sammen med det religiøse. Den perverterede fandyrkelse er, når den er værst, at ligne med religiøst hysteri, hvor en split af korset eller en flig af ligklædet hensætter kristne fanatikere i religiøs ekstase.

Den perverterede fankultur har gode vilkår i vores samfund, hvor en kvasi-kirkelig dyrkelse af visse kendte personer er reglen. Se blot det aktuelle MGP-hysteri i pressen eller ditto i sportsverdenen. Børn og unge opflaskes med en sådan personkultur i en grad, der gør, at de ofte ikke formår at skelne mellem det personerne frembringer – musik eller sportsresultater  fx – og selve personen. Og det har uheldige konsekvenser mange steder i samfundslivet, fx i det politiske. Og  først når vi får gjort op med denne i pressen og medierne ekstreme personfiksering kan vi komme ud over den perversion, der ligger som en konstant fare i fandyrkelsen i alle dens afskygninger.

Vi skriver 1971. Benny Andersson og Björn Ulvaeus er en duo, der spiller svensktop-musik. Bag sig har de to sangerinder, der en dag vil blive deres respektive fruer og bandmedlemmer – Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad. Man kan mene, at de endnu er langt fra ABBA-lyden, men noget er der da. Vokalarbejdet, melodiøsiteten og melankolien.

Beyoncé har aldrig rigtig faldet i min smag, og derfor er hun en af de kunstnere, der skal have en eller flere nye chancer. For det kan vel ikke passe at så mange musikforbrugere kan tage fejl eller?! Well, den unge dame er ude med et nyt udspil, hvor hun bevæger sig ind på countrymusikkens gebet, og selv Dolly Parton har vendt tommelfingeren opad. Og det er da heller ikke helt ueffent, det Beyoncé leverer her. Ikke skelsættende eller radikalt fornyende og heller ikke meget bedre end mange af de nye unge countrydamer, der løbende kommer frem derovre. Men bestemt lytteværdigt. Bestemt.

DR har fået en lys idé. Nemlig at vise nogle af Erik Clausens film. Den nu 81-årige Erik Clausen er en selvlært multikunstner, der oprindeligt blev uddannet maler, men siden har fundet en levevej som kunstmaler, musiker, skuespiller, filminstruktør og manusskriptforfatter – med mere. Og så er Clausen en af de venstreorienterede kunstnere i dette land. Med en opvækst på Sydhavnen i København og en altid klar holdning til, hvilket lag af befolkningen han tilhørte og solidariserede sig med.

Og det sidste afslører sig umisforståeligt i filmen De frigjorte, der bygger på en roman af forfatteren John Nehm (1934-2019), som var en autodidakt arbejderforfatter. Alene filmens titel er polemisk. Frigjort er arbejdsgiverens betegnelse for “fyret” eller “fritstillet”. Og den fortæller historien om den midaldrende fabriksarbejder Viggo, der martres af tanken om, at han en dag kan blive fyret og en dag oplever, at hele den fabrik, han har arbejdet på i 25 år, lukker og sender arbejdet ud af landet. Uden de store dybsindigheder fortæller filmen om den deroute, som , ‘frigjortheden’ bliver for Viggo, der oplever, hvordan der ikke længere er brug for ham og hvordan han langsomt på acceptere at være en af de 300.000 arbejdsløse i Danmark. Og hvordan situationen slår ind på hans ægteskab og familieliv og medfører en større krise i hans midaldrende liv. Filmen lever højt på de medvirkendes indforståede portrætteringer af de forskellige personer – lige fra Helle Ryslinges loyalt-kritiske kone over Anen Marie Helgers portræt af en velhavende falleret sangerinde til en lille rolle til afdøde Bjarne Liller som let fordrukken arbejdsløs. Og filmen rummer mange små momenter, der både er rørende, morsomme og troværdige. Det er en film, der er solidarisk med de mennesker, den skildrer, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor den står politisk set. Og Erik Clausen spiller – som altid – rollen som om Viggo er en del af hans egen personlighed, hvad han nok også er.

Filmen er bestemt seværdig og er en illustration af, at folkekomedien, som engang var flagskibet i dansk film, stadigvæk fungerer, selv om den har politiske og samfundskritiske over- og undertoner. Og som alternativ til alt det andet kulturelle hø, DR sender, er valget let.

Musikeren Bent Hesselmann – saxofon, fløjte og piano – fylder 85 år. Han har spillet i mange sammenhænge – ud over Hæs & Blæs (ovenfor): N.J. Steens Quartet,  Max Brüels Quintet, Jørgen Borchs Quintet, Hugh Steinmetz Big Band, Cadentia Nova Danica), The Maxwells, Beefeaters, Søren Kragh Jacobsens Biorytmer, Young Flowers, Alrune Rod, Midnight Sun. Plus det løse. Og de sidste mange år har han også lavet filmmusik, optrådt som skuespiller og været kommentator her i bloggen.

Henrik Strube var en del af halvfjerdsernes venstreorienterede rock. Først gjorde han opmærksom på sig selv som medlem af No Name, hvor han bl.a. spillede sammen med Peter Ingemann. Så fortsatte han i flagskibet Røde Mor, og gik siden solo med en række populære albums. Ved siden af sit musikalske virke har han også arbejdet som journalist og forfatter med flere bøger på samvittigheden. Og så har han skrevet og være foredragsholder om lidelsen tinnitus, som han selv er ramt af og som er en erhvervsskade for mange musikere.
Jeg mindes en koncert med Henrik Strube Band i Botanisk Have i halvfjerdserne, hvor han havde Lis Sørensen med som sangerinde og guitarist. Og i sidstnævnte egenskab fik hun en lidet mindeværdig solo.
I dag fylder Henrik 75 år og er stadigvæk aktiv.

Her i en nyere optagelse med Røde Mor fra Århus:

Det er ikke hver dag, man støder på en nyere film, der er optaget i sort-hvid. Og alene det forhold fortæller noget om, hvilken film vi har med at gøre. En film, der ikke gør sig så meget i det udvendige – farver, computerkunst osv. En film, der vil noget andet og nedtonet.
Og det er hvad vi får. Vi møder Johnny (spillet af Joaquin Phoenix), en midaldrende journalist, der er involveret i et projekt, hvor han sammen med en kollega rejser rundt i USA og interviewer børn og unge for at høre om deres liv og forventninger til fremtiden. Da han kommer til Detroit kontakter han sin søster Viv (Gaby Hoffmann), som han ikke har talt med siden de mistede deres demens-ramte mor et år tidligere. Og i løbet af telefonsamtalen får Viv Johnny overtalt til at komme til Los Angeles og passe sønnen Jesse (Woody Norman), medens Viv er i Oakland for at hjælpe sin ægtemand og Jesse’s far Paul på fode. Han lider af en såkaldt bipolar lidelse.
Johnny påtager sig opgaven, selv om han ingen erfaringer har med at passe børn. Selv om Vivs ophold hos Paul trækker ud, tager Johnny sig af Jesse og de to udvikler et nært forhold til hinanden, selv om Jesse – med moderens ord – er en ‘klog og sær dreng’. Selv om Vivs ophold hos Paul trækker ud og selv om Jesses tilstedeværelse i Johnnys liv vanskeliggør hans arbejde som rejsende journalist indvilliger han i at tage sig af drengen.
Og filmens helt centrale fokus er forholdet mellem manden og drengen. De er vidt forskellige som personer og Jesse er en dreng, der går sine egne veje, har sine egne meninger og ikke bare lader sig styre af en voksen. Det giver anledning til nogle konflikter undervejs, hvor Jesse forsvinder for igen at dukke op.
Filmen ender med, at Viv kommer og henter drengen i New Orleans. Og i den sidste scene ser vi Johnny sidde og lytte til optagelserne fra New Orleans, hvor han hører Jesse fortælle, at han opfatter Johnny som måske værende sin bedste ven. Og Johnny sender Jesse sin egen optagelse, hvor han fortæller om deres tid sammen og minder Jesse om alle de ting, han ikke må glemme, når han bliver voksen.
Filmen er et enestående eksempel på, hvad amerikansk uafhængig filmkunst kan byde på, når Hollywood ikke er ind over. En stille film, der bevæger sig i et meget realistisk univers med billeder af uglamourøse sider af amerikanske storbyer og fortæller en virkelighedsnær historie om nogle umage mennesker, der på trods af meget forskellige personligheder og baggrunde finder et venskab i en verden, der er fuld af problemer. En film, der med sit fokus på personerne og deres snakkesalighed kan bringe mindelser om nogle af Woody Allens film frem, men også minder os seere om, hvor virkelighedsfjerne mange af de mere kendte film fra Hollywood og lignende steder er. En både bevægende og meget menneskelig film, som man kun kan få det godt af at se.

The Mule (Muldyret) fortæller historien om Koreakrigsveteranen og amatørgartneren (med forkærlighed for dagliljer) Earl Stone, der bliver spillet af den aldrende Clint Eastwood, som også har instrueret filmen (2018). Filmen bygger på en virkelig persons historie.

Stone er en mand, der har sat sit arbejdsliv højere end alt andet, inklusive sit ægteskab og forholdet til sine børn og børnebørn. Og da vi møder ham brænder han sin datter Iris af på hendes bryllupsdag, fordi han i stedet for skal modtage en hæderspris for sine dagliljer. Forbitret over hans handling nægter datteren at snakke med ham igen og hustruen begærer skilsmisse.

Tolv år senere dukker Earl op ved sit barnebarn Ginnys bryllupsforberedelser. Den reelle grund til hans besøg er dog en anden – han har mistet sit hus, der er sat på tvangsauktion, og må (og det er ikke første gang, forstår vi) se om han kan komme på fode igen. Men der er selvfølgelig ingen hjælp at hente i den forsmåede familie. Earl må gå sin egen vej, men da han er på vej hen mod sin gamle pick up truck, som han har tilbragt meget af sit liv i, kontaktes han af en ung latinamerikansk mand, der tilbyder ham et job som vognmand. Det viser sig så at være et narkotikakartel, der har brug for en loyal person til at aflevere kokain. I første omgang afviser Earl, men nøden får alligevel ham til at acceptere tilbuddet. Og han begynder sine ture, som han klarer uden de store problemer, fordi han er elitebilist, som aldrig har fået en trafikbøde, og i øvrigt opfører sig på en upåfaldende måde.

På grund af sin væremåde bliver gamle Earl hurtigt narkokatellets bedste “muldyr”, der leverer større og større partier kokain og tjener mange penge, som han bruger på at købe sit gamle hus tilbage, en ny pick up truck (da den gamle står af), give mange penge til den lokale veteranklub og finansiere sit barnebarns bryllup og adgang til en videregående uddannelse. Men narkopolitiet kommer langsomt men sikkert på sporet af narkotrafikken og det succesfulde “muldyr”. Pågribelsen af Earl bliver dog forsinket, fordi den angrende Earl beslutter sig for at lave en afstikker på vejen (noget han ellers aldrig har gjort) for at besøge sin kræftsyge kone, der ligger for døden. Earl deltager i konens begravelse og slutter fred med sin familie og gennemfører derefter sin narko-tur og bliver pågrebet. Han stilles for retten og selv om politiet ser formildende omstændigheder i Earls handlinger, hans fortid som Korea-veteran og hans alder, så vælger Earl at erklære sig skyldig i alle anklager, hvorfor han ender i fængsel. Og det sidste man ser, er at Earl er i gang med at dyrke sine elskede dagliljer på fængslets grund.

Det er ikke en film, der gør megen væsen af sig. Den er fortalt ligefremt og uden de store falbelader, og Eastwood har været heldig med sine valg af karakterer, fx Diane Wiest i rollen som den forsmåede kone eller Andy Garcia i rollen som karteloverhoved. Og Eastwood selv spiller som han plejer at spille, dvs. nærmest at spille sig selv. Selv om han er en gammel mand, så er det stadigvæk rollen som den arketypiske amerikanske enegænger, der holder fast i gamle normer og “værdier” og i det hele taget et tilbageskuende perspektiv på livet (han hader mobiltelefoner og internet, han kalder sorte for negere og sætter sine pligter – ikke mindst arbejdet – over alle andre ting). Eastwood spiller som Earl en gammel udgave af den spahettiwestern-cowboy og Dirty Harry-figur, han engang for mange år siden grundlagde sin karriere på. Godt nok skyder han ikke med skarpt længere, men på alle andre måder er han en tro kopi af den figur, han egentlig altid har spillet. Han kan den figur på rygradden og det er måske også forklaringen på, at han stadigvæk langt oppe i halvfemserne formår at lave film om den slags mænd.

Det er absolut en veldrejet lille film, som man roligt kan se, hvis man kan goutere det Eastwoodske univers.

I dag er det 50 år siden bandet Kiss debuterede. Kiss er sådan et hård rock band, som jeg aldrig har haft noget forhold til, men som har været voldsomt populære og  som har forstået at markedsføre sig selv med masser af iscenesættelse (glamstil med ansigtsmaling, lange  tunger og meget mere). Bandets storhedstid var fra grundlæggelsen i 1973 og frem til 1979, hvor de første tegn på indre opløsning begyndte at vise sig. Ikke desto mindre har bandet været kørende helt frem til 2023, hvor de optrådte for angiveligt sidste gang i New York.

På Paul McCartneys hjemmeside kan man læse følgende:

Following the launch of last year’s Lost Bass project, Paul’s 1961 Höfner 500/1 bass guitar, which was stolen in 1972, has been returned. The guitar has been authenticated by Höfner and Paul is incredibly grateful to all those involved.

I Beatles-fan-kredse har historien om Maccas forsvundne Höfner-bas og – ikke mindst – projektet med at finde den igen efter mere end halvtreds år løbet som løbeild i de sociale medier. Og nu er det så sket: Macca er blevet forenet med sin bas. En historie, der måske mest af alt fortæller noget om Beatles-fandom end noget som helst andet.

En af mine udenlandske studerende (for efterhånden mange år siden…) er sprunget udpå musiktjenesten Soundcloud med denne fine R&B-soul-sang. Ja, hun er fransk og det giver det bare et twist.

En ung kvinde, der – med sine egne ord – “skriver og taler om litteratur, feminisme og alt det private, som er politisk” og i øvrigt fører sig frem på det førende internetmedie Instagram,  hvor billeder er vigtigere en skriveri, på en måde, der bekræfter en fordomsfuldt billede af unge kvinder, der vil frem i vores verden i kraft af deres udseende (mange let påklædte billeder) og i kraft af de i offentligheden kendte personer, især mænd, har fået ørerne gevaldigt i mediemaskinen. I en længere periode har hun haft som opgave at skrive anmeldelser m.m. i en stor dansk avis, og her er hun så blevet afsløret i at plagiere andre. Altså i at stjæle andres skriverier. Hun  har med andre ord handlet som en platugle, en plagiator, der åbenbart ikke har været i stand til at udføre den opgave, hun har været så heldig at få (i en verden, hvor journalister mister deres arbejde, fordi der er mindre og mindre at lave for deres faggruppe på de store medier…). Hvem denne kvinde er, er i denne sammenhæng ligegyldigt (du kan selv finde hende ved at google de centrale ord). Her er hun først og fremmest et symptom på det samfund, hun lever og handler i.

Og det samfund, vi taler om og henviser til, er et samfund, der i disse år falder i svime over den seneste teknologiske udvikling inden for computoriseret behandling af tekst, billede, film, lyd – nemlig den såkaldte kunstige intelligens (eng. Artificial Intelligence). En – med den amerikanske lingvist og politiske kommentator Noam Chomskys ord – avanceret og sofistikeret form for plagiarisme, altså tyveri af menneskelige ånds- og forstandsfrembringelser.

Og det slående ved den kunstige intelligens’ indtog i vores samfund er, at det foregår næsten uden nogen form for kritisk overvejelse, i hvert fald i de store medier. Man nøjes med at fremhæve alle de steder, hvor den nye teknik inddrages – lige fra lægevidenskaben til uddannelsessystemet. Al snak om, at teknologiske fremskridt – som alle fremskridt – både er frem- og tilbageskridt, synes at fordufte som den første forårsdis i forårssolen. Ja, der er tale om en veritabel dyrkelse af denne sofistikerede form for snyderi og tyveri. Og det illustreres måske bedst ved at se på alle de sager, der har været i uddannelsessystemet, hvor debatten ikke drejer sig om et forbud mod anvendelse af KI i forbindelse med opgave- og afhandlingskrivning, men om hvordan man kan inddrage teknologien og sikre, at den ikke bliver misbrugt, når første den er sluppet løs på de digitale apparater.

Begejstringen og dyrkelsen af KI er – efter min bedste mening – udtryk for, at vi befinder os i et samfund, der for længst har accepteret tyveri af menneskelige åndsfrembringelser som en legitim handling – altså så længe det ikke bliver opdaget. Dette legitime tyveri har i årtier foregået i vores varesamfund, hvor kopier af mærkevarer ikke alene  har været en tilbagevendende tema og genstand for lovgivning, men i dag på de globale marked nærmest er den gældende dagsorden. Og vi har set et sådant tyveri transformere musiklivet nærmest til ukendelighed, siden digitaliseringen kom ind som en mulighed (fra sampling til KI). Og vi har set adskillige eksempler på, at offentlige personer har begået et sådant tyveri ved fx at pynte sig med lånte fjer i form af konstruerede cv’er. En førende kvindelig politiker insisterede på at være journalist, selv om hun aldrig har i nærheden af en journalistisk uddannelse eller har arbejdet som en sådan. En førende tv-journalist bliver taget i at have stjålet hele kapitler af en anden mands/kvindes bog og indlemmet det i sin egen – uden at gøre opmærksom på det. Og så videre. Og det hele er eksempler på, at vi lever i et samfund, hvor det er i orden at snyde, svindle, manipulere, kopiere, stjæle osv. i en højere sags tjeneste. Og hvor surt slidsomt arbejde, møje, besvær og talent spiller en tilsvarende mindre rolle.

Men hvad gør man så, hvis man bliver taget på fersk gerning i den slags tyveri og snyderi? Er det muligt at slippe for mistanken om, at man er en notorisk platugle og tyveknægt?! Er det nok at love bod og bedring!? Af kommentarstrømmen til den indledningsvist omtalte unge kvinde kan man godt få det indtryk, at selve forbrydelsen betyder langt mindre end det projekt, som den tjener – nemlig markedsføringen af hovedpersonen som et skabende (skrivende, tænkende) væsen med ambitioner om at være feminist og privatlivspolitiker. Målet helliger midlet. Og vi kommer ikke uden om at stillle spørgsmålet: Hvad siger det om vores samfund, at det forholder sig således!? At forbrydelse betaler sig, når bare det tjener sit formål!? Jeg vil overlade det til læserne selv at tænke tanken til ende.