George & Teddy and The Condors
2. februar 2009Jeg faldt over denne herlige optagelse med George & Teddy & The Condors, der synger “Ain’t That Just Like Me”. En rigtig tressersag, der har det hele: Højt hår, frække go-go-piger, twist og gang i den…
februar 2009 arkiv
Fildeling anno 2009
2. februar 2009Hvis man vil den illegale fildeling til livs, så er der to oplagte værktøjer at tage i brug. Det ene værktøj er tilgængelighed. Det andet er lave priser eller ligefrem gratis musik. Herhjemme har vi set et succesfuldt forsøg med TDCs Play, der er giver fri og gratisk adgang til millioner af sange – til gengæld for et abonnement med bredbånd og andet. I Sverige følger man med og store foretagender som Tele2, Telia Sonera, Sony Ericsson og Nokia kommer nu med lignende tilbudspakker. Det er har vist sig, at disse “pakker” faktisk er så succesfulde, at de har begrænset den illegale fildeling (via tjenester som den meget omtalte Pirate Bay) med et par procent. Ikke meget, men det er dog en indikator for, hvad der skal gøres for at flytte forbruget fra det illegale til det legale. Det viser sig også, at de nye tjenester løser et problem, der har været stort for musikbranchen de seneste år: indtjeningen. Selv om tallene endnu ikke er offentliggjort, så er det ingen hemmelighed, at branchen begynder at tjene penge igen. Og pudsigt nok, så profiterer de på en fildelingsaktivitet, som brugerne har lært gennem den illegale virksomhed…
Et andet interessant forhold er, at disse tjenester helst skal indeholde sociale aktiviteter, forstået således, at det ikke er nok med gratis musik; der skal også være debat og information omkring musikken. Det er altså det fra internettet kendte netværkeri, der skal være med (Facebook, Twitter…osv.). Endelig skal mediet være: mobiltelefonen. Det er der, det sner – for de unge generationer.
Lily Allen topper…
2. februar 2009
Jeg har tidligere omtalt den engelske sangerinde Lily Allen, der – i mine ører – skiller sig ud fra den store mængde af tomgangs-mainsteam-pop. Noget af det, der får hende til at rage op over den boblende pophavregrød, er hendes tekster, der viser, at hun bag sit kønne ydre også har en hjerne, hun bruger til at tænke med. Lige nu ligger hun nr. 1 i England med sangen “The Fear” fra hendes andet album (“Its not me, it’s you”). Sangen er en slags anti-Madonna-Material-Girl-sang, hvor Allen på ironisk vis diskuterer sin frygt for, at verden er ved at blive et overfladisk tomt sted, hvor kun sponsorpenge betyder noget.
I want to be rich and I want lots of money
I don’t care about clever I don’t care about funny
I want loads of clothes and fuckloads of diamonds
I heard people die while they are trying to find them
I’ll take my clothes off and it will be shameless
‘Cuz everyone knows that’s how you get famous
I’ll look at the sun and I’ll look in the mirror
I’m on the right track yeah I’m on to a winner
[Chorus]
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cuz I’m being taken over by The Fear
Life’s about film stars and less about mothers
It’s all about fast cars cussing each other
But it doesn’t matter cause I’m packing plastic
and that’s what makes my life so fucking fantastic
And I am a weapon of massive consumption
and its not my fault it’s how I’m programmed to function
I’ll look at the sun and I’ll look in the mirror
I’m on the right track yeah we’re on to a winner
Chorus
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cuz I’m being taken over by The Fear
[Bridge]
Forget about guns and forget ammunition
Cause I’m killing them all on my own little mission
Now I’m not a saint but I’m not a sinner
Now everything’s cool as long as I’m getting thinner
[Chorus]
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cause I’m being taken over by fear
Videoen nedenfor er den “pæne”, “rene” version af sangen. Her synger hun ikke FUCKING FANTASTIC. Men det gør hun her. Den bornerte musikbranche og medierne har ikke ændret sig meget på det punkt… Fuck! Fuck! Fuck!
I det hele taget opfører og udtrykker Lily sig herligt politisk ukorrekt. Hun er åbenbart fløjtende ligeglad med, hvad medierne og borgerskabet mener. Her har Cheeky Lily fået The Mail til at løfte øjenbrynene på grund af et frisk outfit.
Keith Moon får sit skilt…
1. februar 2009
Den engelske institution English Heritage uddeler blandt andet blå skilte til minde om personer, der har gjort sig positivt bemærket i England. English Heritage har hidtil ment, at Keith Moon, der jo var berygtet for sit udsvævende liv – og sit imposante trommespil – ikke var værdig nok til at modtage et sådant skilt. Det har ført til massive protester fra fans af Moon, og nu har English Heritage altså bøjet sig. Skiltet eller plaketten bliver opsat ved den berømte “The Marquee Club” i London og afsløres af bandkammeraterne Pete Townshend og Roger Daltrey. At Moon kommer i fint selskab kan man se på English Heritages hjemmeside, hvor der er en liste over personer, der er blevet hædret på denne måde.
Keith Moon – The WHO – Who Are You
Engelsk psychedelia: The Moles
1. februar 2009
Den psychedeliske bølge kom fra Amerika – ingen tvivl herom – men europæerne og ikke mindst englænderne fulgte hurtigt og godt med. Det kan man forvisse sig om ved at lytte til de tre bind med titlen The Great British Psychedelic Trip, der udkom i starten af 1990’erne. De tre plader rummer en lang række obskure psychedeliske navne, men også nogle af de mere kendte som fx Yardbirds, Pretty Things, The Idle Race. Her er et eksempel på et obskurt og tidligt engelsk stykke psychedelia. Gruppen var The Moles (ikke at forveksle med indiebandet af samme navn eller Matching Mole). Moles efterlod sig kun en eneste singleplade “We are the Moles“. Bag the Moles gemte sig Simon Dupree & the Big Sound, der var et stort navn i tresserne og som dannede grobund for et af de store halvfjerdserbands Gentle Giant.
Verdens bedste uddannelsessystem? Universiteterne
1. februar 2009I dagens udgave af Politiken kan man læse om den danske mønsterstudent Bo Henriksen, der er ved at gennemføre sit universitetsstudium i historie og samfundsfag på normeret tid. Oven i købet er Bo mønsterbryder, da ingen af hans forældre har en akademisk baggrund. Altså på flere måder en student, som politikerne gerne så flere af.
Men det er slet ikke det, artiklen handler om. Den handler om de miserable forhold, som universiteterne – og det vil indirekte sige: uddannelsespolitiken i dette land – byder unge mennesker, der vælger at studere humanistiske eller samfundsvidenskabelige fag. I løbet af sine fem studieår har Bo kun modtaget, hvad der svarer til fire måneders fuldtidsundervisning. Resten har været selvstudie. Og nu hvor han er i specialefasen, der varer et halvt års tid, kan han se frem til sølle 6-8 vejledningsmøder. Disse ringe forhold, der kun bliver ringere, efterhånden som taxametersystemet tvinger universiteterne til flere besparelser, når antallet af studerende falder, rammer 70% af universitetskandidaterne. Nemlig alle dem, der læser enten humaniora eller samfundsvidenskab. Kun på de teknisk-naturvidenskabelige og lægevidenskabelige uddannelser ser det anderledes ud, fordi taxametertilskuddenen her er tre gange så store pr. studerende. Bo peger på konsekvenserne af denne uddannelsespolitik. For det første får den mangelfulde undervisning mange til at falde fra studierne. Noget andet og måske værre er, at de få undervisningstimer betyder, at de studerende får indlagt faglige begrænsninger i deres studie. Studierne bliver med andre ord ringere, end de ellers ville være…
Forståeligt nok har otte store fagforeninger og interesseorganisationer – blandt andet Dansk Industri og Dansk Erhverv – skrevet til den såkaldte videnskabsminister Helge Sander for at klage over de elendige forhold. Men ministeren vil sikkert sige, at universiteterne aldrig har fået så mange penge som nu – og at regeringen agter at lave verdens bedste uddannelsessystem…
