Richard Thompson: I don’t know if the Internet is a better thing or a worse thing. People can offer musical criticism online when they really don’t know what they’re talking about. Whereas a few years back if you were a music journalist employed by Melody Maker or the New Musical Express you had to have some credentials. To get a job, you had to know a bit more than the next person about your musical area. So it is a little strange to read some very misinformed reviews, particularly online. Do I pay attention? No. I used to. I used to get crushed by them sometimes. But then you step back and think, actually, I know more than this journalist about what I’m doing. He doesn’t understand this or that aspect of what I’m trying to do here, so screw him. I’ll just soldier on with what I’m doing. These days, I think if they love you or hate you it’s the same thing. They’re both wrong. It’s the praise and blame thing. Neither are actually true or accurate. It’s amusing to read reviews but ultimately they don’t really count. And they’re not really true, even the one that’s five stars proclaiming you as a genius. Because no record’s that good and you’re not. I think you have to be your own critic.

Drowned in Sound

Ikonet Marianne Faithfull er klar med sit tyvende album med den romantiske titel Give my love to London. Men det første videoudspil fra pladen med den af Rogers Waters skrevne sang “Sparrows will sing” er alt andet end romantisk. Det er tværtimod en dystopisk, nedslående sang om det 21. århundredes “unholy mess”. Billederne taler vist for sig selv.

Niels Gröndahl er medlem af det navnkundige band Under Byen, men til oktober barsler han med soloalbummet “Endlose Routinen” på det lille pladeforlag Drone Recordings. Der er allerede kommet et singleudspil fra albummet med det indledende nummer “Das Fenster”, der byder på en alt andet end idyllisk gåtur gennem københavnske Istedgade. Stemningen er kuldslået og fremmedgjort. En slags antipode til Gnags gamle “Slentre gennem Vestregade”. Og det lidt flakkende håndholdte kameras jagede rastløshed og nærmest klaustrofobiske registrering af storbyens natteliv understøttes af og understøtter Gröndals rå og nærmest dekonstruktive støjrock, der med sine repetitive loops, forvrængninger og effekter fremstår som en fascinerende horeunge af de seneste fire-fem årtiers metropolstøjrock. Jeg håber, at kunne vende tilbage til “Endlose Routinen” i oktober, for Gröndal har noget på hjerte. Hermed anbefaltet.

 

Efter at have læst Dave van Ronks erindringer The Mayor of McDougall Street indser jeg, at der slet ikke er tale om erindringer sui generis. Bogen er ikke først og fremmest en beskrivelse af Ronks liv, men en beskrivelse af de formative år i halvtredsernes slutning og begyndelsen af tresserne, hvor folkemusikkens mange koryfæer gøder jorden for den folkbølge, der skyller hen over Vesten med Bob Dylan. Ronk skelner tydeligt mellem tiden før og efter.

Den første bølges folk var ikke primært interesseret i berømmelse og penge (selv om de altid var i bekneb for de sidste…), men havde en hel masse musik på hjerte. Så kom folkebølgen og rev det hele med sig – eller gjorde den? Både og. Vi kan stadigvæk finde eksempler på den type folkemusikere, der var fremme på de små coffeehouses og listige steder i Greenwich Village, dengang Dave van Ronk spillede. Musikere med en guitar, en stemme og en håndfuld personlige sange, der har noget at fortælle os. Et eksempel er John Gorka, der siden firserne har udsendt en række album, der alle står i traditionen fra folkemusikkens gyldne tidsalder i starten af tresserne. Her er titelsangen fra mandens seneste album Bright Side of Down.

Musikindustrien er ikke til at blive klog på. Nu kan man fx læse, at Billboards førsteplads på albumlisten er indtaget af soundtracket Guardians of the Galaxy – Awesome Mix Vol. 1. Og bag titlen gemmer sig angiveligt bygger på en vis Peter Quills gamle kassettebånd, der netop bestod af en række gamle hitsange fra 60’erne og 70’erne. Men hvis en film kan være med til at få folks ører op for glemte gamle sange, så er det vel ikke så tosset? Eller hur? Og lur mig om ikke pladeselskaberne snart sender flere mixtapes på gaden… Vol. 2, Vol. 3…

Offentliggjort den 31/07/2014

1. Blue Swede – Hooked On a Feeling (0:00)
2. Raspberries – Go All the Way (02:52)
3. Norman Greenbaum – Spirit In the Sky (06:13)
4. David Bowie – Moonage Daydream (10:15)
5. Elvin Bishop – Fooled Around and Fell In Love (14:57 )
6. 10cc – I’m Not In Love (19:31)
7. Jackson 5 – I Want You Back (25:35)
8. Redbone – Come and Get Your Love ( 28:35)
9. The Runaways – Cherry Bomb (31:58)
10. Rupert Holmes – Escape (The Pina Colada Song) (34:15)
11. The Five Stairsteps – O-O-H Child (38:52)
12. Marvin Gaye & Tammi Terrell – Ain’t No Mountain High Enough

I en obskur roman citeres et lille stykke af Tom Waits gamle sang A Sweet Little Bullet from a Pretty Blue Gun (fra albummet Blue Valentine). Og det førte selvfølgelig til et genhør, efter at have gravet den frem at gemmerne. Her er den så som dagens sang. Vaskeægte tidlig Tom Waits.

 

 

Well it’s raining it’s pouring
you didn’t bring a sweater
Nebraska will never let you come back home

Now on Hollywood and Vine
by the Thrifty Mart sign
any night I’ll be willin to bet

there’s a young girl
with sweet little dreams and pretty blue wishes
standin there just gettin all wet

Now there’s a place off the drag
called the Gilbert Hotel
and there’s a couple letters
burned out in the sign

and it’s better than a bus stop
they do good business every time it rains
for little girls with nothing in their jeans
but pretty blue wishes and sweet little dreams

and its raining its pouring
the old man is snoring
now I lay me down to sleep
I hear the sirens in the street
all my dreams are made of chrome
I have no way to get back home
I’d rather die before I wake
like Marilyn Monroe(7)
and you could throw my dreams out in the street
and let the rain make ’em grow

now the night clerk he got a club foot
he’s heard every hard luck story
at least a hundred times or more

he says check out time is 10 am
and thats just what it means
go on up the stairs
with sweet little wishes and pretty blue dreams

and it’s raining its pouring
and Hollywood’s just fine
swindle a little girl out of her dreams
another letter in the sign

now never trust a scarecrow wearin shades after dark
be careful of that old bow tie he wears
it takes a sweet little bullet from a pretty blue gun
to put those scarlet ribbons in your hair

no that ain’t no cherry bomb
fourth of July’s all done
just some fool playin that second line
from the barrel of a pretty blue gun

o that ain’t no cherry bomb
fourth of July’s all done
just some fool playin that second line
from the barrel of a pretty blue gun

 

Med meddelelsen om, at skuespillerinden Lauren Bacall i en alder af 89 har forladt dette jordiske liv, slukkes endnu en af de sidste funklende, glamourøse stjerner på det store Hollywoodfirmament fra filmkunstens gyldne tidsalder. Bacall var ikke en af Hollywoods store sexbomber med lange ben og store bryster, men med sine forførende bevægelser og ikke mindst sin let hæse, spinnende stemme besad hun mere sex-appeal end alle de andre til sammen. Dertil skal lægges et filmisk talent, der gjorde, at mange af de film, hun medvirkede i, især huskes for de scener, hvor hun satte sit umistelige mærke i. Fx i debutfilmen, Howard Hawks’ Hemmingwayfilmatisering To Have And Have Not, hvor hun havde en håndfuld uforglemmelige replikker, som rigtige filmbuffs ynder at citere i tide og utide. (Tjek selv på nettet).

 

Ved meddelelsen om Robin Williams alt for tidlige død for egen hånd gled mine tanker lynhurtigt gennem de sidste tre år af mit liv, hvor jeg har mødt et skræmmende højt antal mennesker, der lider af depression (ofte i kombination med angstsymptomer og andet). Som oftest har jeg først fået det at vide efter at vi har snakket sammen i længere tid, for typisk for de depressionsramte, så kan man som hovedregel ikke se på personen, at han/hun lider af en depression. Det er først, når man får skrabet lidt i den sociale overflade af “jamen-jeg-har-det-godt-og-det går-fint”, at den indre dæmon viser noget af sit ansigt. På min natlektyrehylde ligger en bog med titlen The Noonday Demon, og dens mange hundrede af sider handler netop om denne dæmon, der i disse år plager alt for mange mennesker. Ofte i en sådan grad, at de har svært ved at fungere i en familie og i et almindeligt job.

Robin Williams var – kan man læse – en af disse depressionsramte.

Hans skuespillergerning vil blive endevendt den kommende tid i medierne. Selv vil jeg nøjes med at anbefale en enkelt film eller to i mandens værk. Film, der begge viser mange af mandens faglige kvaliteter som skuespiller, blandt andet og ikke mindst dobbelthed af indre smerte eller uro og ydre normalitet.

Den ene film er Awakenings fra 1990, hvor Williams spiller lægen Dr. Malcolm Sayer, der vækker en række katatoniske patienter af en dyb søvn med et nyt medikament, L-Dopa. Filmen bygger på neurologen Oliver Sacks oplevelser og er – set i lyset af dagens meddelelse – en lang og smuk hyldest til livet.

Den anden – og måske lidt oversete – film er thrilleren Insomnia fra 2002, hvor Williams spiller over for Al Pacino og Hilary Swank. Filmen, der er et remake af en norsk film med samme titel, er en sublim thriller, og Williams udfylder med sin dobbeltbundethed rollen som en mistænkt med bravour. Måske ikke en af Williams største roller, men bestemt en af hans bedste.

I går udkom Catch the Breezes debut-EP. Bag bandnavnet gemmer sig Aage Hedensted (sang og guitar), Lars Madsen (bas) og Andreas Bundgaard (trommer). Og de tre medlemmer har en fortid i aarhusianske Yellowish. Nu er de tre så gået sammen i et nyt projekt, der i PR-materialet sammenlignes med irske Bloody Valentine og de engelske shoegazere i Slowdive. Den slags sammenligninger skal man selvfølgelig altiv være varsomme med, men det er ikke nødvendigvis helt forkert. De fem numre på EP’en udmærker sig først og fremmest ved at være fem ganske iørefaldende indiepopsange med stor følelsesmæssig dybde – uden på nogen måde at være direkte pophitlisteaspirerende popsange. Og de små melodier er indlejret i en shoegazende rockramme, hvor Bundgaards sprøde trommer og Madsens diskrete basspil holder Hedensteds på samme tid indadvendte, shoegazende og højtstræbende guitarlyd fast som musikkens mest slående – i mere end en betydning – element.

Catch the Breeze er et dansk, ja aarhusiansk, fænomen, men den lille EP har internationalt format og burde kunne appellere til pop- og rocklyttere også uden for musikbloggenes sfære. Hermed anbefalet fra Højbjerg.

Catch the Breeze. DME Slowburn Music. Udkom d. 11. august.

Fotoet på coveret til Little Richards debutalbum fra 1957, Here’s Little Richard, fortæller næsten det hele om indholdets eruptive, androgyne, seksuelle energi, hæmningsløsheden iklædt jakkesæt og rock’n roll-skriget. Tolv koncentrede rock’n roll-perler, hvoraf det længste – Slippin’ & Slidin’ -  er 2:41, satte en nye dagsorden i populærmusikken.

Elvis bøjede sig i støvet og kaldte Richard “den største”. Uden Richard ville Beatles aldrig helt være blevet det, de blev. Den første sang McCartney optrådte med som 14-årig var Long Tall Sally. John Lennon blev mundlam, da han første gang hørte ham, og mente, at han overgik The King. Senere indspillede Lennon som bekendt Rock’n Roll, der langt hen var et cadeau til netop Little Richard. Pat Boone forsøgte at gøre Richard spiselig for alle amerikanere ved at dræne hans sange for sex og energi. Også en måde at vise respekt på, kan man måske sige, hvis man er diplomatisk og meget venlig…

Pladen var – og er vel stadigvæk – grænseoverskridende i forhold til skellene mellem det “sorte” og det “hvide” Amerika, mellem religion og rock’n roll og seksuelt. Richard var i hvert fald biseksuel og rokkede derved ved noget fundamentalt i den amerikanske folkesjæl, er helst vil holde det seksuelle inden for kernefamiliens rammer. Og det selv om han faktisk havde afdæmpet den seksuelle energi på pladen ved fx at gøre glansnummeret Tutti Frutti knapt så eksplicit erotisk som i liveudgaven (hvor linjen “Boy you don’t know what she do to me” var erstattet af det noget saftigere: “Tutti Frutti, good booty, if it don’t fit don’t force it, you can grease it, make it easy…”, så det helt naturligt indskrev sangen i rækken af ‘uartige sange’). Jo, Little Richard gødede jordbunden for Michael Jacksons senere leg med de kulturelle grænser.

Med næsten 60 år på bagen er Here’s Little Richard en ældgammel plade. Men at lytte til den er som at hive plasteret af et ømt sår og genoplive den åbenbaring, pladen må have været for førstegangslytterne i 1957. Et mesterværk slet og ret.

Skru op og sæt energien fri.

Man kan knap nok tale om en pladekarriere. Vashti Bunyan fik udsendt sit første album i 1970, Just Another Diamond, der solgte dårligt. Så dårligt, at Bunyan lagde sangen og musikken på hylden. Men pladen gav hende en lille skare af kultfans, og i 2000 blev pladen genudsendt og satte hende igang med at lave nye sange. Efter 30 år tog hun fat på anden kapitel af sin kunstneriske karriere. Og det resulterede i 2005 i album nr. 2 Lookaftering, der fik en fin modtagelse både i kritikken og hos publikum. I 2007 blev Lookaftering fulgt op af en samling demooptagelser og singler, Some Things Just Stick In Your Mind. Og så blev der igen stille omkring Vashti, selv om hun havde meldt ud, at hun arbejdede med nye sange til en ny plade.

Den nye plade Heart Leap er nu på trapperne. Udkommer den 6. oktober. Efter sigende ligger den i klar forlængelse af de andre. Bunyan har selv lavet det meste omkring pladen denne gang og lyder som sig selv. Hvordan må vi vente med at høre.

Heartleap

1. Across The Water
2. Holy Smoke
3. Mother
4. Jellyfish
5. Shell
6. The Boy
7. Gunpowder
8. Blue Shed
9. Here
10. Heartleap

Sommervejret er lidt på retur med regn, torden, lyn og kølige vinde. Og det samme er min sommerferie. Jeg kan og skal ikke klage over ferien, hvor vejret har været det bedste, man kan ønske sig. Alligevel er det altid med en fornemmelse af, at ferien har været for kort, at det slutter. Sådan har jeg altid haft det. Så det kan heller ikke være anderledes….

Helt tilfældigt kom jeg til at se det seneste afsnit af tv-temarækken Anne og Anders på sporet af det tabte land, hvor hovedpersonerne – journalisten Anders Agger og kogekonen Anne Hjernøe – var draget til Sydsverige (Halland, Skåne og Blekinge). Udsendelsen er sådan en slags patchwork af populære tv-programmer – madlavning, rejseprogram med historiske informationer og talkshow – og ganske underholdende på sit eget upræntentiøse og uambitiøse niveau, hvor man ikke vil svinge sig for højt op, hverken journalistisk eller underholdningsmæssigt. På det jævne, på det jævne, der befinder vi os godt på DR.

Men musikken kom ind over, da journalisten kom ind på sporet af ABBA og en medvirkende på akustisk guitar kastede sig over titelnummeret til ABBAs album Arrival. Det andet instrumentalnummer i ABBAs korte karriere – og stadigvæk et meget smukt stykke musik, hvor man næsten kan høre, at komponisterne har tænkt i vokale baner, da de lavede det. Man kan næsten – men kun næsten – høre de to A’ers stemmer i baggrunden…

Lovende – som Mortal Tide er – kan man også roligt kalde Luke Sital-Singh, der også er et ubeskrevet blad ed en ny plade på trapperne (The Fire Inside). Igen er vi ovre i folkindierock. Og Luke lyder som en yngre udgave af Ron Sexsmith og har samme nemme for det melodiske. Så hvis albummet holder lige så meget som udspillet Bottled Up Tight, så er der noget at glæde sig til og over.

Amy Winehouse har gjort det. k d lang ligeså. Så det ligger næsten i kortene, at tiden førende damer på den musikalske spindeside før eller siden vil byge den gamle crooner Tony Bennett op til en duet og måske en svingom. I hvert fald forlyder det, at den for længe siden annoncerede plade med Gaga og Bennett nu omsider skulle være på trapperne. Det manglede da også bare.

Jeg er ikke den store fan af Gaga, men ser det som en formildende omstændighed, at hun læner sig op ad mesteren selv…