Aarhusiansk punk: Fright Eye
28. februar 2015
Op fra undergrunden af den aarhusianske musikscene kommer bandet Fright Eye med deres eponyme debutalbum. (Shordwood Records). Fright Eye spiller uforfalsket, moderne punk.
februar 2015 arkiv
Jenny Lewis – på Verdenscafeen
28. februar 2015
Jenny Lewis’ The Voyager var et album, der stak ud for mig i det forgangne år. Lewis’ kan det der med at skrive tekster, der hæver sig over gennemsnittet. Hun kan også skrive gode melodier. Her er hun i et interview og en lille optræden på NPRs World Cafe. Følg dette link.
Foto lånt fra NPRs side.
Dagens citat – af Bob Dylan
27. februar 2015“Have I ever played any song twice exactly the same?â€
“No, Bob, no.â€
“See? I don’t do that.â€
Bob Dylan til Uncut, der har en feature om Dylan og hans medarbejdere.
Â
Capac anbefaler: Paul Sawtelle & The Brotherhood of Soul – Virtual Insanity
27. februar 2015
For mange år siden kunne jeg endnu – engang imellem – tænke, at jeg skulle lære at beherske et musikinstrument. Og hvis det ikke skulle være elguitaren, så skulle det være saxofonen. King Curtis, Karsten Vogel, Wayne Shorter, Stan Getz og andre jazz-instrumentalister havde forført mine ører med dette instruments rigt facetterede udtryk. Men sådan blev det ikke, fordi mange andre ting – studier og familieliv ikke mindst – tog min tid og førte mig et andet sted hen.
Men er saxofonen ikke et lidt overset instrument i moderne populærmusik? I det mindste hvis man ser bort fra det rolle i baggrunden af et bands eller en solists udfoldelser? Det er i hvert fald ikke hver dag man støder på en plade, hvor saxofonen er i forgrunden, sådan som det er tilfældet på Paul Sawtelle & The Brotherhood of Souls nye plade Virtueal Insanity.
Paul Sawtelle er nok et relativt ubeskrevet blad herhjemme, men han har været aktiv i musikken i over 30 år som arrangør, bigbandleder, sideman, sessionmusiker og altså også som solist. Og virtual Insanity er mig bekendt Sawtelles første plade i eget navn. Dog med den tilføjelse, at pladen selvfølgelig ikke kunne være blevet til noget, hvis ikke Sawtelle havde fået hjælp og støtte fra en lang række mennesker. Ikke mindst det fine band Brotherhood of Soul (Tommy Sandovallegos, slagtøj, Maurice Bailey, trommer, Eugene Bien, tangenter, Gerald Turner, bas og Rikk Beatty, guitar) og musikalske venner (sangerinderne Jessica Lynne, Kitt Bender og Izzy Parker, rapperen Mr. Von, trompetisten Owour Arunga, trombonespileren Greg Karmer, sangskriver og pianist Jeff Lorber og mange flere (ingen nævnt, ingen glemt som man siger). En soloplade, men også et kollektivt projekt.
Og den musik, man oplever gennem pladen rækker ud over samtidens lyd og griber tilbage til dengang, hvor den såkaldte jazzrock fik sit store gennembrud i 1970’erne med navne som Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Mezzoforte, Spyro Gyro og mange flere. En tid, hvor elektisk fusionering af rock, pop og ikke mindst jazz var med til at sætte en ny dagsorden i populærmusikken. På godt og ondt. Og der kom mange fine plader og koncerter ud af den stuvning.
Virtual Insanity samler på en måde tråden op fra den tendens, men gør det samtidig på en nutidig facon. Hvor halvfjerdsernes jazzrock godt kunne gå hen og blive lidt langhåret, nørdet og for feinschmeckere, der er Paul Sawtelles og Co’s plade med et klart kommercielt og mainstreamorienteret sigte. De musikalske udfoldelser på de ialt otte numre er underlagt de gode sange, selv om der er rigelig med plads til soloforløb og improvisationer hen ad vejen. Lige fra det indlende nummer (skrevet af Alan Parsons & Eric Wolfson) “I wouldn’t want to be like you”, der fik mine associationer trukket i retning af den gamle jazzrock, over “Why can’t we live together” (af Timmy Thomas), hvor sangerinden Izzy Parker får lov til at folde sig ud på smukkeste vis med en utrolig dejlig stemme, der får modspil af rapperen Mr. Von, der meget befriende får sin rap til at falde helt naturligt ind i den alt andet en simple musik og videre til fx den afsluttende ballade “When I was your man”, hvor Sawtelles saxofon får lov til at runde pladen af med en smuk, melankolsk tone, der helt er i tidsåndens tegn.
Virtual Insanity er ikke virtuel galskab, men en meget varieret plade, der fremstår som en funklende helhed, hvor jazz, rock og pop smelter smukt sammen og hvor instrumenterne få lov til at træde frem med deres respektive kvaliteter. Hvis man er til fusion af jazz, pop og rock, så går man bestemt ikke galt i byen ved at investere i Virtual Insanity. Hermed varmt anbefalet.
Paul Sawtelle & The Brotherhood of Soul – Virtual Insanity – London Tone Music
Lyt til Sawtelle – her.
Japansk garage-psych fra gamle dage: The Savage
26. februar 2015Blandt de mange obskure udgivelser med opsamlinger af g(l)emte lydstumper fra tressernes beat, finder man også en serie fra pladeselskabet Planet X Records med musik fra Japan i tresserne. En af dem hedder “Slitherama, vol. 3”. Og på den finder man nedenstående rå og medrivende udgave af Spencer Davis Groups “Gimme some lovin”. The Savage lever op til bandnavnet og tilfører det i forvejen gode rocknummer al den rå garagelyd, man kan ønske sig. 1:43 koncentreret garage.
Tilbage til udgangspunktet – Erindringsglimt fra tvs barndom med Jimi Hendrix
25. februar 2015En god ven har fundet dette herlige tv-klip fra min barndoms tyske tv. Det tidligere omtalte musikprogram Beat Club besøger i 1967 Marquee Club i London og præsenterer seerne for det sidste nye inden for beatmusikken. Fra Geno Washington over Smoke til Jimi Hendrix Experience, Mannfred Mann og Small Faces.
Hvis jeg ikke husker helt og aldeles forkert, så var det i denne udsendelse, jeg så og oplevede Jimi Hendrix Experience for allerførste gang. Det passer meget godt med konferencierens kommentarer, der tyder på, at vi er lige omkring udgivelsen af “Hey Joe” og “Purple Haze”, de to store hits i Hendrix-kataloget. Debutsinglen “Hey Joe” udkom i 1966 og “Purple Haze” i marts måned 1967. Nyd dette store øjeblik i tvs historie.
Father John Misty: Bird on the Wire – Cohen-cover
24. februar 2015En af de mest omtalte og roste udgivelser i 2015 har været Father John Mistys I love you Honeybear. Her er Misty med en lige ud af landevejen enkel udgave af Leonard Cohens gamle klassiker “Bird on the Wire”.
Capac anbefaler: Caper Clowns – Type your text here
23. februar 2015
Caper Clowns er et fem mand stort band fra den fynske hovedstad Odense. Og pladedebuterer de med den charmerende EP Type your text here. Rick Krogh Kingo Hansen (sang, guitar og meget mere), Christian Højgaard (bas, sang og melodica), Peter Højgaard (trommer, sang og guitarer), Sebastian Storm (guirat og sang) spiller charmant indiepoprock, der i bakspejlet øjner britpoppens store navne og bag dem tresserbeatmusikken med flagskibet Beatles som indirekte impuls. Vi har altså at gøre med popindsmigrende, melodiøse sange, der bæres frem af flotte vokalharmonier på en solid bund af indierock kombineret med komplekse lydbilleder, der sat sammen af alskens lyde – lige fra sitaren (Beatles!) over bouzoukien til diverse keyboards.
Traditionsbunden indierock af bedste skuffe med fem varierede sange, der giver løfter om meget mere – og snarest må kunne resultere i et fuldlængdealbum inden for en overskuelig fremtid. Byd velkommen til Caper Clowns, der ikke revolutionerer indierocken, men er et levende bevis på, hvor vital den moderne poprock er – trods alt. Hermed anbefalet. Varmt.
Caper Clowns. Type your text here. Produceret af Mads Tønder & Søren Zahle. Eget pladeforlag. Udkom den 9. februar.
Lyt til Caper Clowns på deres hjemmeside.
Capac anbefaler: Bank – Need you tonight
23. februar 2015
Det er ikke hver dag, man bliver præsenteret for en dansk plade, der er produceret i countrymusikkens Mekka, Nashville. Men det er tilfældet for Henrik Banks debut-EP eller -minialbum Need you tonight, der udkommer i dag. Med hjælp fra den kendte guitarist, producer m.m. Larry Beaird, der bl.a. har arbejdet sammen med Dolly Parton, Faith Hill og andere store navne udi countrymusikkens rigt varierede former. Og med hjælp fra et imponerende hold af velanskrevne amerikanske studiomusikere (ingen nævnt ingen glemt…) har Bank og Beaird fået skruet en plade sammen, der ikke alene imponerer ved sin internationale lyd og sit meget høje musikalske niveau, men også føjer et nyt kapitel til fortællingen om de mange danske sangskrivere af format, vi efterhånde har at byde på. Bank springer ud som fuldbåren sangskriver og sanger med denne lille EP. Så er det sagt.
De ialt seks sange handler om livets – og ikke mindst kærlighedslivets – op- og nedture. Og det er helt efter bogen i poppens verden. Og sangene står flotte med nogle særdeles iørefaldende melodier, der smukt fremføres af Banks behagelige, maskuline stemme. Og lyden – lyden – ja, den minder mig mest af alt om plader fra halvfjerdserne med navne som Eagles, Doobie Brothers, Toto m.fl. Country? Ja, i hvert fald hvis vi accepterer den side af countrymusikken, der for længst er blevet opsuget og -slugt af kommercialismens middelstrøm (mainstream). Moderne, velbehagelig, vellydende countryrock uden kanter og knaster.
I den sidste (bonus)sang på pladen “En mening med alting” vover Bank pelsen og synger på dansk. Og da det lykkes mindst lige så godt som i de engelsksprogede sange, så kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv – og ønske – om ikke Bank på sin næste langspiller (for den må jo komme…) vil tone rent flag og synge alle sangene på modersmålet? Det er oplagt.
Det korte af det lange er, at Bank med Need you tonight har fået en debut, der fortjener mange lyttere – og som burde kunne gøre sig både på de danske radiostationer og på det eftertragtede amerikanske marked. Hermed anbefalet.
Danmarks husorkester er tilbage: TV2 – Det gode liv
23. februar 2015
Med den helt rigtige titel – Det gode liv – vender danskernes poprockhusorkester TV2 tilbage med en ny plade på fredag. Som sent omvendt TV2-fan må jeg selvfølgelig have fat i den plade. Og singleudspillet “Frys” tyder på, at gruppens lyd og udprægede sans for den gode sang stadigvæk er at finde.
Sange fra nu og da: Lloyd Cole på radioen
22. februar 2015Lloyd Cole optræder akustisk på radio KEXP, hvor han synger nye sange og griber tilbage til gamle dage med The Commotions.
Steve Earle & the Dukes: Baby, Baby, Baby [Baby]
22. februar 2015Rootsrockeren Steve Earle er aktuel med et nyt album sammen med sine Dukes: Terraplane. Og som sangen “Baby Baby Baby” understreger, så er der igen tale om americana af den mest rodfæstede slags.
Dagens politisk ukorrekte sang: Take this job and shove it – Dead Kennedys
21. februar 2015Take this job and shove it
I ain’t working here no more
I will not get all the pieces
I’ve been working for
Paper cups, minimum wage
Just walk on out the door
Take this job and shove it
I ain’t working here no more
Take this job and shove it
I ain’t working here no more
I will not get all the pieces
I’ve been working for
Paper cups, minimum wage
Just walk on out the door
Take this job and shove it
I ain’t working here no more
They’ll have you in this factory
From now on for fifty years
All this time I see my woman
Drowning in her tears
I see a lot of people who
Got to have a piece of me
I’d give the shirt right off my back
If I had the nerve to say
Take this job and shove it
I ain’t working here no more
I will not get all the pieces
I’ve been working for
Paper cups, minimum wage
Just walk on out the door
Take this job and shove it
I ain’t working here no more
Let’s all go use our sick leave up
And then we’ll shoot some pool
Got brand new skinhead hair cuts
You think he’s a fool
One of these days I’ll blow my top
Or somebody’s gonna pay
I’d hate to see the process
As you enter the factory and say
Take this job and shove it
I ain’t working here no more
I won’t let that shit bother me
That I’ve been working for
Paper cups, minimum wage
Just walk on out the door
Take this job and shove it
I ain’t working here no more
Take this job and shove it
I ain’t working here, ain’t working here, ain’t working here no more
1 minut og 30 sekunder varer denne lille opsang fra Dead Kennedys. I en arbejdsløshedstid er det måske ikke den mest politisk korrekte sang, men jeg vil bide mig selv i nakken på, at der er mange, der kunne have lyst til at synge med på denne lille rebelske opsang. Tag det job og stop det skråt op – frit oversat. Halvanden minuts koncentreret punkrock fra Amerika anno 1981 (Bedtime for Democracy).
I øvrigt lidt det samme tema som denne her:
Gang of Four:
21. februar 2015
Post-punkerne fra Leeds, Gang of Four, er tilbage med et nyt album med den indlysende rigtige titel What happens next?
Og at dømme efter forsmagen “Stranded”, så er der grund til at glæde sig. Post-punk-pop-rock.. af bedste skuffe.
Hey Jimi! – Jimi Hendrix før han blev guitares
20. februar 2015
Se godt på den unge mand til venstre på ovenstående foto. Er det ikke?! Jo, det er Jimi Hendrix – før der gik langt hår og hippieklæder i det. Før Jimi brød igennem lydmuren og satte nye standarder for, hvordan man spiller el-guitar. Og den gode nyhed er, at folkene bag Henrix-boet nu sammen med Legacy Recording udsender en plade med optagelser fra dengang, hvor Hendrix var en del af Curtis Knight & The Squires. You can’t use my name hedder pladen. Optagelser fra årene 1965 og 1966. Meningen er vist at begynde en kortlægning af Hendrix løbebane før gennembruddet gennem flere udgivelser. Vi får se, hvad den næste plade byder på.
