Indlæg tagget med punk

The Julie Ruin – pige- og drengepunk

12. august 2015

I min jagt på bands – ikke mindst pigebands – der excellerer i punk- og garagerock er jeg stødt på The Julie Ruin, der blev dannet i 2010 og består af Carmine Covelli, Sara Landeau, Kathleen Hanna, Kathi Wilcox og Kenny Mellman. I 2013 udkom deres foreløbigt eneste album Run Fast, der har alle de kvaliteter, man kan forvente af garagerock, der sparker røv…

Tilbage til Sods… Rock and Roll

19. juli 2015

Mit genhør med Sort Sol førte mig baglæns tilbage til dengang bandet hed Sods og var det førende, københavnske punkband. Her re-definerer bandet rock’n roll. Fra albummet Minutes to go, der sagtens tåler et genhør.

Girl Band – er ikke et pigeband, men fire fyre, der spiller (post)punk…

14. juli 2015

I Weekendavisen fremhæves Girl Bands koncert på Roskilde Festival som en af festivalens bedste. Og når man har lyttet til gruppens sange (dem der er tilgængelige på nettet, for bandet har vist kun udsendt en lille håndfuld for længst udsendte 7″ vinyler), så tror man gerne, at det dublinske drengeband kan gør et stort indtryk, når det kører for dem.

 

Belgisk punk anno 1978: Raxola – 84’s Man

7. marts 2015

Læserne af denne blog vil vide, at jeg har en stor svaghed for garagerock og – punkrock. Og da jeg i dag faldt over det belgiske band Raxola (!) og deres “84’s Man” måtte jeg have den med i bloggen. Der må være tale om en overset punkperle. Den holder på alle punkparametre…

 

Aarhusiansk punk: Fright Eye

28. februar 2015

Op fra undergrunden af den aarhusianske musikscene kommer bandet Fright Eye med deres eponyme debutalbum. (Shordwood Records). Fright Eye spiller uforfalsket, moderne punk.

Punken er ikke død og lugter stadigvæk mærkeligt… The Dwarves er tilbage

7. februar 2015

Med den selvbevidste titel The Dwarves Invented Rock & Roll er Chicago-punkbandet Dwarves tilbage på plade. Bandet stammer fra Chicago, men er i dag baseret i San Francisco. Fra begyndelsen har bandet gjort en dyd ud af at holde fast i punkens uforsonlige tilgang til provokerende tekster og beskidt garage-punkrock. Beskrivelser af bandets foreløbige karriere ligner mest af alt en manual i punkadfærd med alt, hvad der hører til af ballade, sex, stoffer, sprut osv. Og de betragtes af mange kendere som værende et af de få tilbageværende ægte punkbands. Men døm selv…

Chicago punk

15. januar 2015

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en forkærlighed for punken, denne uartige lillebroder til rock’n roll. Og det har heldigvis vist sig, at den bliver ved med at husere rundt omkring. Derfor har jeg med fornøjelse læst om punken i Chicago. Sitet Noisey (!) fortæller under rubrikken The Chicago punk scene er sær, lidenskabelig og meget, meget fuld om de mange bands, der dyrker punken i den amerikanske storby. Det er bands som Rad Payoff, Velocicopter, Dog & Wolf med mange flere. Et par smagsprøver.

 

Uforglemmelig punk: Perfect Pussy

24. december 2014

Inden vi alle får ris à la manden på tværs i halsen, kan vi lige nå at sparke juleladheden et vist sted. Og det sørger bandet Perfect Pussy for i et forrrygende beskidt, støjende liveset, der gør punkmusikken stor ære…

Red Aunts: A fucking punk band…

10. december 2014

unnamed

Syv år og fem album nåede pigepunkkvartetten The Red Aunts at efterlade sig, inden de gik hver til sit. De er et rigtigt punkband, der startede uden at have nogen som helst form for formel musikuddannelse eller lignende. Men som man kan høre på denne opsamling, så var de lærenemme inden for punkens og garagerockens æstetik.

 

 

En punk er død

10. december 2014

Dagens i går var ikke nogen særlig god dag. Faktisk en lortedag på mange måder, for nu at sige det lige ud. Bedre blev det ikke, da jeg ovre hos Mod Strømmen kunne læse, at en punklegende – Brian Goble – er død. Lidt yderligere research viste, at han kun blev 57 år og døde af et hjertetilfælde. Den canadiske punker var med i grimme punkbands som The Skulls, The Subhumans og D.O.A.

Pissed Jeans – et band uden finesse

6. november 2014

Her i bloggen har jeg et blødt punkt, når det gælder den beskidte, støjende rock, der trækker på punken og de foregående årtiers garagerock. Uforløst energi, få akkorder, enkle sange og sangtekster. Pissed Jeans (alene navnet siger en hel del om, hvor vi befinder os…) fra Allentown i Pennsylvania rendyrker den uforfalskede støjrock. Og deres debutalbum Shallow fra 2005 er netop blevet genudgivet i en digitalt forbedret udgave på Sub Pop. En lille perle inden for genren.  Siden debuten er der kommet yderligere tre album, senest Honeys fra 2013. Er man til den slags beskidt rock, så er Pissed Jeans ikke til at komme uden om.

 

 

Iceage pløjer ind i kærligheden

3. oktober 2014

Den københavnske punkkvartet Iceage overrasker de udenlandske anmeldere med deres nye plade Plwsoing into the Field of Love, fordi de blandt andet bruger strygere, horn, piano m.m. Men skinnet bedrager. Under overfladen kan man stadigvæk ane punkånden – og i teksterne er alt ved de gode gamle smertelige…

 

Punken – tur/retur – Buzzcocks og Stiff Little Fingers rører på sig

29. september 2014

Hele to legendariske halvfjerdser-punkbands stikker hovedet frem igen i denne tid. Det ene band er Buzzcocks, der udsender deres første nye plade i fem år, deres niende, The Way. Buzzcocks blev dannet i 1976 af Pete Shelley og  Howard Devoto og fik med deres popinficerede punksingler stor betydning for udviklingen af populærmusikken i speciel Manchesterområdet.

At dømme efter titelsangen The Way, så har de ikke helt glemt, hvad punken drejer sig om….

Og Buzzcocks anno 1978…

Også det nordirske punkband Stiff Little Fingers er på banen igen med deres tiende album og det første i 11 år. No Going Back hedder det. Stiff Little Fingers sprang frem i 77 og nåede at lave fire album, inden de for første gang gik hver til sit efter seks hektiske år. Fem år senere samledes de igen og har så nogenlunde holdt det kørende lige siden 1987.

Heller ikke Stiff Little Fingers har glemt deres ungdoms lærestykker…

Og sådan lød de dengang…

President Fetch sparker rocken i røven: Stamina

4. juni 2012

Stamina kalder det 25 år gamle rockband President Fetch deres nye album. Og på det sorte cover skimtes da også en blomst med ‘det mandlige reproduktive organ’, som er et af ordet staminas betydninger. Men ordet har andre betydninger. Fx udholdenhed og – sproghistorisk – ‘livstråd’, den tråd, som skæbneguderne har spundet. Og for at blive lidt i denne associative kæde af mandom, udholdenhed og tråd, ja, så går der en lige tråd fra albummet Stamina via The Sex Pistols energieruption, The Beatles’ yeah-yeah-yeah-rock’n roll og tilbage til Elvis’ roterende hofter, som Bruce Springsteen for nylig udnævnte til det moderne magisk øjeblik, hvor fjernsynstransmitteret rock’n roll foregreb en seksuel frigørelse, et kulturelt opbrud og et politisk opgør (borgerrettighedsbevægelsen bl.a.), som ville brede sig i årene efter.

Sagt på en anden måde så har President Fetch med deres energiske lige-på-og-hårdt-rock sat stikket i nede i den strøm af løssluppen energi, som har været en rød tråd i rocken, beaten, pigtrådsmusikken – eller hvad man nu vil kalde den – og uden hvilken rocken ville afgå ved en stille død eller blive pop.

President Fetch spiller en form for rock’n roll, der ikke tager fanger. Fra første taktslag er Per, Jens, Morten, Carsten og Anderz helt fremme på beatet med et tempo og en energi, der truer med at tage pusten fra lytteren. Med deres egen legering af beskidt, højoktan-punk, larmende garagerock og heavy i traditionen fra Led Zeppelin byder President Fetch på en adrenalinpumpende tour de force, der får denne lytter til at tænke på første gang, han lyttede til Sex Pistols Never Mind the Bollocks.

Til forskel fra sexpistolerne så kan President Fetch faktisk spille (godt) og på pladens elleve numre demonstrerer bandet, hvordan rockkagen skal skæres. Selv om musikken afleveres i et hæsblæsende tempo med masser af potente, drønende guitarer, buldrende basgange, feed-back-lyde og Morten K. Nielsens rå og lidenskabelige sang, så er det inden for de stilistiske fastsatte rammer en ganske varieret plade. Jeg vil ikke fremhæve enkeltnumre, for pladen fortjener at bliver lyttet til i sin helhed.

Stamina er et album, der allerede har fået plads på min mp3-afspiller, og den kandiderer til at blive en af de plader, jeg vil fremhæve, når året er omme. Bedre anbefaling kan det vel ikke få med på vejen herfra?!

Jeg kan desværre ikke spille noget fra pladen, men på YouTube kan man få en fornemmelse af, hvad bandet har at byde på. Pladen udkommer d. 6. juni på Angry Eskimo (Distribution: Gateway).

 

MDMD – punket garagerock på italiensk manér

21. august 2011

I forbindelse med mit arbejde lærte jeg Eugenio at kende. Eugenio spiller i et italiensk rockband. “Vi spiller rock”, slog Eugenio fast, da jeg spurgte til stilen. Og ingen tvivl om det. MDMD spiller rock, der nok er lavet i Italien, men lige så vel kunne lyde fra en garage i London eller i Akron, Ohio. Som The Undertones, The Ramones eller hvem man nu kommer i tanke om, så spiller de fire gutter i MDMD med volumenknappen skruet i bund, adrenalinfremkaldende tempo og en umiskendelig ungdommelig energi. Punk – Love – Fun kan man læse på MDMDs flyer – og det siger nok meget godt, hvad det drejer sig om. MDMD flytter måske ikke hegnspæle i rocken, men er et af de unge bands, der overbeviser en om, at rocken langt fra er død eller kører med rollator…

Middle Finger Man

Jack Ain’t Alone

Stories

Celebration Day