CAPAC

The Guardian vil vide, at instruktøren Juien Temple (The Great Rock and Roll Swindle m.fl.) skal lave en film om The Kinks med titlen You Really Got Me. Og lydsporet – vigtigt! – skal Ray og Dave Davies have ansvaret for. Hvis man har læst Ray Davies’ selvbiografi X-Ray vil man vide, at der er masser at fortælle om det gode gamle band. Så måske kan vi forvente en god film og – ikke mindst – et interessant soundtrack.

“I have just been born, war is over, but not completely. ‘It’s a boy!’ someone shouts from the footlights. But my father keeps on playing.

    I am a war baby though I have never known war, born into a family of musicians on 19 May 1945, two weeks after VE Day and four months before VJ Day bring the Second World War to an end”.

-Pete Townshend

Ja, Pete Townshend fyldte 70 i år, og det kan jeg da ikke sådan bare glemme.

Som han selv fortæller i citatet ovenfor, så blev han født ind i en familie af musikalske mennesker. Og som ganske ung fik han en billig akutsisk, spansk guitar af sin bedstemor Emma; og kort tid efter dannede han The Confederates sammen med skolekammeraten John Entwistle. De spillede traditionel jazz, der var inspireret af tidens jazz-ideoler Acker Bilk, Kenny Ball og Lonnie Donegan. Men rock’n roll kom til og smittede de unge mennesker. Og som tiden andre musikglade unge lyttede Townshend til tidlig rock og rul og blues. Som 19-årig forlod han uddannelsessystemet for at blive fuldtidsmusiker.

Første stop var The Detours, der var Roger Daltreys band. Og det spillede både skiffle og rock’n roll. Gruppen nåede at indspille Pete Townshends første selvkomponerede sang, inden bandet blev tvunget til at skifte navn til – The Who. Resten er historie. Rockhistorie. Who I am hedder Townshends erindringsbog – og han var og er The Who med mere end 100 sange på samvittigheden og et indiskutabelt lederskab af bandet.

Det retro-orienterede pladeforlag Sundazed har fået den gode idé at genudsende Lovin Spoonfuld i nye udgaver – i mono – på vinyl og cd. Og er man – som undertegnede – en stor fan af John Sebastian og Lovin Spoonful, så ser man frem til disse udgivelser. Lovin Spoonful og sommer er to sider af samme sag.

 

 

Efter nogle år i børnemusikkens tjeneste springer Tine Mynster med sin nye plade Hjerteland ud på dybt vand med et album, der retter sig mod de voksne. Og pladetitlen Hjerteland fører en på sporet af, hvad Tine Mynster har på hjerte.

Men man skal passe på med at drage forhastede konklusioner i retning af, at der er tale om endnu en popplade med kærlighedslyrik. For ganske vist er der sange om kærligheden. Som f.eks. den første skæring “dage som denne”, der forsøger at skildre den helt hverdagsnære kærlighed mellem mand og kvinde i et fast forhold: “Du vækker mig med et kys på min kind/ Du siger tak for i nat, nu lukker vi dagen ind/ Du ligner en der har sovet som en drøm/ Et nyt batteri der er fyldt helt op med strøm/ På dage som denne lever vi af kærlighed og kildevand/ På dage som denne er der ingen tvivl, du er min mand/ På dage som denne kan du få mig til at gøre næsten alt/ På dage som denne glemmer jeg de dage, hvor vi kun lever halvt.. osv. Eller en sang som “Jeg falder” om at falde for et andet menneske. Falling in love. Eller sangen “Bålet”, der sætter ord på perspektivet i den kærlighed, der afløser forelskelsens rus og varer ved.

Men skraber man lidt på tekstuniversets overflade, så kan man se, at Tine Mynster har lidt mere på hjerte end bare at ville skrive stærkt sympatiske sange om kærlighedens vilkår vores tid. Det afsløres f.eks. i en sang som “hvor går man hen?”: “Hvor går man hen når modet bakker?/ Hvor går man hen når blikket flakker?… Lad mig få et håb, når alting mørkner/ Når hjertets slag er som en hvirvelvind/ Giv mig troen på at tåren størkner/ Og lyset atter lukker håbet ind… osv.

Hjertet banker ikke kun for kærligheden, men for livet i det hele taget. I teksternes sprækker skimter man man andre emotioner end dem, der lige drejer sig om kærligheden til et andet menneske. Som i citatet ovenfor, hvor livsdrift og håb får ord. Eller i “tag mig med”, hvor hverdagslivets kærlighedsliv lukker sig om jeget på næsten klaustrofobisk vis og åbner for en næste centrifugal frihedstrang: “Tag mig med/ Tag mig med/ Lad os efterlade alt herhjemme -/ las os bare stikke af/ Jeg vil ha dig indeni og udenpå/ Trænger til at mærke dig“. Her bliver kærligheden en drift, der potentielt og i hvert fald for en tid sprænger det konforme hverdagslivs begrænsninger. Og vil man have flere eksempler, så skal man lytte til titelsangen “Hjerteland”, hvor det bliver klart at “hjerteland” er en metafor for en livskraft, der ikke sådan bare lader sig indordne under hverdagslivets diktatur eller konventionernes rammer: “Endnu en dag hvor hjertet ta’r sin egen udflugt/ Endnu en dag uden kontrol/ Endnu en dag hvor hjertet helt bestemmer farten” osv.

Tine Mynsters sange har altså mere på hjerte end blot endnu en ombæring silly love songs. Bag den hverdagsnære kærlighed, der beskrives indfølende, direkte og med en fin realisme i et ligefremt hverdagssprog, gemmer der sig en uregerlighed og næsten subversiv urkraft, der ikke sådan lader sig tæmme. Og det sikrer, at sangene ikke ender i ren forudsigelighed og alt for stor genkendelighed. Hvilket er et stort plus.

På den musikalske side har Tine Mynster fået assistance af Tom Kræmer Lindby, der er medproducer,  spiller flere instrumenter på pladen og er medkomponist til et par af sangene. Og sammen har de skabt nogle popsange, der er meget iørefaldende uden på nogen måde at falde i et med tidens radiopop. Der er snarere tale om behagelig voksenpop, der henvender sig til voksne, der har erfaringer nok fra kærlighedslivet til at sætte pris på de hverdagsnære tekster og har mærket det dyb, der åbner sig under dem. Og Tine Mynster synger sangene blidt og med stor følsomhed.

Tine Mynster. Hjerteland. Produceret af Mynster og Lindby. Gateway Music. Udkom i går.

“Bob’s greatness as a drummer was that he was economical…He had a tremendous natural swing, getting into the rhythm and mood of a song. He was a songwriter’s drummer, a great interpreter of a song, which no doubt is why Van chose him. When asked about his style, Bob would smile and say, ‘My way is the way of the ama-TEUR,’ with the French stress on the latter syllable.”

Nick Lowes mindeord om trommeslageren Bobby Erwin, der er død af kræft, 61 år gammel. Erwin er især kendt for at være trommeslageren bag Van Morrison og Nick Lowe. Nick Lowes mindeord fortæller vist alt om, hvad Erwin stod for.

Vi står på kanten af sommeren 2015 (kom nu!), og hvad der ville passe perfekt til en solrig og varm sommer ville være et popalbum, der havde sol og sommer i blodet. Så det er heldigt, at Virgin Suicide med deres debutalbum kommer som kaldet og udfylder den mangel. For debutalbummet med store fersken på coveret er med sine forførende popsange og lette rock sådan en plade, der kun kan ramme et gammelt pophoved som sommersolens varme stråler.

Martin Grønne har skrevet de flete af sangene (med undtagelse af “2nd Wave”, der er lavet af Terkel Atsushi Røjle). Og Grønne og Røjle har nærstuderet den melodiøse rockmusiks store grønspættebog og kender såvel tresserbeaten som dens arvtagere i britpoppen – og det, der ligger derimellem. Og sammen med Sune Rose Wagner, der har stået for miksningen af pladen, har det skabt et album, der emmer af lys og let sommerpowerpop, der fremstår som en velkommen modgift til tidens hang til halvmørke og melankoli.

Grønne fører an med sin lyse mandestemme, der ud over at fremkalde alskens retro-associationer til store tresserbands passer som fod i hose til musikkens emotionelle opdrift og livsbekræftende, legende lethed. Og det understøttes af Grønnes og Røjles ringlende og legende guitarer, der sammen med Som Thoft Jensens medrivende trommer og Kristian Schøtt Kyvsgaards pulsfølgende basspil løfter sangene op i et fængende svæv af popsødme og let-om-hjertet-hed…

Hvis man elsker pop og melodiøs rock så er der ingen grund til ikke at tage et stort bid af fersknen og tage Virgin Suicide til sig. Martin Grønne og hans venner gør man klogt i at holde øje (og øre) med for de tilfører danskrocken både nogle rigtig gode popsange og en savnet livsbekræftende energi. Denne plade er en af mine årsfavoritter, ingen tvivl om det. Hermed varmt anbefalet.

Virgin Suicide. Virgin Suicide. Produceret af bandet og Lars Vognstrup. Nordic Music Society. Udkommer i dag.

“Mable sky”

Som lovet ville jeg vende tilbaget til Rangleklods og deres nye album Straightjacket, når den udkom. Og det sker i dag.

Rangleklods er en duoe, der består af Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen. Og netop denne konstellation er med til at sikre, at musikken på pladen ikke falder i den faldgrube, som den elektroniske musik altid trues af, nemlig at ende i en kold og steril lyd. For Pernille Smith-Sivertsens meget fine, lyse pigestemme giver musikken en emotionel og kropslig dimension. Det illustreres godt med singleudspillet  “lost u”, hvor Sivertsens stemme fungerer som kontravægt til en bastant og dansant tung rytme og sikrer at det melodiske ikke forsvinder i electronicastøjen. Ellers bevæger Straigtjacket sig mellem den firserinspirerede electro-pop (Depeche Mode m.fl.), den beats og groove-dyrkende danseorienterede lyd – og så den regulært eksperimenterende electronica. Og pladens styrke er nok, at den er så vidtfavnende i sit udtryk. Der er noget både for den, der elsker at danse og fest i små metropolklubber, festivalfolket med fadøl i hånden og så dem, der foretrækker at opleve musikken gennem de hjemlige højtalere eller høretelefoner. Straightjacket har en meget international lyd, der både leder tankerne hen på den tyske elektronica (fra Kraftwerk til David Bowies Berlin-trilogi) og til de britiske poppionerer fra firserne. Men der er også noget nordisk over pladens mere melankolske og mørke sider.

Rangleklods er et godt bud på moderne dansk electronica, der med lethed løfter arven fra de foregående årtier, og som bør finde vej til såvel radioernes playlister og sommerens mange udendørskoncerter. Hermed anbefalet.

Rangleklods. Straightjacket. Tambourhinoceros. Udkommer i dag.

 

Det unge, danske jazz-mundharmonikatalent Mathias Heise har etableret jazz-fusions-orkestret Mathias Heise Quadrillion, der netop er debuteret med albummet Sudden Ascent. Det er fusionsmusik, der blander jazz, rock og andre af nutidens udtryksformer – f.eks. og markant: spoken word – med hinanden og skaber en musik, der besidder de bedste kvaliteter fra de forskellige ingredienser – jazzens improvisatoriske leg med melodier og harmonier, rockens kropslighed og puls og så videre.

Og Sudden Ascent skriver sig smukt ind i en tradition, der går tilbage til halvfjerdsernes store navne som Weather Report, Mahavishnu Orchestra, Herbie Hancock, Return to Forever og mange andre grupper, der lavede banebrydende fusiionsmusik og satte baren meget højt. Men Mathias Heide (harmonika, keyboards og spoken word), Mads Christiansen (guitar), David Vang (bas) og Aksel Stadel Borum (trommer) har uforfærdet kastet sig ud i projektet og er landet med held med et album, der ikke kun skaber fusion, men også lader de enkelte stilelementer skinne markant igennem. Her er øjeblikke, hvor Mathias Heise med sin harmonika forbigående leder tankerne hen på mesteren Toots Thielemans (f.eks. titelnummeret), og der er øjeblikke, hvor man genkalder sig Weather Report på højdepunktet i deres meditative hjørne (f.eks. “House of Fog”).

Med Sudden Ascent tilfører Quadrillion ny ilt til en genre – fusionen – der ellers kunne se lidt udtørret ud her i 2015. Og det er velkomment. Jeg håber, at man vil give pladen og gruppen en chance og lytte til dem. Hermed anbefalet.

Mathia Heise Quadrillion. Sudden Ascent. Giant Sheep Music. Udkom den 10. maj

Donovan, Incredible String Band og britisk tresserfolk. Det er de associationer, som new-zealanske Dodson and Fog giver anledning til. Den aktive lytter har samlet en indføringsantologi, der smager af mere:

Vi skal tilbage i tiden – til capacs barndom i Esbjerg. Takket være en Facebook-gruppe, der dyrker nostalgien vedrørende barndomsbyen Esbjerg, er dette unikke foto fra barndommens gade dukket op. Fotoet viser noget af gadekrydset mellem Nygårdsvej – hvor capac boede – og Sjællandsgade. Et gadekryds af stor betydning, fordi det gav plads til “ismutter”. På hjørnet til højre ser man en lille trappe. Den førte ind til det nærmeste “ismejeri”, hvor “ismutter” – en ældre kvinde (med forbehold for min daværende alders fordomsfuldhed…) – regerede og stod for salg af tidens mælkeprodukter og et lille udvalg af is og slik. Det var barndommens slaraffenland. Det var her, der blev købt is fra Premier is (blandt andet røde, gule og grønne sodavandsis, flødeis med kandis, eksimois og “ishuse”, når det gik højt) og lidt slik, f.eks. lakridsstænger.

På det modsatte hjørne kan man skimte lidt af slagterforretningen (Theilgaard) og lidt nede ad Sjællandsgade i en kælder befandt den lokale skomager sig. Ham besøgte jeg flere gange for at for forsålet mine forældres og mine sko. Jeg husker endnu en venlig mand og lugten – eller skulle jeg skrive: duften – af læder og lim.  En svunden tid. Jeg er dybt taknemmelig for dette gamle sort-hvide foto, der må være taget fra en lejlighed i Nygårdsvej 125 (cirka). Tak til Mogen Matthiesen for fotoet.

PS. Og så kom jeg lige pludselig bort fra den lille historie, jeg ville fortælle.

Engang fik vi drenge den slemme idé, at vi ville snyde ismutter – også kaldet slitmutter. En af drengene (navnet holder jeg for mig selv) have fået en udenlandsk mønt af sin far. Den lignede meget datiden femkrone og så udtænkte vi os den drengestreg, at vi ville købe is for fem kroner hos slitmutter. Den hoppede den gamle dame nok på, tænkte vi. Og som tænkt så gjort. En af drengene blev sendt over i butikken. – Og han kom ganske vist tilbage med favnen fuld af eskimois. – Men, men. Til historien hører så, at den pågældende dreng med møntet siden fik at vide af sin far, at mønten var en hollandsk mønt, der var meget mere værd en fem kroner… Så må sket retfærdigheden alligevel fyldest dengang for mange år siden…

Leaving and Believing er en jazz-plade. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at modificere udsagnet. For da jeg lyttede til pladen første gang blev jeg ført tilbage til dengang i min barn- og ungdom, hvor jeg altid sad med hovedet inde i radioen og lyttede. Og ofte kom der den slags jazz ud af højtalerne: Jazz, der umiskendeligt bar jazzens vandmærke – ikke mindst den improvisatoriske tilgang til musikken – men også lænede sig kærligt og kælent op ad poppen. Og sådan er det med trioens plade. Alene valget af sange – bl.a. af Lennon og McCartney (Fool on the hill), Bacharach og David (Alfie), Sebastian og Dave Brubeck (In our own sweet way) afslører Majlands og co’s forkærlighed for den gode popsang. Det samme gør i øvrigt Nicolai Majlands egne kompositioner.

Leaving and Beileving er en plade, der i lige høj grad appellerer til jazz-elskeren og pophovedet. Numrene er naturligt nok centreret om Nicolai Majland piano, der har en dejlig varm og velbehagelig lyd. Og Majland backes lydhørt og kongenialt op af Michael Dalgas’ trommespil og Jens Kristian Andersens diskrete, men også markante bas (lyt fx til den lille solo i “Fool on the Hill”). Og så har trioen fået  assistance af jazzsangerinden Sinne Eeg på et par af numrene, og Eegs stemme tilfører musikken en ekstra dimension af sanselighed og krop, som musikken ikke må mangle. Faktisk måtte Eeg gerne have fået mere plads på pladen – efter min mening.

Konkluderende vil jeg sige, at trioen har fået lavet et album i krydsfeltet mellem jazz og klassisk pop som burde kunne tilfredsstille alle lyttere med præferencer inden for de to genrer. Hermed anbefalet uden forbehold.

Nicolai Majland Trio. Leaving and Believing. Gateway Music. Udkom d. 10. maj

Musikeksempler kommer, så snart de bliver tilgængelige…

Her i bloggen har vi stødt på Lotte Andersen i forbindelse med hendes optræden i Aarhus Teaters opførelse af Sondheim-musicalen “Sweeny Todd” og Beatles-teaterkoncerten “Come Together“. Og nu er Lotte Andersen så aktuel med et nyt album, hvor hun dyrker sangerinden Lotte Andersen. Radiumusic hedder pladen, der er kommet i stand i et samarbejde med tekstforfatteren Neill Cardinal Furio, komponisten Søren Møller og electronica-kunstneren Spejderrobot.

Der er tale om en slags concept-album, idet Furios tekstunivers kredser om naturvidenskabelige temaer som radioaktivitet, røntgen, kvantefysik og lignende epokegørende opdagelser. Sangene fremstår som små historier og dialoger, og det er med til at give det samlede udtryk en dramatisk, ja teatralsk, karakter. Det passer godt til Lotte Andersens teaterskolede sangstemme, der bevæger sig mellem det reciterende – som f.eks. i sangen “Serpentine dance” – og regulær, kraftfuld sang (også i samme sang som eksempel). Ja, undervejs kan man godt forestille sig, at Radiumusic kunne resultere i en eller anden form for teaterkoncert. Ja, det ville være oplagt, for det er netop i kraft af at befinde sig i interferensfeltet mellem teateret på den ene side og moderne populærmusik på den anden side, at dette album udmærker sig og gør krav på lytternes opmærksomhed.

I pressematerialet til pladen kaldder man musikken for pop noir. Og der er da også noget mørk og alvorligt over musikken, hvilket selvfølgelig hænger sammen med teksternes tematiske seriøsitet. Og der er popvellyd, men især den slags pop, vi netop har oplevet i mange af de såkaldte teaterkoncerter. Pop, der er alvorlig, melankolsk og mørk, fordi den bærer tekstuniverser, der er lige netop det.

Man kunne også beskrive det på den måde, at Lotte Andersen, Søren Møller, Neill Cardinal Furio og Spejderrobot er lykkedes med at lave et voksent popalbum for de lyttere, der gerne vil have lidt til både hjernen og kroppen. Lidt at tænke over og tygge på, og lidt at synge med på og måske også danse lidt rundt til. Som sådan anbefaler jeg pladen.

Lotte Andersen. Radiumusic. Er udkommet.

Medens vi venter på en restaureret DVD/Blue Ray-udgave af “Let it be”, kan vi fornøje os over nogle videosmagsprøver, der er dukket op på Beatles Youtube Channel. Fx dette lille klip:

På den udmærkede side om danske hitlister leder man forgæves efter Four Jacks. Kvartetten er kun repræsenteret med et enkelt nummer, og forklaringen er enkel nok. Hitlisterne går nemlig kun tilbage til 1963, og Four Jacks havde deres storhedstid før. Deres to LP’er er begge fra 1960. Men Four Jacks var en del af min barndoms musikindoktrinering. Og i dag kom jeg i tanke om landeplagen “åh Marie, a ve hjem te dig”, som alle ungerne i baggården kunne tekst og melodi til… Jeg vil ikke sige, at det er en mindeværdig sang, men den hører dog ubestrideligt til barndommens lydtapet.

Vi siger farvel til en af de helt store kanoner inden for the blues. Forventeligt er B. B. King død i en alder af 89 år. For ikke så længe siden blev han indlagt på et hospice – så vi vidste godt, hvor det bar hen med den gamle kæmpe, der med sin livstrætte stemme og klagende guitarlyd foretog rejsen fra Mississippis blomuldsmarker til verdens store koncertscener, som New York Times-nekrologskriver pointerer. Og King var en af de vigtige figurer, der var med til at forme den britiske R&B-funderede beatmusik med Rolling Stones, Yardbirds og mange andre navne.Og han vedblev at være inspirator for dem – fx for Rolling Stones og Eric Clapton. De kunne altid vende tilibage til King, fordi det var her man fandt den rene vare – den rigtige blues. Tak for alt B. B.