Jeg har reklameret for dem før, og de har været vist på tv før, alligevel gør jeg det igen. I aften kl. 23.20 viser DRK noget af musikdokumenteraren Woodstock Diaries fra 1994. Og her er der mulighed for at (gen)opleve Joe Cocker, Country Joe & The Fish, Ten Years After, The Band, Johnny Winter, Crosby, Stills, Nash and Young, Paul Butterfield. Sha Na Na og Jimi Hendrix. Musikinteresserede og nostalgikere må kende deres besøgelsestid…
Â
Keef pryder (hvis man kan udtrykke det sådan) forsiden af magasinet Mojo og lægger ryg til en medfølgende opsamlingscd, der giver indtryk af, hvad der musikalsk set har formet ham. Og inde i bladet giver Keef udtryk for, at der kommer en ny plade med Stones senere på året. Og at det er Mick Jagger, der er har sagt det. Så må det jo være sandt, ikke?!
Måske har jeg bragt den før – Fats Waller og “I’m gonna sit right down and write myself a letter” – men gør det gerne igen. Ikke bare er det en dejlig melodi, fremført på smukkeste vis af Fats. Men det er også en genial sangtekst, som en gammel universitetslektor engang citerede i en af sine kloge afhandlinger (med en teoretisk pointe…). Og nu dukkede den altså op igen i mit hovede, inspireret af en blogvens Facebooksindlæg..
På Gnags’ Facebook står at læse:
“Det er med stor sorg, vi må meddele, at Ivan Sørensen, GNAGS legendariske orgelspiller og keyboard-mand fra 1972-2003 er død i Ajstrup den 22.7.
Ivan blev født i Aalborg af musikalske forældre. Karen var servitrice og Ingeman arbejdede ved DSB. Og så havde de sammen et band, der spillede til dans på byens restauranter. Og Ivan viste meget tidligt evner for det musikalske. Han spillede med – først på mandolin, så på guitar, klaver og orgel. Ivan var gennemmusikalsk. Nyn en melodi – og Ivan kunne spille den.
I 60´erne flyttede familien til Bredballe ved Vejle. Og Ivan fortsatte med musikken. Nu var det blues, rock og soul, der fangede hans interesse. Han mestrede hele repertoiret – og rygterne gik om et usædvanligt musikalsk talent. Og sådan et kunne GNAGS godt bruge. Så allerede som 15-årig flyttede han ind i kollektivet hos os i Aarhus, hvor han spillede med på samtlige koncerter og samtlige pladeindspilninger fra 1972-2003.
Specielt som Hammond-organist var Ivan uovertruffen. Hans sans for det harmoniske, hans feeling og ustoppelige fantasi. Spil som et bål, der knitrer, spil som havet, eller vand, der risler ned ad bakke. Ku´ du lave sådan lidt markedsstemning, hvor det dufter sødligt henne fra pigen med de glasserede æbler? Ivan mestrede det hele. Også salmerne, sangene fra sangbøgerne og viserne.
Hvad mange plejehjem har nydt godt af, for Ivan svigtede heller aldrig de gamle. Han kom i det mindste altid lige og spillede til Juleafslutningen.
Æret være Ivan Sørensens minde.”
Hvil i fred.
I går var det nøjagtig 50 år siden denne fine sang (og singleplade) blev udsendt:
Jeg har tidligere averteret lidt for Ezra Furman, der er repræsentant for den retroaktive, unge rock, der åbenlyst bygger videre og oven på tressernes gadedrenge og -pigerock. Den fra garagen og mor og fars kælder. Og nu er han på banen igen med et nyt album, der igen fremturer med denne energiske og betagende holmgang med fortidens uforfalskede rockmusik. Perpetual Motion People hedder pladen. Nybegyndere i Ezra-fanklubben kan begynde her..
Det er i denne weekend 50 år siden, Bob Dylan begyndte sin elektrificering af musikken. Her fortæller Murray Lerner – filmmand – om det afgørende øjeblik på Newport Folk Festival.
Er Neil Young rockmusikkens svar på litteraturens bedrøvelige ridder Don Quijote, der kæmpede sine brave kampe mod store vindmøller? I hvert fald er Neil Young en mand med sine meningers mod og han kæmper en brav kamp mod den store kemikoncern Monsanto, der bl.a. arebjder med genmodificerede afgrøder, fx. soyabønner. På sin seneste plade går Young til angreb på Monsanto (og andre virksomheder). Og nu følger han op med en lille dokumentarfilm, der fortæller den bedrøvelige historie om en bondes kamp mod netop Monsanto.
Young har fået knubbede anmelderord med på vejen for sin holdningsplade og bebrejdes bl.a., at han musikalsk set ikke har noget nyt at byde ind med, men blot serverer gammel rockvin på nye flasker. En kritik, jeg har svært ved at godtage. Dels er kravet om stadig fornyelse en fortærsket kliché i rockjournalitikken, og dels skal man ikke glemme, at Young gennem årene har været ikke bare ufattelig produktiv, men også genremæssig bredtfavnende som få. Så det er en unfair og bigot kritik efter min mening.
Efter udgivelsen af det fortrinlige bokssæt Five guys walk into a bar med Faces, skulle man tro, at dette uforlignelige britiske band ville være boksificeret en gang for alle. Men nej. Sådan skulle det ikke være. Nu har nostalgikerne hos Rhino Records fundet ud af, at bandets fire studioalbum skal genudgives samlet i udvidede udgaver. You can make me dance, sing or anything (1970-1975) hedder herligheden, der lover inkarnerede fans og nybegyndere hele 26 ekstranumre med Rod Stewart, Ronnie Wood, Kenney Jones, Ronnie Lane og Ian McLagan, Oven i købet skulle de fleste aldrig før have været udgivet (uden for bootlegmarkedet forstås). Så nu bliver jeg nok nødt til at tælle på knapperne. For Faces står mit musikhjerte nær… Kom så Rod, syng en sang for os…eller to, tre stykker.
Jeg har flere gange slået nogle slag for country-trioen Pistol Annies – og for medlemmet Ashley Monroe, der har flere soloplager i baggagen. Og nu er sidstnævnte aktuel med et splinternyt album med titlen The Blade. Den kan man lytte til lige her… Anbefales alle med en svaghed for moderne country.
Slade er ikke gået helt i glemmebogen. Deres julesang sørger for, at erindringen om dette engang så berømte britiske rockband ikke helt visner hen. Hver gang juleopsamlingspladen genoptrykkes lyder sangen fra alskens radiokanaler. Merry Christmas everybody…
Jeg har aldrig været en stor fan af Slade, men anerkender gerne, at de var store og meget populære dengang i halvfjerdserne og at der var noget særligt britisk over dette band. Og derfor er det vel fortjent, at plademærket Salvo Music, der specialiserer sig i luksuøse pladeudgivelser, udsender luksusboksen When Slade Rocked the World 1971-1975, der består af fire vinylplader, en flexidisc, en to CD-samling med musikken fra gruppens fire album og en oppulent bog med historier og erindringer om bandet. Plus et genoptryk af George Tremletts bog The Slade Story. Kort sagt en boks, der må ramme enhver rigtig fan lige i hjertekulen (og tegnebogen). Prisen bliver i omegnen af 100 £.
If you could read my mind, love
What a tale my thoughts could tell
Just like an old-time movie
‘Bout a ghost from a wishin’ well
In a castle dark or a fortress strong
With chains upon my feet
You know that ghost is me
And I will never be set free
As long as I’m a ghost that you can’t see
If I could read your mind, love
What a tale your thoughts could tell
Just like a paperback novel
The kind the drugstores sell
When you reach the part where the heartaches come
The hero would be me
But heroes often fail
And you won’t read that book again
Because the ending’s just too hard to take
I’d walk away like a movie star
Who gets burned in a three-way script
Enter number two
A movie queen to play the scene
Of bringing all the good things out in me
But for now love, let’s be real
I never thought I could act this way
And I’ve got to say that I just don’t get it
I don’t know where we went wrong
But the feeling’s gone and I just can’t get it back
If you could read my mind, love
What a tale my thoughts could tell
Just like an old-time movie
‘Bout a ghost from a wishin’ well
In a castle dark or a fortress strong
With chains upon my feet
But stories always end
And if you read between the lines
You’ll know that I’m just tryin’ to understand
The feelings that you lack
I never thought I could feel this way
And I’ve got to say that I just don’t get it
I don’t know where we went wrong
But the feeling’s gone and I just can’t get it back
Â
– Måske har det noget med sommerferien at gøre, at Gordon Lightfoot dukkede op på min indre rejsegrammofon med sin klassiker “If you could read my mind”…
Der er gendannelser og så er der gendannelser. Når man læser, at Zombies – med Colin Blunstone og Rod Argent – gendannes (igen – det sket også i forbindelse med 40-års-jubilæet) næsten 50 år efter udsendelsen af bandets klassiske værk Odessey & Oracle, så må det siges at være en af de overraskende gendannelser. Men sådan er det i følge Rolling Stone. Sammen med bassisten Chris White og trommeslageren Hugh Grundy forenes gruppen for at optræde med netop det album i dets helhed. En række koncerter er planlagt i USA. Det forlyder også, at gendannelsen vil resultere i et nyt album, der skal følge op på 2011-udgivelsen Breathe Out, Brethe In. Velkommen tilbage kan man vel kun sige.
Jeg er træt som en junkie
træt som Metusalem
træt af at bli’ overset fra 9 til 5
.
Jeg rådner op imens
andre sidder & spiser
& drømmen om i morgen atter forliser
– musikken må i tænke jer til, da pladeselskabet har trukket CVJørgensen-nummeret ud af tuben. Tsk-tsk. Så tager vi da bare den her…
Â
