Og magasinet Pitchfork har med vanlig (dum)dristighed lavet en liste over de 200 (!) bedste sange fra 1970’erne. Og den kan man så dykke ned i over forundres over. Men hvorfor Marianne Faithful og hendes hovedværk “Broken english” skal ende på en sidsteplads, ja det overgår nok min forstand. Så her får hun pladsen helt alene.
Â
Forleden så jeg en dokumentar om Elvis Presley på dansk tv. Og den fik mig til at tænke over, om man kunne forstå Elvis som en politisk kunstner? Det er nok ikke det første, man tænker, når man tænker på ham, vel? Men filmen gjorde meget ud af at fortælle om de problemer, Elvis rendte ind i, da han begyndte at optræde og med sin kropslige udstråling gjorde især pigerne helt vilde. Hoftevrid, sære bevægelser med benene, krøllet overlæbe og tvetydig gestikulation. Det ramte lige ind i den massive borgerlige moral, der herskede i tiden efter Anden verdenskrig – og det resulterede i et regulært forsøg på at ødelægge mandens spirende karriere. Nogle ødelagde hans plader, andre kørte rundt i lokalområdet og opfordrede cafeer og andre spisesteder til at bandlyse hans musik osv. osv. Medens Elvis selv blot opfattede sin sceneoptræden som et udtryk for den person, han nu var. En naturlig ting.
Men i mine øjne var det en – måske “ubevidst” – politisk handling, idet Elvis med sin musik og optræden satte et stort spørgsmålstegn ved the american Way of Life. Han inkarnerede den energi og livskraft, der et årti senere ville bryde igennem overalt i den vestlige verden som en rigtfacetteret frigørelsestrang. Og Elvis’ betydning kan ikke undervurderes.
Siden har andre ført det politiske videre i amerikansk musik. Og forleden lavede magasinet Paste en liste over Neil Youngs vigtigste politiske sange. Young, der med alderen er blevet mere og mere eksplicit politisk i kraft af sit økologiske engagement har hele vejen gennem sin karriere lavet sange, man kun kan forstå som politiske kommentarer til en verden, der er gået af lave. På toppen af listen stråler sangen”Ohio” om nedskydningen af studenter ved Kent State University i maj 1970. Og det er vel fair nok, for så vidt denne sang blev spontant til, hastigt udsendt og satte ord på en vrede og harme, der greb mange almindelige amerikanere i Nixons regeringstid.
Læs listen her og gør dig dine egne tanker.
