Vi skal ikke helt slippe historien om New Musical Express’ overgang til en ren digital virkelighed. Som Jens er inde på, så var NME, som bladet oftest forkortedes til, hjemsted for en række fotografer, der var med til at ikonisere musikken i bladets bedste år – fra tresserne og et stykke ind i firserne, forkortet sagt. Og avisen The Guardian har kigget på og fremhævet en række forsider af NME, som skilte sig ud. Bl.a. i kraft af fotografierne, der prydede den pågældende udgave.
No shame er titlen på Lily Allens fjerde album, der kommer til juni. Og to sange løber i forvejen og minder os om, at vi har at gøre med en popstjerne, der har ordet i sin magt og som insisterer på at gøre det på sin måde. Uanset, hvad pladebranchen eller publikum mener.
TV-serierne er det nye sort. Ingen tvivl om det. Med fremkomsten af diverse streamingtjenester – fra Netflix til Amazon – så har tv-serier fået en ny og mere dominerende rolle for tv’et end nogensinde før. Og det er da også forståeligt. Med en tv-serie kan man brede en fortælling ud på en måde, som ingen spillefilm vil kunne. Og i princippet er der ingen grænser for, hvor længe en serie vil kunne køre.
Selv er jeg blevet ganske overrasket over, at en serie som The Walking Dead (som jeg troskyldigt har fulgt med i, så længe DR har sendt den…) om nogle menneskers overlevelse i en verden, hvor zombier har overtaget magten, har kørt i 7-8 sæsoner. Men det giver god mening, når man kender serien indefra.
Jeg er ikke selv hoppet på nogen streamingtjeneste, men nøjes med de gammeldags tv-stationer. Og der er såmæn nok at se – også af kvalitet. Jeg har allerede omtalt flere af de kriminalserier, som DR genudsender til hudløshed. Men der er også andre, fx Call the Midwife, som jeg lidt tilfældigt kom igang med. En serie om en lille flok nonner og jordmødre, der arbejder i et fiktivt arbejderkvarter, Poplar, i London. Man følger beboerne i Nonnatus House, hvor damerne residerer, gennem årtier. Deres arbejde med – først og fremmest – fødende kvinder, men også andre sundhedsproblemer. Og umiddelbart lyder det måske en anelse kedeligt som emne: nonner, jordmødre, graviditeter og fødsler. Men serien er meget mere end det. Den er et kaleidoskopisk tidsbillede af England (ja den vestlige verden i et vist omfang) i første halvdel af forrige århundrede med indblik i alskens sociale og kulturelle forhold, ofte fortalt gennem de medvirkendes personlige historier. Det er lidt som Matador, blot med større udblik og dybere indsigt end den ærkedanske fortælling. Call the Midwife er historiefortælling og underholdning på højt niveau.
Og så har serien, der i DRs visning for tiden er nået frem til tresserne, selvfølgelig et lydspor. E spor, der afspejler tidens toner. Og man bliver erindret om, i hvor høj grad netop musikken indfanger tidsånden. Jeg kan kun anbefale, at man indtager Jordmoderen, som serien kaldes på dansk. DR1 sender den om eftermiddagen.
Selv om de unge journalister på dagens store medier har svært ved at forstå det, så er fænomenerne “lockout” og “strejke” ganske normale foreteelser på et arbejdsmarked som det danske. De er faktisk skrevet ned i lovtekster om det danske arbejdsmarked. Der er ikke noget unormalt i, at lønmodtagere bruger strejkeretten til at skaffe sig bedre løn- og arbejdsforhold. Og der er heller noget unormalt i, at arbejdsgivere som modtræk bruger “lockout”. Selv om DR og TV2 kunne give indtryk af noget andet.
I dag kan man så læse, at Thuesen Dahl fra Dansk Folkeparti har formastet sig til at mene, at folkeskolelærerne udgør nøglen til den aktuelle konflikts løsning, og at arbejdsgiverne ved at være imødekommende over for folkeskolelærernes krav kunne undgå en storkonflikt. Det skulle han ikke have sagt noget om, for straks var socialdemokraten Mette Frederiksen på banen og revse Thuesen Dahl for utidigt at blande sig i arbejdsmarkedsforhold. Og hun fik støtte af repræsentanter for regeringen.
Men er Thuesen Dahl ikke i sin gode ret til at mene, at folkeskolelærernes forhold er nøglen og – underforstået – at det i bund og grund er Mette Frederiksens forgænger Helle Thornings Schmidts skyld, at den aktuelle overenskomstforhandling er gået i hårknude, fordi det var den daværende socialdemokratiske ledede regering, der trynede skolelærerne med nye arbejdstidsregler!? Jovist er han det. Det er urimeligt at bebrejde Thuesen Dahl, at han i det mindste har en holdning til konflikten – og tager parti for lønmodtagersiden. Problemet for de andre er nok, at han derved markerer, hvilken side de allerede har taget, nemlig arbejdsgiversidens.
Næ, et langt større problem er det, at arbejdsgiversiden repræsenteres af en minister fra regeringen, nemlig Sophie Løhde, der i sine udtalelser ikke har lagt skjul på, hvilken side hun repræsenterer og sympatiserer med. Og man må spørge sig selv: Er det ikke yderst kritisabelt og dybest set uacceptabelt, at hun som repræsentant for arbejdsgiversiden (hun er de offentligt ansattes øverste chef, som hun selv har gjort opmærksom på) kan komme i den situation – som minister i regeringen – at skulle gennemføre et lovindgreb over for de strejkende/lockoutede? Et lovindgreb, der sandsynligvis vil være venligt stemt over for netop arbejdsgiversiden/regeringen!? Se det er det “utidige” i den aktuelle situation. Ikke af formanden for DF ytrer sin holdning og sympatier.
50 år siden Bill Graham åbnede spillestedet Filmore East i en tidligere biograf. Jimi Hendrix’ Band of Gypsies, Cream, the Kinks, Frank Zappa med Mothers of Invention (og John Lennon og Yoko Ono som gæster), Bonzo dog Doo Dah Band, Grateful Dead, Jefferson Airplane, Crosby, Stills, Nash & Young, Led Zeppelin, Iron Butterfly og ikke mindst “husorkesteret” Allman Brothers Band sørgede for at gøre spillestedet til et af de mest berømmede i USA. Og mange af koncerterne er bevaret på live-plader. Mest kendt er nok Allman Brothers Bands.
Efter 66 år som tryksag sætter New Musical Express i dag punktum for den æra – men fortsætter som digital sag. Bortset fra enkelte særudgaver som fx NMe Gold. NME endte som reklamefinansieret tryksag – langt for forne tiders musiktidsskrift med læseværdige journalister, men de nye, digitale virkeligheds betingelser lod NME lide bladdøden. Som mange andre musiktidsskrifter. I 1964, hvor billedet ovenfor stammer fra, var oplaget på 307000 eksemplarer. Og til sidst – inden overgangen til reklameudgave – var oplaget på sølle 15000.
50-året for United States of Americas eneste, eponyme album. Et tidligt eksempel på Electronics, skabt af Joseph Boyd og Dorothy Moscowitz. En blanding af psykedelia, rock og avantgardistisk music med et politisk sigte. Pladen var avanceret dengang og fik kritikken med sig, og den er blevet genudsendt mange gange siden. Desværre opløstes bandet kort tid efter udgivelsen.
Når nu noget finder på at indstifte en pris for den svensk-amerikanske aktivist og sangskriver Joe Hill, så er det da nærliggende at tildele den til Joan Baez, der har besunget Joe Hill så inderligt og så ofte – og som denne kæmpet for en bedre verden. Så da Baez alligevel var i Sverige fornylig – som led i sin afskedsturné – fik hun overrakt prisen. Og juryen bag prisen begrundede med disse ord:
”I snart 60 år har den amerikanska protestsångerskan Joan Baez varit en okuvlig stark röst i kampen mot orättvisor och förtryck. Med sin klara stämma har hon fängslat miljontals lyssnare, inte bara med sina framträdanden på den stora Woodstock-festivalen och den globalt tv-sända Live Aid-galan, utan även i alla de många mindre – men för den skull inte mindre viktiga – konserter, stödgalor, möten och andra sammanhang hon regelbundet har medverkat i. Joan Baez samhällsengagemang är lika genuint som hennes musikalitet, vilket gör henne till en ytterst välförtjänt pristagare av vår första Joe Hill Memorial Music Award.”
Også den svensk-kurdiske gruppe Koma Nurdil modtog prisen.
Vi har lige passeret dagen for udgivelsen af We’re only in it for the money med Frank Zappa og hans Mothers of Invention. Gruppens tredje album, der gør grin med politik, hippier og meget andet og blander rock, jazz, psykedelia og orkestermusik i en for Zappa kendtegnende sammenkogt ret, der var et led i projektet No Commercial Potential, der også omfattede: Lumpy Gravy, Cruising with Ruben & the Jets og Uncle Meat. Pladen blev vel modtaget af kritikerne, fx skrev mester Robert Christgau, der gav pladen sin højeste karakter (A): “With bohemia permanent and changed utterly, this early attack on its massification hasn’t so much dated as found its context. Cheap sarcasm is forever.”
Jeg faldt over en fin side med titlen 1960erhistorier, der dyrker den mundtlige fortælling om det, der skete i det årti. [Opdatering: Siden eksisterer ikke mere]. Personlige, ligefremme historier om dengang. Fx Lasse Helner, der fortæller om, hvad der drev de unge pigtrådsdrenge. Det var ikke – i første omgang – musikalske ambitioner eller ønsker om at forandre verden. Det var – sprut og piger. Og det motiv eksisterer stadigvæk. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg havde en kammerat på kollegiet, der ikke lagde skjul på, at grunden til at han spillede guitar var, at han meget nemmere kunne “komme i bukserne på pigerne” (citat efter hukommelsen). Og at dømme efter de hujende piger blandt publikum i X-factor, så har det grundlæggende nok ikke ændret sig – uanset nyfeminisme, ligestillingsdebat og #metoo-debat. Og måske burde det forhold foranledige, at vi endnu engang tager diskussionen om kønsforskellen op…
Og på en dag, hvor Jørgen de Mylius fylder 72, så lad os få Bo Rosschous beretning om Mylius og den ny musiks frembrud i tresserne.
DR er åbenbart løbet tør for nye ideer til tv-krimi en søndag aften, hvorfor firmaet har grebet tilbage til den gode, gamle serie om DCI Banks og genudsender et afsnit fra 2015 Det som vil overleve. Hvorfor DR ikke begynder med begyndelsen (af hensyn til dem, der endnu ikke er nået at komme med på vognen) blæser i vinden. Men i mangel af bedre – det var sent og jeg havde lige set den fortræffelige fransk-polske film De uskyldige om et nonnekloster, der i krigens sidste år har været udsat for massevoldtægt med syv graviditeter til følge. Et drama om (katolsk) tro versus (medicinsk) videnskab, om menneskelighed, der ikke kender religiøse og moralske grænser, om kommunister og jøder i ly af krigen og så videre. Og oven på al den alvorlighed kunne jeg godt lige slutte dagen af med lidt krimi – og det blev så Banks, igen, igen. En historie om baltiske slavearbejdere, prostitution, narko, xenofobi og meget andet. Men da jeg for en gangs skyld kunne huske plottet, kunne jeg fortabe mig i nogle detaljer.
Hovedpersonen DCI Alan Banks (spillet af Stephen Tompkinson) er en – for kriminalromaner – typisk enspænder, der har det svært med familielivet (anstrengt forhold til faderen, et ægteskab bag sig og en datter) og med kærligheden (han har et kompliceret forhold til den blonde DS Annie Cabbot (Andrea Loewe). Og så er han en workaholic, der stort set altid lader arbejdet komme i første række. Vi kender typen alt for godt. Men han er også musiknørd. I sit lille hus på landet har han en udsøgt pladesamling, som han dyrker i sine få ledige stunder. Og hans musikinteresse er en ledetråd i mange af seriens plot, fx et afsnit, hvor et gendannet band bliver indviklet i en mordsag.
Også i søndag aftens afsnit dukker musikinteressen op. Banks har fødselsdag, og ved fejringen på en bar overrækker Annie Banks en plade med Nils Frahm. Hun kan huske, at Banks har nævnt ham et halvt år tidligere – og det giver hende plus på kærestekontoen.
Tyske Nils Frahm er kendt for at arbejde i interferenszonen mellem klassisk musik og moderne elektronica og for at nytænke brugen af piano og andre tangentinstrumenter. Og at Banks prissætter Frahm illustrerer fint, hvor nørdet han er. For Frahms musik er ikke for alle og enhver.
Medens vi er ved genudgivelser, så er det også værd at nævne, at den uforlignelige guitarist Rory Gallagher får genudsendt alle sine album i nye, lydforbedrede udgaver. Og er man til heftig rockguitar, så er der noget at hente hos den afdøde Taste-frontfigur.
Det får mig til at tænke på, at jeg et sted læste, at Rory Gallagher faktisk var på tale som medlem af Rolling Stones, dengang Mick Taylor gik ud og Ron Wood kom ind. Hvorfor det ikke blev til noget, har jeg ikke fundet ud af. Men det er sjovt at tænke på, hvad det kunne have betydet for Stones’ musik, hvis den iltre lille guitarist havde fået chancen.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger