30. marts 2018 arkiv

Nico – anno 1965

30. marts 2018

I anledning af den årlige “Record Store Day” genudgives Nicos allerførste single fra 1965. Det var længe før Velvet Underground. Hun var kæreste med Rolling Stone-Brian Jones, der sørgede for at hun fik en lille pladekontrakt med Immediate Records, der var ejet og drevet af Andrew Loog Oldham (Stones’ manager). Og med bl.a. Jimmie Page som sessionsmusiker indspillede hun så canadieren Gordon Lightfoots sang “I’m not saying” (med en Oldham-Page-sang som B-side: “The last mile”). Pladen gjorde ikke Nico berømt, men blev samlerobjekt. Og nu udkommer den så igen på det lille Charly Records med et såkaldt “gate fold“-cover.

Melankolien – poppens essens

30. marts 2018

I mange af mine anbefalinger har jeg kredset om melankolien som et tidstypisk træk. Noget ved tidsånden, sådan som den udfolder sig nu. Men måske stikker det endnu dybere. Kloge mænd og koner, filosoffer og deslige, har skrevet tykke bøger om melankolien som et særligt psykologisk og filosofisk træk ved vestens kultur. Fx skrev psykoanalytikeren Sigmund Freud om “Sorg og melankoli” i begyndelsen af forrige århundrede. Og en af de første bøger, jeg mødte i min studietid om enmet, var sociologen Wolf Lepenies “Melankoli og samfund”.

Måske er melankolien en grundstemning ved det menneskelige?

I går aftes genså jeg den udmærkede udsendelse “TV-2 – Danmarks lykkeligste band” (på TV2) og jeg bemærkede bl.a. at trommeslager m.m. Sven Gaul hævdede at alle de pop- og rocksange, der var blevet hits og “store sange” i vor tid var netop melankolske. At den, melankolien, altid er en ingrediens i den store sangskrivning. At vi ikke får dur uden at få mol, så at sige. Så melankolien rækker langt ud over og videre end blot til tidsånden. Den er snarere et grundvilkår. Og det fortjener selvfølgelig flere akademiske undersøgelser og studier. Og ikke kun helkastede skriverier i en blog.