I mange af mine anbefalinger har jeg kredset om melankolien som et tidstypisk træk. Noget ved tidsånden, sådan som den udfolder sig nu. Men måske stikker det endnu dybere. Kloge mænd og koner, filosoffer og deslige, har skrevet tykke bøger om melankolien som et særligt psykologisk og filosofisk træk ved vestens kultur. Fx skrev psykoanalytikeren Sigmund Freud om “Sorg og melankoli” i begyndelsen af forrige århundrede. Og en af de første bøger, jeg mødte i min studietid om enmet, var sociologen Wolf Lepenies “Melankoli og samfund”.

Måske er melankolien en grundstemning ved det menneskelige?

I går aftes genså jeg den udmærkede udsendelse “TV-2 – Danmarks lykkeligste band” (på TV2) og jeg bemærkede bl.a. at trommeslager m.m. Sven Gaul hævdede at alle de pop- og rocksange, der var blevet hits og “store sange” i vor tid var netop melankolske. At den, melankolien, altid er en ingrediens i den store sangskrivning. At vi ikke får dur uden at få mol, så at sige. Så melankolien rækker langt ud over og videre end blot til tidsånden. Den er snarere et grundvilkår. Og det fortjener selvfølgelig flere akademiske undersøgelser og studier. Og ikke kun helkastede skriverier i en blog.