Ultimo 1970 forlader Lou Reed Velvet Underground og kaster sig over digtekunsten, poesien. Nu mange år senere er anstrengelserne – i hvert fald nogle af dem – så blevet til en bog med titlen Do Angels need haircuts? Godt spørgsmål kan man mene. Men i hvert fald får vi et indblik i, hvad der drev sangskriver Reed i de formative år efter Velvet Underground. En dansk udgave? Anyone?
Måske var det gårsdagen regn. Måske bare en sentimental fluktuation i hjernen. I hvert fald fik jeg et momentant Grateful Dead-tilbagefald i går – og det holder endnu. Her er de fra 1970, men de lyder som var det i går, de indspillede denne perle af americana:
https://www.youtube.com/watch?v=V4SqDx1vi4c
https://youtu.be/JFnkSCdpdmg
Apropos 1968, så var MC5 et af de markante navne. De debuterede på plader senere på året. Men den 30. april fyldte guitaristen Wayne Kramer (den anden var Fred ‘Sonic’ Smith) 70 år. Kramer har været et af de konstante medlemmer af bandet, der er blevet gendannet flere gange, senest i 2013.
1968 var ikke kun et år med spændende, eksperimenterende rock. Det var også et af de gyldne år for den såkaldte bubblegum pop. Og et af hovedværkerne kom i slutningen af april, nemlig 1910 Fruitgum Companys LP Simon Says, der havde titel efter bandets hittende single “Simon Says”. Albummet kom meget betegnende på Buddah Records, der repræsenterede bredden i tidens pop og rock og udgave både bubblegum, folk med Melanie og – ja – selveste Captain Beefheart. Bredere kan det næsten ikke blive.
Nogenlunde samtidig udkom det sidste album med The Stone Poneys, der var Linda Ronstadts gruppe. Meget sigende hed pladen Linda Ronstadt, Stone Poneys and Friends vol. III. Ronstadt var på vej mod en solokarriere, der begyndte året efter.
Som for at understrege bredden – den musikalske – dengang, så udkom også Tiny Tims debutalbum God Bless Tiny Tim samtidig med de to andre. Jovist, 1968 var et frodigt musikår.
Tidsskriftet Paste har kigget på en snes nye bands fra New York. Bands, der måske, måske ikke, vil blive store i de kommende år. Og et af disse bands, The Schacks, er allerede store i mit hovede. De spiller en drømmende, svævende rock og udmærker sig ved at have en sangerinde, Shannon Wise, der besidder en spindelvævsfin, drømmerisk stemme, der løfter helheden op over det gennemsnitlige.
En del af min natlektyre for øjeblikket er en genlæsning af Torben Billes Den evige Elvis, hvor Bille over små 150 sider gennemløber Elvis’ karriere fra fødsel til død. Og især har jeg nydt Billes fortælling om Elvis’ år i Hollywood, hvor han indspillede sine film og tjente masser af penge – ikke mindst til Obersten (Coronel Parker – Elvis’ manager). Og Bille kommer selvfølgelig ind på den periodes kunstneriske problemer, fx at Elvis skal indsynge sange, der slet ikke står mål med talentet. Som fx i sangen “Smorgasbord” eller sangen til en nyfanget reje (i Girls, Girls, Girls). Stemmen fejler ikke noget, men sangskrivningen er langt fra det ønskelige.
