Universiteternes økonomi
2. februar 2010Et retorisk kneb, som regeringens talsmænd ofte bruger for at imødegå kritik af den førte politik, er at henvise til, hvor mange penge, regeringen har postet ind i området. Ofte, hvor mange flere penge, end årene før. Men det er et røgslør, som lader sig fjerne, hvis man går ind og ser nærmere på, hvordan de økonomiske forhold faktisk er struktureret (af regeringens politik…).
Det er, hvad Jacob Fuglsang gør i Politiken i dag. Umiddelbart kan det jo forekomme grotesk, at Københavns Universitet vil fyre 100 medarbejdere i år (heriblandt folk fra biologi, geografi og geologi), selv om universitetet har modtaget 3,6 millioner flere skattekroner end sidste år. Paradokset skyldes, at de nye penge er øremærket til bestemte opgaver, fx uddannelse af ph.d.-studerende. Som Fuglsang rammende formulerer det: “De penge skal således bruges til at uddanne kommende forskere og må ikke bruges til løn til de nuværende lektorer og professorer, der underviser dem”.
Et andet problem, som universiteterne har et vist medansvar for, er anvendelsen af de såkaldte taxameterindtægter. Taxametersystemet er indrettet således, at pengene følger den enkelte student. Det vil sige: Jo flere studenter, der søger ind på et bestemt fag, desto flere penge strømmer der til det pågældende fag. Sådan behøver det ikke at være. Universitetet kunne vælge at fordele pengene mellem de forskellige fag uden hensynstagen til det enkelte fags aktuelle popularitet, men det har man altså fravalgt. Universitetets argument er, at det er taxametersystemets logik og konsekvens. Og det er jo rigtigt.
Det er med andre ord de unges studievalg, der nu tager livet af nogle små naturvidenskabelige fag. Der ville selvfølgelig også være en vis indbygget uretfærdighed i, at et populært humanistisk fag skulle lide under, at taxameterpenge blev overført til et af de upopulære naturvidenskabelige fag! Eller omvendt. Selv om universitetets praksis på området bestemt er diskutabel, så er der ingen tvivl om, at taxameterpengenes konsekvens med al ønskelig tydelighed afslører den førte uddannelsesøkonomis absurditet.
Kasinoøkonomi kalder Fuglsang meget malerisk universitetets økonomi. Fluktuerende taxameterpenge, bundne midler, hidsigt jagt på usikre forskningspenge her og hisset osv. gør det nærmest umuligt at planlægge forskningsaktiviteter og uddannelser. Med den førte politik på området får man ikke verdens bedste universiteter eller verdens bedste uddannelser, sådan som regeringens hoveder drømmer. Tværtimod.[link]
3. februar 2010 kl. 11:42
Jeg har ikke fantasi nok til at forestille mig, at det koster det samme at uddanne en lektor i dansk som en læge. Til gengæld har jeg heller ingen viden om, hvor meget regeringen giver til de forskellige retninger.
Men hvis de får det samme beløb, må det da være universitetets opgave at fordele pengene efter behov.
3. februar 2010 kl. 11:51
@AagePK: Det har altid været billigere at uddanne en cand.mag end en mediciner. Og så vidt jeg ved, så er taxameteret indrettet efter de forskellige fags krav. Universitetets dilemma er selvfølgelig, at man enten kan følge logikken i udbud og efterspørgslet (de liberalistiske tanke: pengene følger forbrugeren) eller følge en idealistisk forestilling om at bevare et bredt udbud af fag. Med den førte politik kan man bare konstatere, at man ødelægger faglige miljøer og uddannelser.