A Dear John Letter
3. februar 2010
Der skal åbenbart så lidt til at vække “glemte” erindringer og sange frem fra hjernens dyb. I hvert fald dukkede sangen “A Dear John Letter” op med tekst og melodi, da jeg tilfældigt læste om en ny romantisk amerikansk film med titlen “Dear John“. Om filmen har noget som helst med sange at skaffe, aner jeg ikke. Og det er også underordnet. Sangen derimod går tilbage til min tidligste barndom. Ja, faktisk blev den et amerikansk country-hit det år, hvor jeg kom til verden. 1953.
Det brev, der er tale om, er et brev, som en ung kvinde skriver til sin kæreste John, der er udstationeret i Korea, hvor amerikanerne var i krig. Hun fortæller ham, at hun slutter forholdet. Hun har giftet sig med Johns broder, Don. Derfor beder hun John om, at returnere det foto af hende, som han har med. Altså en ganske realistisk tekst, når man ved, hvordan det går, når amerikanske mænd er draget i krig i Anden Verdenskrig, Korea, Vietnam, Irak… Og på den vis en ganske typisk country-sang.
I sangen er det den unge Jean Shepard (dengang 19 år) og Ferlin Husky, der fremfører teksten som sang og recitation. Som en filmisk dialog mellem den skrivende og den læsende. Jean var i øvrigt den yngste countrysangerinde nogensinde, som nåede toppen af Billboards countrylister, og rekorden holdt i tyve år, indtil Tanya Tucker, 14 år gammel, toppede med “What’s Your Mama’s Name”.
Det var nok ikke Shepard og Huskys version jeg hørte først og oftest. Snarere har det være Pat Boones poppede og næste kvalme udgave fra 1960 (med et græsseligt pigekor!), der slet ikke lever op til originalens arrangement. Jeg har også hørt Skeeter Davies’ & Bobby Bares nyere uptempoudgave fra 1965. for slet ikke at tale om Alice Babs & Charlie Normans loyale, svenske udgave, “Käre John“, der kom året efter originalen. En virkelig kuriøs sag.
I hvert fald sidder sangen fast og er blevet vakt til live ved en tilfældighed. I mine ører er originalen den bedste udgave. Den får det bedste ud af de dramatiske muligheder, som sangen giver. En rigtig countrysang i den bedste tradition for hjerte-smerte-hverdagssange. Der findes også en anden, ganske vellykket udgave med June Stearns og Red Sovine. Shepard og Husky forsøgte i øvrigt at følge op på successen med “Forgive Me John“, hvor pigen fortryder sig valg af broderen som ægtemand og vil vende tilbage til John (!). Et ikke helt ueffent stykke kommerciel spekulation, der blev et pænt hit, sådan som den slags jo ofte gør i kølvandet på det første.
4. februar 2010 kl. 14:27
Hvad med Jean Shepherd? Ham kan jeg godt lide.
4. februar 2010 kl. 14:30
@Gudsrost Grymland: Ja, Jean Parker Shepherd. Men det er jo en anden historie, som man siger.