Poco – det bedste countryrockband?
29. marts 2010
Jeg købte mit første Poco-album hos FONA i Kongensgade i Esbjerg. Det var dengang, FONA havde spændende ting med på sine halvårlige udsalg. Pladen var gruppens debutalbum “Picking up the Pieces” fra 1969. Og det har vel været i Januar 1970, jeg gjorde det køb. Jeg husker ikke, om jeg overhovedet havde hørt noget af pladen, men jeg havde læst et eller andet om bandet et eller andet sted. Og vidste, at der bag det ejendommelige tegnede cover måtte gemme sig noget lytteværdig countryrock.
Poco var blevet dannet i det mytologiske år 1968 af Richie Furay og Jim Messina, der havde forladt det legendariske orkester Buffalo Springfield, som var et af arnestederne til halvfjerdsernes countryrockbølge. Efter sigende var pladens titel “At samle stumperne op” en slet skjult kommentar til tumulten i Buffalo Springfields sidste tid. Nu gjaldt det om at samle de musikalske stumper op og komme videre. Og som skrevet, så gjort. Poco lavede et album, der gik rent ind hos kritikerne og lagde grunden til countryrockbølgen i kraft af konstant airplay på dem amerikanske FM-radiostationer, der rettede antennerne mod et voksent publikum. Med mange udskiftninger har Poco fortsat med at spille helt frem til i dag, og har vel udgivet i omegnen af 50 plader, inklusive diverse opsamlinger.
Af en eller anden grund fik Poco aldrig den helt store kommercielle succes, selv bandet fik fornemme anmeldelser rundt omkring. Selv debutalbummet, som Rolling Stone gav den højeste anerkendelse, og som betragtes om en af countryrockens ubestridte mesterværker, solgte ikke mange meter. En plads lige under Billboards top 50 blev det til. Det var andre, der tog førertrøjen i countryrocken. Ikke mindst The Eagles. Ikke desto mindre er der dem, der mente, at Poco var det bedste countryrockband, man kunne opdrive. Jeg mindes blandt anden en anmeldelse i MM, der pegede i den retning.
Måske er noget af forklaringen på den manglende kommercielle gennemslagskraft en blanding af dårlig markedsføring (det er set før) og så den kendsgerning, at gruppen dannede ramme om nogle store talentfulde egoer, som ofte havde svært ved at indordne sig under det fælles projekt (det er også set før…). En cocktail, der har taget livet af mange bands gennem tiden. Allerede inden debutpladen var udsendt, var opløsningstendenserne tydelige. Randy Meisner forlod gruppen (eller blev gået) og endte – efter en tid hos idolet Ricky Nelson – med at indgå i The Eagles i 1971. Men til trods for intern bøvl og vaklen i geledderne lykkedes det gruppen at udsende en række fine countryalbum op gennem halvfjerdserne og et stykke ind i firserne. Men højdepunkter i “Poco” (1970), “Head over Heels” og “Rose of Cimmaron” (begge 1975).
Gruppens slidstærke kvaliteter og tidløshed understreges af, at der løbende er blevet udsendt en lang række opsamlingsalbum (Best of…, Greatest..). Så nogen må jo købe dem. Sikkert et voksent publikum, der har haft grammofonpladerne – og måske har dem endnu. Og inden længe udkommer et livealbum med optagelser fra gruppens gyldne år. Titlen er: Live at Columbia Studios: Hollywood 30th September 1971 (plademærket: Collector’s Choice). Som titlen antyder stammer optagelser fra en koncert, gruppen gav i studiet for et udvalgt publikum. årsagen var, at bandet havde haft en vis succes med pladeselskabet Epic og derfor gav koncerten som en anerkendelse. Samtidig dokumenterer pladen efter sigende Pocos stilskifte i retning af en mere rockpræget udgave af countryrock.
Poco har selvfølgelig også en hyldestside: www.poconut.org med info.
