Guitaristen John Fahey – hyldet

7. maj 2010

Den amerikanske guitarist John Fahey døde i 2001 en uge før han ville være fyldt 62 Ã¥r. Han endte sine dage syg og fattig. Allerede før sin død var han anerkendt langt ind i musiker- og musikelskerkredse som stilskaber inden for guitarspillet. Inspireret af sÃ¥vel den rige amerikanske musiktradions rødder – folk, blues, country m.m. – og den europæiske klassiske musik (fx Béla Bartók) udviklede hans sin egen autodidakte, primitive finger-picking stil, som siden har være forbillede for mange unge guitarister.

John Fahey udsendte allerede sin første grammofonplade tilbage i 1959. For egne penge, som han havde tjent som medhjælper pÃ¥ en benzintank, og pladen udkom under pseudonymet Blind Thomas. For at fÃ¥ pladen udsendt mÃ¥tte Fahey lave sit eget pladeselskab, Takoma Records. MÃ¥ske siger det noget om Faheys selvagtelse, at han ikke troede pÃ¥, at nogen af de store pladeselskabe nogensinde ville udgive hans musik… Og der er ingen tvivl om, at han bÃ¥de var en ensom ulv og en outsider. Da han i starten af tresserne drog til Californien for at studere filosof mødte han hippiekulturen og den folkrevival, som blev startet af folk som Bob Dylan, Pete Seeger m.fl. Men Fahey havde kun foragt til over for begge strømninger. Han var mere interesseret i den gamle blues og skrev en opgave pÃ¥ universitetet om legenden Charley Patton. Han tog ogsÃ¥ kontakt til en anden legende, Bukka White, som han lod indspille pÃ¥ sit lille pladeselskab.

Op gennem tresserne udgav Fahey en række plader – pÃ¥ eget mærke og andre, fx Vanguard – hvor han udviklede sin egen stil med særprægede guitarstemninger og personlige tilpasninger af bluestraditionens guitarspil. Samtidig med at han lod inspirationen fra den klassiske musik sætte sit præg pÃ¥ kompositioner og udførelse. Men han var ogsÃ¥ Ã¥ben for andre musikalske genrer og stilarter, fx asiatisk folkemusik, og lod dem smitte af pÃ¥ sine indspilninger. Ved siden af sin egen solokarriere sørgede han for at lade ny talenter indspille pÃ¥ sit lille plademærke. Leo Kottke debuterede her med sin klassiske debut 6- and 12-string Guitar, der solgte rigtig godt. Men ogsÃ¥ folk som Peter Lang, Mike Bloomfield, Maria Muldaur, Canned Heat og Fabulous Thunderbirds nød godt af Fahey kærlighed til original musik. I 1979 solgte han Takoma Records til Chrysalis Records.

Fahey var et stort talent, men havde ogsÃ¥ et vanskeligt sind. Og gennem halvfjerdserne blev han gift og skilt flere gange – og slog sig pÃ¥ flasken. Som om det ikke var nok pÃ¥drog han sig nogle kroniske lidelser, blandt andet sukkersyge og en herpesinfektion. Efter sin tredje skilsmisse gik det stort set ned ad bakke for sÃ¥vel karriere som helbred. Frem til midten af halvfemserne hutlede han sig igennem som beboer pÃ¥ diverse moteller – og han mÃ¥tte af og til pantsætte sin guitar for at betale huslejen, nÃ¥r der ikke lige var spillejobs i sigte.

Men nye navne havde i mellemtiden opdaget Fahey. Blandt andet medlemmerne af Sonic Youth. Og en hyldestartikel i Spin Magazine og en dobbeltopsamlingscd med den sigende titel Return of the Repressed gav liv til mandens hensygnende karriere. Takoma-pladerne blev genudgivet pÃ¥ Fantasy Records, som havde overtaget bagkataloget. Og Fahey fik igen gang indspilningen af ny musik. Og de nye plader viste, at han musikalske udtryk havde forandret sig i en mere rÃ¥, upoleret retning. Inspireret af moderne eksperimenterende elektrisk musik. Men den gamle kærlighed til de amerikanske rødder var ikke død. Fahey startede et nyt plademærk, Revenant Records i 1995, hvor han genudgav sjældne gamle bluesoptagelser og andet fra den store glemmebog. Et rent con amore-projekt. Blandt andet udsendte han et bokssæt med Charley Patton og dennes samtidige (Screamin’ and Hollerin’ the Blues: The Worlds of Charley Patton) – en udgivelse, som pladeselskabet modtog tre Grammys for.

I 2000 udsendte pladeselskabet Drag City nogle små selvbiografiske fortællinger fra John Faheys hånd. Bogen havde en titel, der kunne være overskriften på mandens liv: How Bluegrass Music Destroyed My Life. Et stort talent, en stor kærlighed til musikken, et manglende forrretningstalent, et generelt dårligt helbred og en enspændernatur er ikke den bedste cocktail, hvis man vil have succes i musikbranchen. Og i forbindelse med en seksdobbelt (!) bypass-operation forlod John Fahey denne verden i 2001.

I forbindelse med mit sidste indkøb på bibliotekets udsalg fik jeg fat i albummet I am the Resurrection: A Tribute to John Fahey (Vanguard, 2006). Her hylder The Fruit Bats, Pelt, Sufjan Stevens, Devendra Banhart, Calexico, Lee Ranaldo, M. Ward, Cul de Sac, Jason Lytle, Immerglück, Kaphan, Krummenacher & Hanes, Currituck Co., Peter Case og Howe Gelb det afdøde guitares. Pladen fik blandet modtagelse, da den kom frem. Men kritikken kom mestendels fra Fahey-purister, der helst så, at musikerne viste overdreven loyalitet over for mesterens særlige teknik og stil. Hvad pladen derimod viser er den inspiration, som Fahey har været på de nævnte artister. En fin og anbefalelsesværdig plade for guitarelskere.

PS. Der findes andre mere loyale Tribute-plader. I 1979 kom A Tribute to John Fahey (Kicking Mule), i 2006 kom Friends of Fahey Tribute (Slackerstone), hvor flere af hans elever, bl.a. George Winston og Peter Lang medvirker; samme år kom også The Revenge of Blind Joe Death, der også var en elevplade; og i 2007 udkom The Great Koonaklaster Speaks: A John Fahey Celebration, der som den indkøbte plade er en egentlig hyldest til inspiratoren og ikke en cover-plade.

Skriv en kommentar

222 har læst indlægget