Musik på en regnvåd forsommerdag: Weld – Neil Young & Crazy Horse

8. maj 2010

På coverfotoet til Neil Young & Crazy Horses 1991-udspil, livedobbeltalbummet “Weld”, tårner to overdimensionerede Fenderhøjtalere sig op og indrammer de projektørbelyste musikere. Som for at advare – eller give løfte om – at ‘her spiller vi højt’. Som om man ikke kunne forvente det af den konstellation!

Albummet er en slags gentagelse af Live Rust, der udkom mere end et årti tidligere. Ja, flere af numrene fra dengang går igen på Weld. Måske er det forklaringen på, at Weld ikke kunne leve op til forgængerens kommercielle succes. Live Rust kom i top 20, men Weld ikke engang i top 100. Ikke desto mindre er det en fremragende koncertplade, hvis man ellers sætter pris på den støjrock, som Young og Crazy Horse leverer, når de er i det hjørne. Den karakteristiske blytunge sound, der nu og da tangerer det buldrende og tordnende, med Youngs forvrængede og dissonante leadguitar på toppen. Heavy – uden at være heavy metal – og med respektfulde fortolkninger af Neil Youngs sangskat. Fx klassikeren “Cinnamon Girl”, der får ny energi af alle de watt, der bruges på den. For slet ikke at tale om coverversionen af Bob Dylans “Blowin in the Wind”, der åbenbart tåler hvad som helst uden at blive meningsløs.

I følge internetarkiverne så pådrog Neil Young sig en varig høreskade, da han miksede Weld. Det tror man gerne, for den øser fra den kilde, som beton- og heavyrocken har drukket af siden rocktidernes morgen.

Skriv en kommentar

379 har læst indlægget