Apropos Exile on Main Street
17. maj 2010Hvad er højest – Rundetårn eller et tordenskrald? Umulige sammenligninger er der nok af. Også i musikken. I forbindelse med udsendelsen af den meget omtalte udvidede udgave af Rolling Stones’ Exile On Main Street diskuterer Telegraphs Mick Brown om denne plade nu med rette kan kaldes Stones’ bedste. Nej, mener Brown og peger i stedet på Led It Bleed. Og tilføjer: “Mystikken omkring Exile har mindre at gøre med musikken selv end de omstændigheder, hvorunder den blev til: den fantastiske Ville Nellcôte; stofferne løber langs Côte d’Azur; lugten af svovl og skørlevned; den ødelæggende extravaganca”. Jeg ved godt, hvor Brown vil hen. Til musikken i sin renhed. Men har rockmusikken ikke altid været mere end blot musik? Har den ikke altid allerede, fra starten, været gennemsyret af mytologi og andet?
PS. Min favoritplade forbliver gruppens debutalbum. Ikke nødvendigvis, fordi den er “musikalsk” set bedre end de efterfølgende. Men, fordi den har al den charme, som kun en debutplade kan have…
17. maj 2010 kl. 13:57
@CAPAC: Apropos charme etc…: SÃ¥dan er vi jo nogle, der altid vil have det med ‘Please Please Me.’
17. maj 2010 kl. 14:02
@Torben: Ja, helt enig. Jeg har lige lyttet til den igen. De lyder, som de lige er kommet ud af badet eller øveren…
17. maj 2010 kl. 15:02
Efter at have set og hørt en del via mit lille job som roadie ved et godt lille band i Flensborg, the Haggles, er det min opfattelse, at de fleste bands var i det “just for the music”. Alt det andet kom pÃ¥ efterhÃ¥nden, som managers tog over, netop for at kunne segmentere, sÃ¥ deres indtægter ikke blev rystet af at placere deres reklamepenge og koncerter de forkerte steder, eller ansigter og tics hos bandmedlemmerne ikke skræmte managernes drømmepublikum.
Derfor blev folk jo pillet ud, derfor lagde bandmedlemmer deres stil om for at please systemet. Og derfor er debut-albummerne tit de bedste.
17. maj 2010 kl. 15:06
@Aage: Det vil jeg ogsÃ¥ gerne tro. AltsÃ¥, at det er musikken, der er motivationen. I hvert fald i starten. Og sÃ¥ mÃ¥ske udsigten til at fÃ¥ nogle piger pÃ¥ krogen. Som Ronnie Hawkins gjorde opmærksom pÃ¥. Siden kommer sÃ¥ det med pengene – og de kan som bekendt gøre, hvad som helst ved folk…
17. maj 2010 kl. 15:35
@capac: Her rinder Robbie Robertsons udtalelser fra filmen The Last Waltz mig i hu. Der fortæller han, hvordan han som ganske ung guitarist blev tilbudt et job af den noget mere erfarne Ronnie Hawkins: “He called me up, and I said, ‘Sure I’d like a job. What does it mean? What do I do?’ And he said, ‘Well, son, you won’t make much money, but you’ll get more pussy than Frank Sinatra.'”
19. maj 2010 kl. 12:04
Sjovt klip med Stones og pigerne i Staterne (der helt klart viser den sammenhæng mellem sex og rock’n roll, som I taler om) .. Pudsigt at der sÃ¥ vidt jeg kunne se ikke var et eneste nærbillede af Keith. I betragtning af hvilken status han senere fik …
19. maj 2010 kl. 12:22
@Torben: Ja, det er lige netop den udtalelse, jeg tænkte på!
@PeterL: MÃ¥ske bliver Keith “glemt”, fordi Brian Jones var kæledæggen dengang!?
20. maj 2010 kl. 09:21
@Capac Jeg er osse’ vild med især de to første albums…men jeg er faktisk pÃ¥ dem alle…de første fire..bÃ¥de i US/UK versioner…helt frem til Undercover..der er den sidste plade jeg købte..og Still Life (live) pladen, har jeg lyttet til lissÃ¥ ofte som Get The Yer Ya’s…jeg har dog personligt et problem med tildels den finurlige Between the buttons..Rigtig meget m. Its only rock & roll, og flere af midt-slut70ernes album som fx Emotionel Rescue.