Wimple Winch – tresser-Liverpool-psych-garage

7. juni 2010

Wimple Winch er et af de obskure tresserbands, som man kan være heldig at falde over på lige så obskure compilations fra perioden. Det var sådan, jeg første gang stødte på bandet med det spøjse navn.

Gruppen, der bl.a. bestod af sangskriver John Kelman, Larry King og Demetrius Christopholus, hed oprindeligt Sillouettes, dernæst Dee Fenton & The Silhouettes, men skiftede sÃ¥ navn til “Just Four Men“og hurtigt efter  – med pladeselskabet EMIs mellemkomst – til “Four Just Men“. Og under de navne indspillede gruppen et par singleplader i Ã¥rene 1964-65.

“Things will never be the same“/”That’s My Baby” , som var produceret af George Martin og udkom i 1964, men blev ikke noget hit; den blev fulgt op af “There`s Not One Thing”/”Don’t Come Any Closer,”, der udkom Ã¥ret efter, der heller ikke gjorde sig stort. Alle sangene var skrevet af Kelman og Christopholus.

Nogle stridigheder – en retsag – om gruppenavnet gjorde, at de skiftede til det spøjse navn Wimple Winch (mÃ¥ske for at undgÃ¥ efterligninger!), og det faldt sammen med en musikalsk nyorientering mod den populære psychedeliske lyd. Indtil da havde gruppen spillet sin egen særlige udgave af Mersey beat men elementer af heftig garage og soul. Gruppen besad al den friskhed, aggressivitet og energi, man forbinder med de bedste beatgrupper – Beatles, Kinks, Who for eksempel  – men sangene var ikke originale nok til at EMI ville blive ved med at poste penge i projektet.

Som Wimple Winch indspillede Kelman og Co. to singler for Parlophone: “Atmospheres” og “Rumble on Mersey Square South.” Og som man kan høre, sÃ¥ har lyden bevæget sig væk fra Mersey til en psychedelisk garagelyd, der kan minde om 13th Floor Elevators og lignende amerikanske bands. Selv om Wimple Winch ikke fik udsendt andet, nÃ¥ede de at indspille en del demoer m.m., som siden er blevet udsendt pÃ¥ opsamlingsalbummet The Wimple Winch Story 1963-1968, der indeholder alle indspilninger med “Four Just Men” og “Wimple Winch”. Pladen giver et billede af et tresserband med et stort til dels uindfriet kunstnerisk potentiale. Især optagelserne med Wimple Winch med deres særegne blanding af psychedlia, pop, soul, næsten Beafheartske akkorder og spændende vokalindslag løfter Wimple Winch over gennemsnittet i perioden og giver løfter om noget, der aldrig blev realiseret.. Men det, gruppen især savnede, var gode melodier, der kunne Ã¥bne dørene til et større publikum. Derfor er Wimple Winch endt med at bliver samlerobjekt for kultdyrkere af engelsk freakbeat.

Der er kommet endnu et opsamlingsalbum med gruppen РTales From The Sinking Ship (2009) Рsom ogs̴ indeholder essensen af gruppens indspilninger. Ialt 29 numre. Denne udgivelse er ikke mindst interessant, fordi den indholder en lille bog med fyldig biografi og diskografi.

Gruppen er i øvrigt i færd med at opbygge en hjemmeside: www.wimplewinch.com. Men der er ikke så meget information at hente endnu.

Gruppens medlemmer fortsatte med musikken efter Wimple Winchs opløsning i 1968. John Kelmann lavde en ny udgave af Four Just Men i halvfjerdserne, men de fik vist ikke indspillet noget. Larry King kastede sig over musicals ,og Christopholus var med i den progressive jazz-rock-gruppe Sponge. PÃ¥ YouTube er jeg faldet over denne charmerende sag med John Kelman: Working Day Blues. Det var den, der satte gang i dette lille indlæg…


Skriv en kommentar

180 har læst indlægget