Når agurkerne modnes – Helle Thorning og skattepolitiken
26. juni 2010Det er sommer. Folk drager på ferie. Blogland falder lidt til ro. Og medierne leder med lys og lygte efter nyheder, der er værd at bruge spalteplads og sendetid på. En af dem er historien om Helle Thornings Schmidts ægtemand, der bestrider et vellønnet job i Schweiz, holder weekender hjemme hos familien i Danmark og betaler sin skat i det land, hvor han arbejder, og hvor skatten en under det halve af, hvad den er i Danmark.
I går aftes hørte jeg en P1 Debat om “sagen” (“Har Helle TS et problem med skatten?”) mellem Niels Krause Kjær (tidl. pressechef for de konservative, blogger ved Berlingske Tidende og radiovært på DR) og Kristian Madsen (Infochef for 3F og blogger ved Politiken). Ikke spor overraskende mente Krause Kjær, at Helle Thorning Schmidt havde et politisk problem, fordi hun og ægtemanden – selv om de holdt sig inden for gældende regler – ikke efterlevede de skattepolitiske holdninger, som hun officielt står for. Og det var heller ikke overraskende, at Kristian Madsen mente, at der ikke var nogen sag, fordi familien Thorning Schmidt blot gjorde, hvad de måtte.
“Sagen” handler rigtignok om politisk troværdighed. Lige som sagerne om Thornings Schmidts og Mette Frederiksens valg af private skoler til deres børn. Man siger ét og gør noget andet. Og Krause Kjærs kritik er berettiget i den forstand, at den formulerer et ønske om, at der skal være overensstemmelse mellem sigen og gøren. Problemet er blot, at den politikertype, hvis den overhovedet findes mere, er en anakronisme. Det var den allerede dengang, man kunne skrive en historie om, hvordan Anker Jørgensen opgav alle sine fødselsdagsgaver til skattevæsnet… I dag har vi politikere, der ikke formulerer grundholdninger, men snarere artikulerer holdninger, der svarer til de aktuelle fluktuationer i meningsmålingerne. Holdninger er noget, man har skrevet ind på partiets hjemmeside, som de færreste læser.
Det skal ikke forstås som et forsvar for Thorning Schmidt (eller nogen anden politiker, der træder i spinaten), men som en konstatering af, at den holdningsorienterede politiker stort set kun eksisterer som en nostalgisk savnet figur i vælgerdybet. Et fatamorgana.
Noget andet er, at sagen om Helle Thorning er så lille, at man kun kan mistænke den borgerlige presse for at bruge energi på den for at bortlede opmærksomheden fra De Konservatives og Lene Espersens akutte troværdigheds- og vælgerkrise. Og det vil også sige: Regeringens, eftersom De Konservative er en del af regeringens grundlag. Men agurken er for lille til at dække over det gabende hul, som Espersen har gravet under sit eget parti…
26. juni 2010 kl. 18:37
Helt enig :-)
27. juni 2010 kl. 01:47
Formelt har HAN vel ikke…
Hvis man bor i Malmö, men arbejder i København, betaler man da skat i Danmark.
Eller?
Vil hun lave reglerne om?
27. juni 2010 kl. 08:45
@mb: SÃ¥ vidt jeg har forstÃ¥et, sÃ¥ opholder – dvs. bor -Thornings mand sig sÃ¥ meget i Schweiz, at han formelt set skal betale skat der. Men der er Ã¥benbart sÃ¥ meget tvivl, at Thorning har bedt Skat om at vurdere det. Det ændrer bare ikke ved det principielle i sagen: SpørgmÃ¥let om politikernes troværdighed og den politiske kamp om stemmerne…
27. juni 2010 kl. 12:20
Vurdering er nøgleordet, og kræver timeoptælling m.v.
For de Danskere, der troede på at politikerne kunne styre henimod en integration af Øresunds regioner, d.v.s. de Danskere, der arbejder i Sverige og Svenskere, som arbejder i Danmark, har der været nogle mareridt af forskellig slags, lige fra dobbeltbeskatning og nummerplader til togtider og befordringsfradrag og medicinsk bistand.
Men der er uden tvivl gode hensigter på alle sider, det er bare som om de almindelige menneskers livsvilkår kommer i anden række.
For Helles vedkommende mener jeg at skatten er det mindste troværdighedsproblem. Hun skal bære en kerne af socialdemokratiske eller bare demokratisk indstillede synspunkter og det kræver at hun øver sig i at formulere dem, som om hun mener det. Men det er nok for meget forlangt af en, som er blevet anbragt som et kompromis (ligesom Lene Espersen vistnok er, eller hvad?)
Forskellen, sådan som jeg ser det, er at Helle Thorning prøver at tale pænt dansk og faktisk er blevet bedre til at vide hvad hun mener.
27. juni 2010 kl. 12:25
@Donald: Det er ikke gjort med timeregnskab. Det handler om, at der skal være overensstemmelse mellem det politiske og det private. Det er det, vælgerne forventer. Hvis ikke den troværdighed eksisterer, så står selve den demokratiske repræsentation på spil..
29. juni 2010 kl. 02:54
Det er så svært at finde ordene! Men jeg prøver lige igen og ser om det bliver mindre mudret.
Helle Thorning har et troværdighedsproblem af flere grunde, men først og fremmest fordi hun især tidligere brugte udtryk som “jeg vil gerne sige at jeg mener …” i stedet for blot at sige det, som hun mener. Dertil kommer det let komiske i at sige “Jeg kan slÃ¥ Fogh”. Det er dybt tragisk at Socdem. ikke havde tillid til andre end hende eller Frank Jensen, der mÃ¥tte gerne have været en tredie, der kunne tale uden at hakke.
Hvis den side af sagen havde været pÃ¥ plads, ville skatteproblemet have betydet mindre – sÃ¥dan som jeg ser det er det ikke et troværdighedsproblem.
Det er måske i virkeligheden mere et troværdighedsproblem, at hun ikke har en storfamilie, en mand, slægtning eller en trofast medarbejder, der kan hente børnene i børnehave og hvor de ellers skal hentes. Man kan ikke passe jobbet som statsministerkandidat med små eller mellemstore børn med mindre man overlegent kan arrangere varetagelse af familieinteresserne.
Selv om jeg er “S” tilhænger er jeg i tvivl om, hvad man skal gøre. Mine spage forsøg pÃ¥ intern kritik har ikke været gennemtænkte, sÃ¥ jeg trøster mig ved at det ser ud som om Helle Thorning har vist evne til at lære ved at følge med i Søvndals retoriske metoder.
29. juni 2010 kl. 09:44
@Donald: Sagen, hvis man kan kalde denne lille sommeragurk en sag, er kun interessant, fordi den er et symptom pÃ¥ ikke blot Helle Thornings Schmidts troværdighedsproblem men politikernes generelt. Socialdemokraternes “tragedie” er, at man fornægter sin egen fortid som en klasseparti for arbejderne og vil være et statsbærende parti for alle. Det blev kanoniseret med Poul Nyrup Rasmussens Blairificering af partiet. Lige siden har de haft svært ved at finde deres egne ben.
29. juni 2010 kl. 12:04
Det tror jeg pÃ¥. Du er ikke den første, der beskriver dette. Men jeg tror nu heller ikke at “Auken-fløjen” kunne have gjort det bedre – der var ogsÃ¥ problemer med logistikken og logikken pÃ¥ den fløj.
29. juni 2010 kl. 12:36
@Donald: Den aktuelle økonomiske krise og regeringens asociale politik, der lader almindelige middel- og lavindskomstgrupper betale regningen for bankkrisepakker, forfejlet skattepolitik osv. burde fÃ¥ S og SF til at indse, at vi ikke “er i samme bÃ¥d”. Der er stadigvæk forskel pÃ¥ almindelige lønarbejdere og kapitalejere osv.