Set: Harry Potter og dødsregalierne 1
20. november 2010Halvandet år er gået siden Harry Potter og hans venner sidst lagde vejen forbi århus. Og her til eftermiddag indtog undertegnede og Fruen den lokale Biocity – sammen med yngstebarnet, en veninde og en betragtelig del af den århusianske befolkning – for at dvæle ved næstesidste kapitel af den filmiske version af Harry Potter-sagaen.
I de foregående film har jeg været godt underholdt. Man må lade forfatterinden J. K. Rowling, at hun har formået at skabe en fascinerende fantasyunivers og trække det i og for sig banale plot – kampen mellem det onde og det gode – igennem de mange bind, uden at spændingen eller dramatikken er gået fløjten. Og filmene har på tilsvarende vis formået at omsætte de ret omfattende fortællinger til filmens sprog uden at tabe den særlige magi på gulvet.
I den forrige film – Harry Potter og halvblodsprinsen – sænkede mørket sig over filmen, og de pubertære skærmydsler afløste de foregående afsnits mere muntre, barnlige tildragelser. I den nye film er mørket endnu mere udtalt. Der lægges tydeligvis op til det sidste opgør med mørket herre.
Og igen sættes trekløveret Harry, Ron, Hermione på en drilsk og besværlig opgave – opstøvningen og tilintetgørelsen af tre objekter, såkaldte horcruxer – der skal føre dem frem til målet. Og denne vejen ad hvilken er fermt konstrueret, så det lykkes at holde spændingen i det godt og vel tre timer forestillingen varer. Og det på trods af – filmens eneste åbenlyse svaghed – at den ikke har en rigtig afslutning.
De visuelle effekter er om muligt endnu mere spektakulære end i de foregående afsnit, og jeg synes, de tre hovedpersoner spiller bedre end i forgængeren, hvor en – måske forståelig – mathed prægede udfoldelserne. Og så må man endnu engang beundre englænderne for deres formidable evne til at befolke en film med fremragende bipersoner, som kan bære selv en halvsløj film igennem med et i det mindste acceptabelt resultat. Bill Nighy, Rhys Ifans, Helena Bonham Carter og mange flere gør, at man ikke behøver at kigge på armbåndsure, pille ved mobilen eller i det hele taget: kede sig.
Ved siden af grundfortællingen følger filmen op på det amourøse tema, som blev anslået i forgængeren. Rons kærlighed til Hermione fungerer som en lille hjælpemotor for den store dramatiske proces, og med antydningen af noget erotisk som et potentiale sørger filmen for, at de unge, der har fulgt Harry fra første færd stadigvæk kan lade sig underholde uden at føle sig infantiliseret.
Hvis jeg selv skulle have valgt dagens film, ville jeg nok have valgt en anden end Harry Potter. Men når det er sagt, så blev den indre drengerøv godt underholdt af den fantasifulde historie. Hermed anbefalet – hvis man alligevel skal i biografen med teenagerne.
