Sagen, der ikke ville dø: Milena Penkowa
23. december 2010I går kom det frem, at en række ‘fremtrædende forskere fra danske universiteter, heraf 36 professorer’ rejser krav om en ekstern, uvildig og ’tilbundsgående’ undersøgelse af sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, herunder af rektor Ralf Hemmingsens rolle i sagen. Kravet rejses i et brev til Københavns Universitets bestyrelse. Henvendelsen er interessant, fordi den kun kan forstås som en kritik af universitetsledelsen og dennes håndtering af sagen. Det understreges da også af en af professorerne, Olaf Paulson, der til Politiken siger, at ‘det ikke kun er lødigheden af Penkowas videnskabelige resultater, der bør undersøges, men også Københavns Universitets håndtering af sagen’. Universitetets rektor nævnes ikke eksplicit, men han er i sigtekornet, for i fredags gav universitetsbestyrelsen udtryk for, at den havde accepteret en ‘fortrolig’ redegørelsen om sagen fra rektor.
I dag afviser bestyrelsen så at gennemføre en ekstern granskning af sagens detaljer med henvisning til at Penkowas påståede videnskabelige uredelig allerede behandles af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Samtidig peger bestyrelsen på, at flere af underskriverne af kravet er part i sagen og derfor ikke uvildige. Til gengæld forholder bestyrelsens tals- og formand, Niels Strandberg Pedersen, sig ikke til den del af kravet, der gælder universitetets – herunder rektors -rolle i sagen.
Det er – set udefra – svært at forstå, hvorfor det skulle være et problem, at nogle af underskriverne har været ‘part i sagen’ og derfor ikke ‘uvildige’. En redelig ekstern, faglig kvalificeret, tilbundsgående undersøgelse ville jo netop afsløre, om de involverede havde snavs på hænderne! Argumentet ligner mest af alt et forsøg på at dreje opmærksomheden bort fra universitetets egen betændte rolle i sagen.
I sidste udgave af Weekendavisen kunne man således læse, at universitetets rektor har haft en vigtig finger med i godkendelsen af Penkowas doktorafhandling, som i første omgang blev afvist af et professorudvalg og derefter godkendt – efter at universitetet på rektor Hemmingsens foranledning ganske usædvanlig havde lavet et nyt udvalg til bedømmelse af afhandlingen. Detaljerne af forløbet er ikke klare, og Hemmingsen henholder sig til sin tavshedspligt i følge personaleloven.
Senest har rektor gjort sig bemærket ved at tilbagebetale ca. 2 millioner kroner, som Penkowa har modtaget til sin forskning, men angiveligt har misbrugt til andre formål. Også over denne beslutnings detaljer hænger et tågeslør.
Men set udefra så er det det klart, at en ekstern undersøgelse af sagen – med det rette mandat til at gå til bunds – må være den eneste farbare vej til at få kastet lys over sagens detaljer, hvilket er i offentlighedens interesse. Som situationen er nu, tegner der sig et billede af et universitet, der ikke vil stå ved sine gerninger og tror, det tjener sin egen sag ved tavshed, fortielser osv. Sagen om den feterede eliteforsker Penkowa er givetvis skadelig for universitetets omdømme. Men det vil være endnu mere skadeligt, hvis universitetets strategi i sagen lykkes og institutionen fremover skal leve med halve sandheder, løgne, fortielser, sladder osv. Til gengæld vil universitetet på lidt længere sigt kunne skabe respekt om sig selv ved at få skabt fuld klarhed omkring denne historiske sag – også selv om prisen måske vil blive høj for såvel Penkowa som universitetsledelsen…
23. december 2010 kl. 14:30
Sagen har nu skabt sÃ¥ megen international furore, bl.a. har “Nature” spurgt til den, at det er af vital betydning for ikke kun KU’s anseelse, men dansk forskning som sÃ¥dan. Rektor bør simpelthen trække sig, og bestyrelsen stille sit mandat til rÃ¥dighed. De personlige forbindelser mellem Penkowa, rektor og tidl. forskningsminister Sand er sÃ¥ belastende, at de ikke mÃ¥ stÃ¥ i vejen for videre tiltag til opklaring og genopretning af tilliden.
Vi skulle nødigt se KU rykke ned på niveauet for Universitetet i Albanien i 1960.
23. december 2010 kl. 14:37
@AagePK: Man mÃ¥ ogsÃ¥ spørge, om ikke selve det forhold, at man lægger et slør over sagens detaljer, er et tegn pÃ¥, at den aktuelle ledelse – rektor og bestyrelse – ikke er i stand til at vurdere, hvad der er i universitetets og dansk forsknings interesse!? Og mÃ¥ske er det en indikation for, at det ikke er nogen god idé at lade universiteterne styre som var de en slags erhvervsvirksomheder af privatkapitalistisk observans? AltsÃ¥ en indirekte kritik af regeringens universitetspolitik. Jeg tror det.
23. december 2010 kl. 20:47
capac, jeg mener ikke dette er en sag om privatkapitalismens indtog pÃ¥ KU, selvom vi da hurtigt kan blive enige om det Ã¥ndssvage i den tidligere videnskabsministers “forskning til faktura”-mantra.
Jeg tror snarere, at sagen drejer sig om det, der antydes i sidste afsnit i artiklen pÃ¥ weekendavisens forside (mellem linjerne). Det er ret simpelt…
Hvis det er sandt, tvivler jeg pÃ¥, at sagen nogensinde bliver “opklaret”. Hvordan skulle det lige kunne lade sig gøre, andet end ved at de implicerede indrømmer (hvad de selvfølgelig ikke gør)?
23. december 2010 kl. 21:45
@forbipasserende: Privatkapitalismens indtog i universitetet er måske også at spidsformulere det. Men jeg kan ikke lade være med at rejse spørgsmålet om en sammenhæng mellem universitetets nye regeringssanktionerede ledelsesform og denne sensationelle sags opståen. Og det er så det jeg gør. Jeg spørger mig selv, om denne sag kunne være opstået på det gamle universitet? Med den gamle styreform? Eller er der en sammenhæng med den nye, magtfulde ledelsesstil?
I den seneste artikel i WA om sagen rejses spørgsmÃ¥let om rektors personlige forhold til Penkowa – “om han har haft mere end en professionel relation til hende”, som det diskret, men umisforstÃ¥ligt formuleres. Hvis rektor i en Ã¥rrække – 8-10 Ã¥r! – har ladet sig lede af ikke-professionelle hensyn, sÃ¥ er det jo intet mindre end skandaløst. Men det udelukker ikke, at der kan være strukturelle forhold, der sÃ¥ at sige har befordret en sÃ¥dan ikke-professionel adfærd.
I hvert fald vil jeg håbe for KU og den danske forskningsverdens troværdighed, at ethvert blad bliver vendt i denne sag. Og at WA og andre medier ikke slipper sagen, før det er sket..
24. december 2010 kl. 17:33
“Jeg spørger mig selv, om denne sag kunne være opstÃ¥et pÃ¥ det gamle universitet”
Hvorfor skulle det ikke det ?
Et universitet fyldt med gamle uduelige nulforskere i livsvarige lektor stillinger er for mig at se ikke at foretrække.
Et konkurrence præget forskningsmiljø har naturligvis bivirkninger en også fordele. eg tror ikke nogen for alvor bør ønske sig tilbage til før Phd.
24. december 2010 kl. 18:01
@Thomas Haugaard Jensen: Nu kan jeg ikke helt genkende et universitet “fyldt med gamle uduelige nulforskere i livsvarige lektor stillinger”. Der blev ogsÃ¥ forsket seriøst, før man fik indført et universitet-model-privat-virksomhed. Opgøret med professorvældet omkring 68-70 var sundt, og det var ingen skade til, at man siden hen kiggede pÃ¥ forskernes formidling, altsÃ¥ om de fik publiceret og dermed dokumenteret deres forskningsaktivitet. Men man er endt i den anden grøft, hvor publiceringkvantitet er parameter for forskningskvalitet.
Om Pankowa-sagen kunne forekomme før? Selvfølgelig kan kan man ikke udelukke, at videnskabelige uredelighed og hvad deraf følger kunne ske før Sander blev forskningsminister. Vi har jo med mennesker at gøre – men mon ikke et decideret konkurrenceorienteret, resultatfikseret, fra forskning-til-faktura-tænkning-mindet osv. system kan virke fremmende for Pankowaske ‘metoder’? Det tror jeg. Og i hvert fald er det slÃ¥ende, at der er et sammenfald mellem hendes opstigen og fald – og denne regerings politiske dominansperiode… Jeg tror ikke eksemplet er helt tilfældigt.
25. december 2010 kl. 10:19
Før forskede man for forskningens skyld, så måtte andre se på nyttevirkningen. Dermed fik man en masse resultater, hvoraf de fleste kunne arkiveres. Men man havde dem trods alt, og de kunne trækkes frem, efterhånden som man fik øjnene op for mulighederne.
Nu forskes der mÃ¥lrettet efter nyttevirkning, pÃ¥ bestilling og efter fakturaprincippet. Men i modsætning til værkstedsregninger kan du ikke bare skrive timer pÃ¥, du skal nærmest garantere et patent og dermed omsætning hos den, der har bestilt forskningsresultatet. Det universitet, eller den forsker, der kan garantere mest “value for money” fÃ¥r opgaven.
Hvordan får man ellers solgt restlageret af Tamilflu, vacciner o.lign.?
25. december 2010 kl. 11:02
om sagen kunne være forekommet før den nuværende regering: Helt sikkert. Som allerede skrevet af capac er det bare mennesker, og det, der muligvis er foregået er ret menneskeligt, og i hvert tilfælde er det ikke første gang i historien, det er hændt!
Videnskabsministerens fokus pÃ¥ konkurrence og “forskning til faktura”-princippet har sÃ¥ nok accellereret sagen ved at give Penkowa mulighed for at benytte nogle meget direkte veje til toppen, og til medierne. Det undrer mig ogsÃ¥ meget, at en ung forsker kunne hÃ¥ndplukkes til eliteforskerprisen (jævnfør weekendavisen blev hun nomineret udenom det normale udvalg, direkte af rektor og videnskabsministeren.) Det kunne nok ikke være forekommet tidligere.
Og sÃ¥ alligevel – i 70’erne fx var der ifølge pÃ¥lidelig kilde massevis af eksempler pÃ¥ lektorater og professorater der blev besat af politiske meningsfæller (læs: partifæller) fremfor pÃ¥ baggrund forskningsmerit. Vist mest et problem pÃ¥ historie, samfundsvidenskab og nogle humanistiske fag, men fænomenet var efter sigende sÃ¥ omfattende, at en hel generation af forskning gik tabt i marxistisk vrøvl, middelmÃ¥dighed og en ekstrem fjendtlighed overfor anderledes tænkende.
25. december 2010 kl. 12:23
@AagePK: Jeg er en gammel idealist, og jeg tror pÃ¥, at mennesker kan drives af andre motiver end det ‘økonomiske incitament’, der er motoren i den borgerligt-liberalistiske ideologi, som hersker nu. Og jeg er ogsÃ¥ overbevist om, at samme incitament har det med at korrumpere andre og mere ædle motiver… Eksemplerne er jo legio.
25. december 2010 kl. 12:53
Den meget hårde konkurrence forsknings verdenen er så absolut ikke noget nyt hvs man ser på det lægevidenskabelige område og også indenfor flere naturfag.
Danske forskere har mÃ¥ske nogen grad været “skÃ¥net” fordi de lokale forsknings miljøer har været sÃ¥ smÃ¥ men hvis man ser pÃ¥ store forsknings nationer sÃ¥ har konkurrencen altid været der.
At der nogen steder er kommet flere penge i spil er bare en anden måde at måle prestige på. Min påstand er at denne har an altid jaget og konkurreret om.
At mene at det eneste der kan korrumpere er et økonomisk incitament er vist noget af en påstand.
25. december 2010 kl. 14:21
@Thomas: Nej, jeg siger ikke, at det ‘økonomiske incitament’ er det ENESTE, der kan korrumpere. Som jeg allerede har skrevet, sÃ¥ har vi med mennesker at gøre, og de er drevet af alskens motiver. I den omtalte sag er der ogsÃ¥ sÃ¥kaldte ‘personlige relationer’ pÃ¥ spil, som kan have medvirket til skabe det opstÃ¥ede morads af videnskabelig uredelighed, misbrug af forskningsmidler osv.
Men jeg tror ikke, at det er en ren tilfældighed, at denne historisk enestående, skandaløse Penkowa-sag opstår i en periode, hvor man har indrettet universitet som var der tale om en privat virksomhed, hvor bundlinjetænkning, kamp (konkurrence) om forskningsmidler, produktorientering osv. er styrende.