Garth Hudson, multiinstrumentalist
25. december 2010
Forleden spillede jeg en julesang med The Band. Oven i købet i to versioner. Og det foranledigede, at jeg måtte vende tilbage til gruppens musik her til formiddag. En musik, der er traditionsbundet, men samtidig også – eller måske netop af samme årsag – tidløs.
Mine bemærkninger om gruppens alderspræsident, multiinstrumentalisten Garth Hudson, fik mig til at lytte efter de spor, han satte i gruppens musik. Bl.a. i det omtalte favoritalbum Northern Lights – Southern Cross. Og man skal ikke lytte ret meget for at forstå, hvorfor Hudson gennem årene har været en efterspurgt sideman og sessionsmusiker. Med sine tangentinstrumenter (bl.a. Lowrey orglet), saxofoner, harmonika osv. lægger han ekstra lag, ekstra dimensioner på The Bands jordbundne, enkle sange, så de letter, udvider sig og fyldes af stemninger, som jeg forbinder med det musikalske univers, som Canada udgør.
Man er ikke i tvivl om, at Hudson er gennemmusikalsk. Og det kan ikke undre en, når man ved, at han allerede dengang, han i 1961 som 24-årig kom med i Ronnie Hawkins backinggruppe The Hawks (hvis medlemmer var de restende Bandmedlemmer) praktisk taget havde været professionel halvdelen af sit liv. Allerede som 12-årig spillede han med i et professionel danskeorkester.
Hudsons forældre var begge multiinstrumentalister, og med den ballast var det ikke overraskende, at den unge Hudson endte med at studere klassisk musik på Western University i Ontario, hvor han fordybede sig i musikteori, harmonilære, kontrapunktisk musik og pianospil. En ikke helt almindelig indgangsvinkel til en karriere i populærmusikken. Og overgangen var da heller ikke uden problemer. Jeg kan huske, at Robbie Robertson engang berettede, hvordan Garth nærmest hemmeligholdt sine rockgerninger over for sin familie, fordi han frygtede, de ville ringeagte dem. Derfor blev han medlem af The Band på den betingelse, at han var ansat som musikkonsulent, og de øvrige bandmedlemmer skulle betale ham 10 $ om ugen for undervisningen…
En sjov anekdote, men den havde også alvoren i sig. For der er ingen tvivl om, at The Band fik glæde af Hudsons evner som musikalsk læremester.
1965 var et vigtigt år for The Band. The Hawks var gået i opløsning i 1963 efter at have været gruppemedlemmernes intense lærested i to år, hvor de turnerede i et væk. I 65 kom medlemmerne så i kontakt med Bob Dylan og blev de facto hans backinggruppe de næste par år, hvor de sammen indspillede “Blonde on Blonde”, The Basement Tapes m.m.
I 1968 bragede The Band så igennem med hovedværket Music From Big Pink. Og Garth Hudson satte sit umistelige præg på debutpladen med sit orgelspil. Hør fx “Chest Fever”.
I 1976 sagde The Band som bekendt farvel med den legendariske koncert “The Last Walz”, men gruppen blev gendannet i firserne og indspillede tre album uden Robbie Robertson og Richard Manuel. Og hele vejen har Garth Hudson været med og gjort musikken mere end almindelig lytteværdig. Han har også hjulpet sine gamle bandvenner med deres respektive projekter og har fungeret som professionel sessionmusiker for et hav af navne. fra Van Morrison over Emmylou Harris til Leonard Cohen.
Selv om Garth Hudson efterhånden er en alderstegen herre på 73 år, så er hans stadigvæk aktiv, som man kan se på hans hjemmeside. En af hans seneste meriter har været udsendelse af pladen »Garth Hudson presents a Canadian Celebration of the Band«, hvor han spiller sammen med en række af hjemlandets kendte navne:
1. Danny Brooks & The Rockin’ Revelators- »Forbidden Fruit«
2. Mary Margret O’Hara & the Sadies – »Out Of The Blue«
3. Peter Katz & The Curious- »Acadian Driftwood«
4. Neil Young and The Sadies- »This Wheel’s On Fire«
5. Suzie McNeil – »Ain’t Got No Home«
6. Cowboy Junkies – »Clothes Line Saga«
7. Kevin Hearn & Thin Buckle – »You Ain’t Goin’ Nowhere«
8. Bruce Cockburn & Blue Rodeo – »Sleeping«
9. The Road Hammers – »Yazoo Street Scandal«
10. Raine Maida – »The Moon Struck One«
11. The Sadies – »The Shape I’m In«
12. Chantal Kreviazuk – »Tears Of Rage«
13. Hawskley Workman – »I Loved You Too Much«
14. Great Big Sea – »Knockin’ Lost John«
15. Blue Rodeo – »King Harvest«
16. The Trews – »Move To Japan«
17. Garth Hudson – »Genetic Method«
18. Ian Thornley & Bruce Cockburn – »Chest Fever«
