L. A. Woman – The Doors’ sidste album, 1971

1. marts 2011

Da jeg købte The Doors’ sjette og sidste album (med den originale besætning), havde jeg ingen anelse om, at det ville blive det sidste. Senere pÃ¥ Ã¥ret, i juli mÃ¥ned, døde Jim Morrison, og dermed var The Doors en saga blot, selv om de resterende medlemmer udsendte et par gode og temmelig oversete plader. “L.A. Woman” var faktisk det første album med Doors, jeg købte.

Pladen blev indspillet omkring årsskiftet 1970-71 og udsendt i april måned. Gruppen selv producerede med hjælp fra teknikeren Bruce Botnick og Joey McCabe, og resultatet blev det mest udpræget bluesbaserede rockalbum fra Morrison og Co. Og det var den der knap så poppede, rå bluesfeeling, der havde fået mig til at ryste op med de surt sammenskrabede skillinger den dag i Jaspers radioforretning i Esbjergs Kongensgade.

The Doors var – nÃ¥r ellers Jim kunne styre sine udskejelser – et fantastisk tæt sammenspillet liveband. Det er blevet veldokumenteret pÃ¥ den lange række af fornemme live-albums, der er udsendt gennem Ã¥rene. Og “L.A. Woman” blev indspillet live i studiet, som man siger. Bagefter blev der lavet nogle finpudsninger og lagt enkelte nye spor pÃ¥. Men helhedsindtrykket er, at gruppen gør det, de var allerbedst til: at levere en koncertoplevelse.

Set i bagklogskabens diffuse lys, så var pladen en sidste kraftanstrengelse fra gruppen. Jim var mentalt på vej andre steder hen (og tog fysisk til Paris kort tid efter albummets indspilning), og de andre havde vist også fået nok at de efterhånden temmelig anstrengende koncerter, hvor Morrisons uberegnelige adfærd var en prøvelse.

Pladen rummer ikke sange, man kunne kalde hits, men flere store Doorssange som “Love Her Madly“, “L.A. Woman” og “Riders of the Storm“. Det var et fornemt punktum for den legendariske gruppen. Et mørkt album med en hypnotiserende Manzarek pÃ¥ orgel, en opløftende og fremaddrivende Desmore pÃ¥ trommerne og skarptskÃ¥rne bluesriffs fra Robby Krieger som underlægning til Jim Morrisons pÃ¥ mange mÃ¥der plagede, men ogsÃ¥ passionerede stemme. Morrisons død senere pÃ¥ Ã¥ret har givet anledning til flere morbide vurderinger af pladen. Men det man først og fremmest hører, nÃ¥r man lægger øre til pladen her 40 Ã¥r efter, er et band, der aldrig har lydt bedre, er modnet, havde udviklet sig musikalsk og stadigvæk havde meget at byde pÃ¥. At Morrisons selvdestruktive livsførelse ville lade ham ende sine dage i et parisisk hotelbadekar, kunne ingen vide dengang – heller ikke ham selv…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

659 har læst indlægget
14,918