Linda McCartney – Et liv med fotografier
19. april 2011
Uden at fornærme nogen, så kan man vel godt sige, at Linda McCartney var en bedre fotograf end musiker og sanger. Og med pigenavnet Eastman lå det lige for, at Linda som ung kunne vælge en karrierevej som fotograf.
Kombineret med en interesse for rock’n roll lykkedes det den senere fru McCartney at komme tæt på bl.a. Rolling Stones og Eric Clapton, og i maj 68 opnåede hun almindelig anerkendelse, da generationsmagasinet Rolling Stone valgte et af hendes Clapton-fotos til coveret. Dengang kunne man næsten ikke nå højere som musiker eller musikfotograf.
Begivenheden har sikkert været medvirkende til, at andre kunstnere lod døren stå åben, når frk. Eastman kom forbi med sit kamera. Aretha Franklin, Jimi Hendrix, Bob Dylan, Janis Joplin, Simon & Garfunkel, The Whto, The Doors og Grateful Dead var blandt dem, der lod sig indfange og forevige af Lovely Linda. Og så – The Beatles.
Linda mødte sin kommende ægtemand Paul i 1967 og var med til at dokumentere, hvad der sket omkring lanceringen af Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Et par år efter blev Linda og Paul gift. Og resten er historie, som man siger. Men Linda fortsatte med at knipse, hvad hun så. Blandt andet i familien McCartney.
Linda McCartney efterlod sig en fotoarkiv med mere en 200.000 billeder. Og som en slags kunstnerisk testamente har Paul sammen med sine børn og et par professionelle (fotografen Annie Leibovitz og kunsthistorikeren Martin Harrison) foretaget et skønsomt udvalg til bogen “Linda McCartney: Life in Photographs”, som udgives af Taschen på flere sprog. Bogen udkommer både i en luksusudgave til omkring 6.000 kroner og en ordinær udgave. Nogle af billederne kan man se på forlaget side – her.
19. april 2011 kl. 14:35
Det var ikke sÃ¥ lidt, 200,000 billeder! Jeg tror at hun har gjort som den kunstneriske fotograf Claude Renoir, malerens barnebarn, anbefalede: Gem alt, ogsÃ¥ de mislykkede – ellers lærer man ikke noget. Jeg er p.t. kun nÃ¥et op pÃ¥ knap 9000 billeder med digital-kamera, hvor man jo kan fyre af uden tanke pÃ¥ omkostningerne og hvor en ny harddisk pÃ¥ 2000GB til 800 kr. løser problemet med lagerplads.
Det mest rørende jeg har hørt en top professionel succerig superstjerne musiker sige var da McCartney fortalte om sin spilleglæde efter at Lennon var “stÃ¥et af” og han fandt sammen med Linda – de spillede ikke særlig godt, det kunne han jo om nogen høre, men det var skæg og han ville gerne tilbage til de gode Beatles-dage hvor han kunne komme med en komposition (en sang, som man siger i den gren) og i løbet af to-tre kvarter kunne de andre spille den, sÃ¥dan acceptabelt. For at fÃ¥ Linda og de andre “Wings” til at blive bedre tog han sin “varevogn” og kørte hen til et gymnasium og spurgte, om de kunne fÃ¥ lov at spille der til et skolebal! Folk var ved at falde bagover og hjalp ham selvfølgelig med at fÃ¥ det op at stÃ¥. Den holdning til musik elsker jeg – jeg ville ønske at noget lignende sker igen, og mÃ¥ske sker det snart :)
19. april 2011 kl. 14:42
@Donald: Linda har sikkert fÃ¥et rabat pÃ¥ rÃ¥filmen…
@Donald: Jeg har den største sympati for McCartneys indlemmelse af fruen i Wings. Men det gør hende jo ikke til den store begavelse. Til gengæld har det sikkert haft en positiv indflydelse pÃ¥ Pauls velbefindende – og dermed indirekte pÃ¥ musikkens kvalitet…
20. april 2011 kl. 01:15
I denne forbindelse er der værd at gentage den smukke, sande anekdote, da Wings spillede et af deres første halvhemmelige jobs, i Sydfrankrig. Paul undskyldte over for publikum, at hans mikrofon ikke virkede. Nede fra salen kom det tørt, men tydeligt: “Then give it to your missus!”
20. april 2011 kl. 10:10
@Torben: Ja, publikummer kan være nådesløse. Men noget er der jo om det: http://www.youtube.com/watch?v=UoH9zP_n_g0
23. april 2011 kl. 15:31
Jeg tror på det med velbefindende :)
23. april 2011 kl. 17:22
@Donald: Ja, og det er ikke uden betydning for det musikalske udtryk…