KODA, musikformidlingen – og de autonome musikweblogs
13. september 2011For et stykke tid siden blev musikbloggen Wonders Make Joy kontaktet af KODA, der selv opfatter sig som “en nonprofit medlemsforening” ( ” Vores opgave er at sørge for, at dem, der har skabt musikken, får betaling, når deres musik spilles offentligt”). årsagen var, at Wonders Make Joy – en non-kommerciel, autonom musikblog – havde tilladt sig at streame musik, som musikere, bl.a. KODA-medlemmer, havde stillet til rådighed for siden. Og KODA krævede, at bloggen enten fjernede strømmene eller betalte KODA-afgifter.
I forbindelse med sagen har KODA fremlagt, hvad foreningen selv kalder en “løsningsmodel“, der går ud på, at musikblog skal betale et månedligt beløb (mindst 109,69 kr. pr. md.) for at streame eller tillade downloads fra bloggen.
Forslaget er forudsigeligt. Og understreger, at KODA forfølger et motiv: At offentlig afspilning af musik skal resultere i betaling ved kasse 1 – alle steder og til enhver tid. Og forslaget illustrerer i al sin forudsigelighed den konflikt, der er mellem de autonome, non-kommercielle weblogs og den kommercielt orienterede musikbranche. Ja, mellem internettets traditionelle friheder og kommercialismen slet og ret.
Men problemstillingen er ikke så enkel, som KODAs såkaldte “løsningsmodel” forudsætter. For KODA ser helt bort fra en række væsentlige faktorer.
For det første, at musikere – ikke mindst unge, ukendte – har en åbenlys interesse i at komme ud til deres publikum via de mange blogs, som typisk læses og dyrkes af ligesindede musikelskere. Ellers ville de jo ikke uopfordret kontakte dem (jeg kan tale med om det, for også min indbakke fyldes løbende op med henvendelser og musik fra ind- og udland…).
For det andet, så er KODA helt blinde over for det forhold, at bloggerne på linje med de kommercielle mediers musikjournalister, men ganske udlønnet og primært drevet af lyst og interesse, gør et stykke PR- og formidlingsarbejde for både kunstnere og pladeselskaber! Derfor er det et helt urimeligt krav, at bloggerne oven i købet også skulle betale for det gennem KODA-afgifter. KODAs forslag er ganske enkelt udtryk for en manglende anerkendelse af det arbejde, der gøres. Og egentlig harmonerer holdningen dårligt med KODAs holdning til musikernes arbejde. Musikernes arbejde skal honoreres, men de fri journalister på bloggene får ikke engang anerkendelse for deres ulønnede arbejde. Hvis der endelig var nogen, der skulle betale for det formidlingsarbejde, bloggene leverer, så må det være producenterne af musikken og/eller blogbrugerne, altså de forbrugere, der lytter til musikstrømmene og henter musik på siderne.
Hvis KODA får gennemført sit “løsningsforslag”, så vil det betyde, at mange musikblogs vil være nødt til at fjerne musikken fra deres sider. Nogle vil måske endda lukke. Andre vil -fortsætte med at skrive om musik, fordi det interesserer.
Min holdning er, at musikerne og KODA må gøre op med sig selv, om de er interesseret i det stykke autonom, entusiastisk, subjektiv, ikke-kommerciel musikformidling, som de mange små blogs repræsenterer. Men anerkendelsen af dette stykke arbejde sker ikke ved at pålægge de egenbetalte blogs afgifter. Det er blot udtryk for en tankegang, der hører fortiden til…
Dette lille indlæg, der kun forholder sig til et par problemer, er inspireret af Börnebloggers indlæg.
Wonder of Joy har også en holdning til KODAs nye “løsningsforslag”.
22. september 2011 kl. 09:29
@capac:
Jeg er ikke ansat af eller i KODA, men medlem på grund af fortids synder udi rockmusikken. Som medlem af KODA har jeg ved indmeldelsen sagt ja til, at KODA skal forvalte mine rettigheder. Derfor vil jeg med rette kunne anklage KODA for at misrøgte den kontrakt, vi har indgået, hvis ikke de skrider ind over for uregelmæssigheder eller ulovligheder.
Det forhold indrømmer jeg, at KODA er meget dårlige til at forklare. Senest i dagens Politiken: http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1400626/koda-vi-er-ikke-onde-og-bureaukratiske/
Det ændrer ikke på virkeligheden. Og den glemmes af en række af de musikere, som melder sig ind i KODA for at få nogen til at beskytte deres rettigheder. Så kan de ikke med den anden hånd bede KODA se igennem fingre med, at nogen åbenbart skal have lov til at misbruge disse. Hvem bestemmer hvem der må streame?
Musikerne mÃ¥ indse, hvordan det kan lade sig gøre hvert Ã¥r at fÃ¥ en check fra KODA. Og KODA har en opgave, som gÃ¥r ud pÃ¥ at fortælle alle disse nye og endnu flere potentielle medlemmer, at kontraktforholdet er et ‘give-and-take’.
SÃ¥ KODA’s eneste motiv er sÃ¥dan set bare at gøre det job, som de har lovet de KODA-registrerede musikere at udføre.
22. september 2011 kl. 16:02
@Torben: Jeg kan kun være enig med dig i det, du skriver. KODA gør, hvad de er sat til at gøre. Og der er nogle musikere, der ikke har forstået, hvad de har bundet sig kontraktligt til. Ellers kunne de jo fx arbejde under en creative commons licence (der er lige lavet et dansk pladeselskab på det grundlag).
Hvad jeg savner hos en organisation som KODA (og hos mange musikere for den sags skyld) er en kritisk refleksion over det grundlag, organisationen arbejder ud fra, og som er under en voldsomt pres i disse år. Og det gælder også de herskende ideer og ophavsret og dennes gyldighed.
22. september 2011 kl. 16:27
Helt enig men KODA’s manøvredygtighed er jo bla begrænset af en lovgivning ude af sync med tiden.
22. september 2011 kl. 17:02
@Torben: Ja, men tingene flytter sig, selv om KODA, plade- og filmindustri og så videre er konservative.