Album – et program på P6
14. april 2012
I en tid, hvor musikalbummet er en truet race i musikken, er det befriende at opdage et program, der netop dyrker albummet. I tresserne, hvor jeg lyttede meget til radio, var der programmer – fx AktueLP – hvor man gav sig tid til at spille og kommentere hele album. I "Album" fører Ralph Christensen og Kristian Leth lytterne gennem en række plader, der har fået klassikerstatus eller det, der ligner. Plader som Beatles’ Abbey Road, Paul Simons Graceland, David Bowies Heroes, men også mere kultiske plader med Aphex Twins, Talk Talk og Pixies. Det er ret sjovt at høre to relativt unge radiofolk forsøge at få styr på en næsten tyngende respekt for Beatles og så alligevel få sagt nogle interessante ting om Liverpoolbandets betydning for populærmusikken. Anbefales.
15. april 2012 kl. 11:19
For mig er det mærkelige ved “klassikerstatus” at jeg udmærket godt kan følge grunde til at man udnævner fx. Abbey Road og Mozart’s g-moll symfoni til “klassikere” eller “top X-factor” – men sÃ¥ snart de er udnævnt, har man jo lyst til, interesse i, at høre noget andet, noget, som mÃ¥ske er anderledes, mÃ¥ske “bedre” (uha – farligt udtryk for det skifter jo netop nÃ¥r ting bliver til top-et-eller-andet!)
Jeg kender ikke Talk talk og Pixies og kunne tænke mig, at “alle tiders albums”lister kan bruges til at sige, at værtinden for et show mener at dette album er lige sÃ¥ godt som “de kendte, store klassikere”.
Der er iøvrigt ikke nogen tvivl om, at fx. “Rubber Soul” og “Abbey Road” har nogle træk, der gÃ¥r igennem stykkerne, som giver et helhedspræg musikalsk. Textmæssigt ved jeg at jeg er blevet narret mange gange, men en sang som “She’s leaving home” er bare sÃ¥ nem at forstÃ¥, sÃ¥ selv jeg kunne gribe den i flugten. Den ville ikke være sÃ¥ meget uden at blive sat i relief, som man siger, af de andre skæringer, “A little help” og Lucy og “A Day in the Life” – som tilsammen er meget farligere og kritisable, fordi det *næsten* er en lovsang over stoffer. Hvis man hører “A Day” med lidt kritisk sans kan man dog godt fange forbeholdene.
En meget værre bevidstløs tendens finder man i fx. Wagner-musik, som er farlig fordi det fremmer fascist-tilbøjeligheder, undtagen når en af de værste bruges til at demonstrere netop fascisme, som Oliver Stone gjorde i en Vietnam film.
15. april 2012 kl. 12:07
@Donald: Klassikerstatus er bÃ¥de en udmærkelse og en byrde. Hvor mange mon læser Johs. V. Jensens Kongens Fald, nÃ¥r de ikke fÃ¥r den pÃ¥duttet i skolen? Hvor mange kan lytte til Mozarts g-moll symfoni uden at tænke ‘det er en klassiker’? I øvrigt er der mange faktorer, der afgør om et værk fÃ¥r klassikerstatus. Ikke kun de oplagte kunstneriske kvaliteter, men historiske faktorer og modeluner. Og ingen top-10-liste er nogen garanti for klassikerstatus. I sidste ende er det kun tiden, der kan vise om et værk har klassikerstatus. Testen er, om man stadigvæk lytter, læser osv. Ã¥rtier efter værkets produktion. NÃ¥r Wagner stadigvæk spilles, sÃ¥ er det ikke pÃ¥ grund af hans fascistiske fascination, men pÃ¥ grund af musikkens kvaliteter. NÃ¥r Hamsun læses stadigvæk er det pÃ¥ grund af sproget – ikke hans fascistiske tilbøjeligheder. NÃ¥r Beatles vil overleve populærmusikkens stagnation, sÃ¥ er det pÃ¥ grund af deres sangskrivning osv.
For mig er klassikerstatussen kun interessant, for sÃ¥ vidt den fÃ¥r folk til at Ã¥bne øjne og øren for det, værkerne har at give af oplevelse og erkendelse. Og sÃ¥ skal vi ikke glemme, at der er værker, der aldrig fik klassikerstatus, men havde fortjent det…