Fra g(l)emmebogen: The Orlons
10. maj 2012
Vokalensemblet The Orlons burde ikke være gået i glemmebogen, for gruppen eksisterer stadigvæk fem årtier efter sin dannelse. Når det måske alligevel giver mening at tale om glemmebogen, så er det, fordi The Orlons succestid ligger i gruppens allerførste år.
Oprindeligt var The Orlons en ren pigegruppe og hed Audrey and the Teenettes. High school-veninderne Rosetta Hightower (forsangerinde), Marlena Davis og de tre søstre Shirley, Jean og Audrey Brickley begyndte at synge sammen som helt unge teenagere og drømte – som mange piger i deres generation – om at blive berømte osv. Skolekammeraten Stephen Caldwell sang i en anden gruppe, The Romeos, og hans stemme gjorde et så stort indtryk på pigerne, at de inviterede ham ind i deres gruppe – og hermed var The Orlons født. Navnet – Orlon er et kunststof, der især blev brugt til kjoler – tog de, fordi et konkurrende vokalensemble kaldte sig The Cashmeres. Opfindsomheden med hensyn til navne var stor i tresserne…
Vejen til hitlistesucces gik via en anden high school-ven, Len Barry (forsanger i The Dovells), der havde forbindelser til Cameo-Parkway Records – et af de førende plademærker i Philadelphia. Efter et par prøveoptagelser skrev plademærket kontrakt med gruppen – dog først efter at have bestemt, at Hightower skulle synge for og plademærket skulle sørge for de sange, der skulle indsynges. Og inden de slog igennem med deres første store hit “The Wah-Watusi” fik de rollen som backingvokaler for Dee Dee Sharp på hendes hits “Mashed Potato Time” og “Gravy (for My Mashed Potatoes)“, som fik hhv. en 2. og en 9. plads på Billboards Hot-100-liste. The Orlons plankede numrene til deres første album The Wah-Watusi.
“The Wah-Watusi” blev nr. 2 i 1962 og var The Orlons tredje singleudspil. De to første – “I’ll Be True” / “Heart Darling Angel” fra 1961 og “(Happy Birthday) Mr. Twenty-One” / “Please Let It Be” fra 1962 – viste sig ikke på listen. Men så gik der hul på bylden, og den næste lille håndfuld singler kom alle ind på top-20. “Don’t hang up” blev nr. 4 i 1962, “South Street” nr. 3 ret efter, “Not Me” og “Crossfire!” henholdvis nr. 12 og 19 samme år. Derefter var det i realiteten slut med hitlistesuccessen. De efterfølgende otte singler kom ikke i nærheden af top 20.
Den svindende succes hang sammen med opløsningstendenser i gruppen. Marlena Davis forlod gruppen i 1963, og det samme gjorde gruppens enlige hane, Caldswell året efter. Diverse udskiftninger og mangelfuld støtte fra pladeselskabet betød, at publikum mistede interessen for The Orlons. Gruppen har dog on and off fortsat med at eksistere siden – i relativ ubemærkethed.
Grunden til, at The Orlons skal hives frem af g(l)emmebogen er, at deres første to album – der indeholder deres væsentligste indspilninger og deres hits – nu udsendes på en samlet cd. En udgivelse, der må glæde enhver med interesse for tressernes fine doo-wop-inspirerede vokalgrupper.
10. juni 2012 kl. 11:42
Grethe og Jørgen Ingmann var helt sublime på deres felt, og ingen danske duo´er- eller grupper når dem til sokkerholderne. Hendes stemme og hans finurligheder på guitaren gik op i en højere potens.
Gerda Lauenborg
10. juni 2012 kl. 13:55
@Gerda: Jeg kan kun være enig med dig i, at de i deres bedste stunder – fx Dansevise – nÃ¥ede det sublime. Men jeg synes ogsÃ¥, at der er andre, der kommer op i det felt, fx Four Jacks eller en Gitte Hænning. Uden sammenligning i øvrigt.