Taj Mahal – 70 og stadig i vigør
10. august 2012
Pladen, der afbilledet ovenfor er en af mine yndlingsplader. Den er fra 1976 og med Taj Mahal – og det var den, der for alvor introducerede mig til Henry Saint Clair Fredericks’ – kaldet Taj Mahal – musik. Selv om Taj Mahal gennem sin mere end fire årtier lange karriere har fået megen anerkendelse for sin personlige fortolkning af the blues, så er han forblevet lidt af en outsider.
Taj kom til verden i Harlem, New York, den 17. maj 1942 som barn af en gospelsyngende moder og en vestindisk fader, der også var noget ved musikken. Nemlig jazzarrangør og -pianist. Og i dette faktum kan man godt se en forvarsel om, hvad Taj Mahal ville bliver som musiker. En bluesinflueret og -fornyende foregangsmand i den mangespektrede musikform, der kaldes World Music. For godt nok er Taj Mahal bluesmusiker, men hans udlægning af the blues har altid haft over- og undertoner af mange andre musikalske genrer og stilarter, bl.a. vestindisk musik, gospel, jazz og afrikansk musik.
Stærkt tilskyndet af sine forældre – og af det musikalske miljø, familielivet var – lærte Taj tidligt at spille på klaver og en række andre instrumenter. Og takket være sin stedfader fik han undervisning i bluesguitar – hos Lynwood Perry, der var nevø til Arther “Big Boy” Crudup.
Efter faderens død ved en ulykke på en byggeplads i 1953 overvejede Taj længe at vælge en levevej inden for landbruget, som også havde hans interesse. Og i nogle år arbejdede han på en farm. Men omkring 1960, hvor han gik på universitetet i Massachsetts fik musikken overtaget – og i følge legenden kom navnet Taj Mahal til ham i en drøm om Mahatma Ghandi…
I 1964 dannede han bandet Rising Sons, der inkluderede Ry Cooder og Jessie Lee Kincaid, og gruppen fik en pladekontrakt med Columbia Records. Det blev startskuddet til en lang karriere, der stadigvæk kører. Ironisk nok blev musikken med Rising Sons ikke udgivet dengang. Først i 1993 udsendte Sony Music-undermærket Legacy Recordings albummet The Rising Sons Featuring Taj Mahal and Ry Cooder.
På samme plademærke udkommer i næste uge Hidden Treasures 1963-1973 med musik fra den tidlige periode. Udgivelsen består af en cd og en dvd med en koncertoptagelse fra Royal Albert Hall. Og det forlyder, at denne udgivelse blot er begyndelsen. Planen er, at genudgive hele Taj Mahals bagkatalog i de kommende år.
Selv om tiden ikke altid har været med Taj Mahal, så har han gennem årene holdt fast i sin egen særlige sørg-muntre tilgang til bluesen, og det har resulteret i en lang række mere end lytteværdige album.
Taj Mahal i godt selskab – i en optagelse fra 1989
