Stress, depression og arbejdsliv i en individualistisk tidsalder

10. august 2012

Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Stadig flere danskere kæmper med ondt i sindet. Men vi taler ikke om det på samme måde, som når vi diskuterer parforhold, privatøkonomi og karriere.

FAKTISK TALER vi stort set ikke om det. Og da slet ikke pÃ¥ Christiansborg. Her har de sidste Ã¥rs eksplosion i psykiske lidelser ikke tiltrukket sig den nødvendige opmærksomhed, til trods for at det invaliderer hundredtusindvis af danskere, presser folk ud i sygemeldinger eller pÃ¥ førtidspension og – hvis udviklingen fortsætter – kommer til at lægge et stort pres pÃ¥ bÃ¥de sundhedsvæsen og velfærdssamfund.

Det skal der laves om pÃ¥.”

Ordene er sundhedsminister Astrid Krags. De stÃ¥r at læse i hendes kronik “Det er ikke din skyld” (Politiken d. 7. aug.), hvor hun starter en – efter min mening – meget vigtig debat om, hvordan vi bør tage fat pÃ¥ det problem, det er, at tusindvis af danskere fÃ¥r alvorlige psykiske problemer af at gÃ¥ pÃ¥ arbejde. I vor tid er arbejdet for mange blevet sÃ¥ belastende, at “depression”, “stress”, “angst” m.m. er blevet diagnoser, som rigtig mange mÃ¥ leve med i lang tid. For nogle medfører det førtidspensionering. For andre ogsÃ¥ fysiske sygdomme og hjerneskader.

Som Krag skriver, så taler statistikkerne deres tydelige sprog. Senest hørte jeg, at min egen fagforening, Magisterforeningen, hver uge har 100 tilfælde af stresssygemeldinger. Og vi taler om en relativt lille fagforening.

I betragtning af, at stressfænomenet har været et voksende problem siden begyndelsen af 1990’erne, sÃ¥ kan man godt undre sig over, at den strategi, der har været for behandling af problemet, har været, at man gjorde det til den enkeltes problem. Hvis man bliver syg, sygemeldes man, medicineres med anti-depressiv medicin og modtager mÃ¥ske en eller anden form for individualpsykologisk hjælp (kognitiv terapi, coaching etc.) og kommer – mÃ¥ske – mere eller mindre ‘rask’ tilbage pÃ¥ et arbejdsmarked, hvor tingene blot er blevet værre – og hvor man sÃ¥ skal forsøge at klare sig, sÃ¥ godt man nu kan.

Nogle – især større virksomheder – har for længst indset, at de mÃ¥tte gøre noget og sørger for at der er hjælp til den individuelle behandling gennem sygeordninger og -forsikringer. Og fint nok med det. Men vi mangler, at der bliver rettet fokus pÃ¥ den mÃ¥de, vi organiserer og indretter arbejdsmarkedet pÃ¥. Ser vi bort fra det økonomiske aspekt – at det koster uhyre summer i tabte arbejdstimer, sygedagpenge, førtidspensioner osv. – sÃ¥ er det alarmerende, at vi accepterer er arbejdsliv, der har sÃ¥ store menneskelige omkostninger. Ikke kun for dem, der direkte rammes, men ogsÃ¥ for alle de mennesker – familier, venner osv. – der berøres af problemet.

Som Astrid Krag er inde pÃ¥ i sin nænsomt formulerede artikel, sÃ¥ handler stress, depression osv. om, hvordan vi indretter samfundet. Om hvilket samfund vi vil have. Derfor er det nødvendigt, at vi gør op med den tankegang, hvor “mere arbejde”, “vækst”, “konkurrence”, “globalisering” osv. – altsÃ¥ de ideer, der præger det overordnede debat i en krisetid – er bestemmende for samfundsudviklingen. Vi mÃ¥ sadle om, sÃ¥ arbejdslivet ikke alene længere bestemmer vores liv, men vi selv bestemmer over arbejdslivet.

Astrid Krag har startet en vigtig debat. Og man må håbe den lille kronik og de initiativer, Astrid Krag følger op med, vil sætte skub i en nødvendig ændring af samfundsindretningen.

Læs artiklen. Hvis du ikke kan få fat i avisen på print, så kan du læse artiklen via www.bibliotek.dk (log ind og find den via Infomedia).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Sebastian Krausing kommentarer:

    Jeg synes også det er en yderst vigtig debat, og det er specielt godt ministeren nu også melder sig ind i kampen. Der må kunne være mere som kan gøres når flere og flere danskere bliver deprimeret.

    Jeg er aldrig selv blevet ramt af en depression, men jeg ser da gerne hjælpen er nærmere, hvis det nu skulle se.

  2. capac kommentarer:

    @Sebastian: Flere i min omgangskreds har været og er hårdt ramt. Og det er lidt skræmmende, at antallet af stressramte vokser nærmest eksplosivt. Samfundet er sygt i sin kerne, især arbejdslivet. Og det må vi lave om på.

Skriv en kommentar

313 har læst indlægget
15,005