Mere moderne visesang – Kasper Bai – En udmærket ordning
5. oktober 2012
Vi befinder os i digteren Benny Andersens land. Et lille land med en smuk tradition for at forbinde poetiske og/eller lyriske tekster med humor – ikke mindst vor nationale ironi – og gerne et lille kritisk bid. Kasper Bais album En udmærket ordning indskriver sig på smukkeste vis i lang tradition af troubadurer – eller på dansk: visesangere – der går tilbage til folkevisens anonyme fortolkere. En udmærket ordning er moderne visesang i den forstand, at det musikalske univers på pladen er bygget op om teksterne.
Teksterne tilhører den kategori af tekster, der fungere bedst, når de er itonesat. Tekster, der ikke entydigt peger i retning af udgivelse i poesibogform, selv om de sagtens kan læses som sådan, fordi deres poetiske kraft for alvor viser sig, når de bæres af sangforedragerens stemme og den musikalske backing.
For en overordnet betragtning, så er tekstuniverset en moderne mands snapshot af den virkelighed, vi lever i nu. Måske den meget omtalte metroseksuelle mand. I hvert fald en mand, der lever i en verden, hvor kærligheden er flydende, og hvor kvinderne har magt. Dette tema anslås allerede i den første sang på pladen, “Naturvidenskabelig romance”, hvor kurtiseringen af den udkårne iscenesættes i et naturvidenskabeligt sprogligt udtryk. “Jeg ved godt hunner helst vil en alfa-han/ og jeg er snarere en beta-version/ men der er gammastråler mellem os./det antager jeg, du har noteret/ så der må da være basis for en fusion?“, hedder det et sted midt i sangen, der udstiller den maskuline ynkelighed, der altid appellerer til den feminine hengivenhed. Her har tingene ikke ændret sig siden Casanova gik rundt eller Leonard Cohens besang den på Death of a ladies man – og den gamle dans om kærligheden har ikke ændret sig grundlæggende, selv om den er iført en ironisk-videnskabelig sprogdragt.
I tematisk forlængelse finder vi fx sangen om “Heidi”, pigen, der har stor appetit på livet og får modsætningerne til at mødes. Hun er både til franske film og Friends, hun “kan godt lide romantik…men af og til kan hun også lide / at blive bundet til sin seng og få smæk”. Og Heidis begær på livet er så stort, at der – heldigvis – også er plads til beta-hannen, der kender sin plads, på pigens betingelser.
Forholdet mellem kønnene dukker også op i den lille sang om fyren, der fryser i det høje nord og ønsker sig hen “Hvor peberet gror”. Men det er kun på overfladen, det drejer sig om de varmere himmelstrøg. Den varme, der længes mod, er den, der opstår, når kroppene mødes under dynen, og to hjerter får sjælen til at stå i flammer: “Jeg synes jo bare du sku’ komme tilbage/ og bo permanent i min seng/ men det kan du jo ikke min blomst/ du har jo ikke nok point“. Kærlighedslivet som et skrabelod og ensomheden som konstant.
Det er også kønnenes ensomhed, der er omdrejningspunktet i titelsangen “En udmærket ordning” om Sabina og Simon, der begge snylter på deres venners vist nok lykkelige paracelhus-parforholds-glamour og facadesmarthed. Og bagefter mødes de to og “knalder som kaniner et par timer,/så er Sabina ude af døren/ og der er ingen snak om svigerforældre./sommerhuse, biler eller børn“. En bittersød sang om den ubodelige, insisterende ensomhed, der ikke kan kneppes væk eller bortvejres af ‘udmærkede ordninger’: “Det er en udmærket ordning/en simpel kontrakt/enstemmigt vedtaget/uden at ordene blev sagt“.
Men der er også kommentarer til andre af tidens samfundsmæssige emner. Fx sangen “Frihed”, hvor den borgerligt demokratiske frihed til at sige og gøre, hvad man lyster, er endt med at blive et ret så absurd spørgsmål om blot at gøre eller sige et eller andet: “for jeg bor i et land/ hvor jeg må siges lige hvad jeg vil/ men jeg må selv finde ud af/ hvad jeg vil bruge den frihed til“. Det er et lille portræt af danskeren, der har tabt tråden til historien, og sidder tilbage med en frihed, der er så selvfølgelig, at den nærmest er blevet ligegyldig.
Meningsløsheden dukker også op i “Så sagde vi jo…”, der handler om alle de selvfølgeligheder, vi væver vort hverdagsliv – og liv i det hele taget – ind i. “Så sagde vi jo, at vi to var kærester/Du var damen og jeg var manden/så sagde vi jo gern vi altid/ ville elske hinanden“. Og under det hele lurer en usikkerhed og meningsløshed, der pludselig kan dukke op: “Nu siger vi det som det er/Vi ved ikke noget som helst om hvad der sker/Vi er skibe i ukendt vand/ Vi famler os frem, men vi gør det så godt vi kan“. En lille sang om at være menneske i det moderne samfund, hvor selvforståelsen altid er usikker, fordi guderne har forladt os og vi er overladt til at finde en mening med hinanden.
Der er sange om det teknologiske himmel og helvede, som vi alle lever i, og hvor vi bliver tingsliggjort som computere, biler og tv (“Reparation”), og hvor det højt besungne teknologiske fremskridt bliver en påmindelse om vores egen dødelighed som i “Requiem over forældede medier”. Men der er også sange som “Det kan jeg godt forstå” om den velkendte oplevelse af at køre i tog og forestille sig, hvad der foregår i de andre passagerers hoveder, medens landskabet flyder forbi og man bevæger sig gennem landet, og om den nostalgi, der kan gribe os, når vi møder et forandret barndommens land i form af et hus eller et sted. I sangen “Hvor hunden ligger begravet” bliver billedet – ‘hvor hunden ligger begravet’ – ført tilbage til sin konkrethed, samtidig med, at det ikke kun er ‘en gammel udkørt hund’, der ‘ligger begravet på Jørgensens grund’, men også barndommens eventyrland.
Samlet set giver “En udmærket ordning” et konsistent både melankolsk og muntert signalement af en samtid, set fra et maskulint jegs synsvinkel. Det er både et signalement af vor tids udsatte mand i en mere og mere kvindedomineret verden og en sørg-munter kommentar til livet i det flydende, moderne samfund. En Svante anno 2012.
Kasper Bai foredrager og synger sine tekster med tungen i kinden (billedligt talt). Der svæver en formildende ironisk distance over det hele, som forbinder sangskriveren og sangere til den tradition, han er en del af, og gør pladen til en sørg-munter oplevelse som en digtsamling af Benny Andersen. Man kunne nævne flere singer-songwriters, som Bai ligner i sin troubadouriske tilgang – fx Niels Hausgaard eller Allan Olsen – men det er netop kun i tilgangen, ligheden findes. Bai er sin egen – og sammen med sine backingmusikere (11 stk i alt – ingen nævnt, ingen glemt – på allehånde instrumenter) finder kunstneren et varieret, eklektisk musikalsk udtryk, hvor der både er en hel del traditionelle visearrangementer (fx i “Naturvidenskabelige romance” og “Så sagde vi jo”), bluesagtige ballader, countryagtige numre (“Heidi”), guitardomineret rock (“Lømmel”) osv. Og det hele sikres en stor grad af variation og fascination via fornemme arrangementer, der giver plads til både steelguitar, blæsere, strygere, kor osv. Og der spilles med mærkbar spilleglæde og højt fagligt niveau. Selv om pladen i høj grad appellerer i kraft af sine visetekster, så er – heldigvis – også en plade, der kan lyttes for musikken alene.
“En udmærket ordning” er en mere end lovende concept-plade, der smukt lægger sin i kølvandet på plader som fx “Svantes viser” og Sebastians albums. Hermed anbefalet. Pladen er udkommet.
Nogle af sangene kan høres på Bais hjemmeside.
Kasper Bai. En udmærket ordning. Produceret af: Kasper Bai, Morten Ilsøe og Andreas Markus. Red Hill Records 2012.
