Dagens bibliotekslån er en dobbeltcd med titlen Petula Clark The Ultimate Collection. Sådanne ultimative udvalg kan selvfølgelig altid diskuteres, men i dette tilfælde er mange af den blonde engelske sanglærkes glansnumre med – lige fra Downtown til This Is My Song. Jeg har omtalt hende flere gange og kan ikke komme uden om, at jeg har en stor svaghed for Petula Clarks stemme og specielt hendes store tresserhits “Don’t sleep in the Subway” og “Downtown” er det aldrig lykkedes mig at blive træt af. Den der nyvaskede, sæbeduftende klarhed og klang skærer lige gennem ethvert dårligt humør med livsbekræftende pondus. Make my day, Petula!
Forleden lyttede jeg til en af nutidens store amerikanske sangerinder (jeg skal nok lade være med at nævne hendes navn…), og jeg tog mig i at savne tressersangerindernes uaffekterede og ligefremme tilgang til sangene. Der var mere fokus på sangen dengang. I dag er der mere fokus på sangerinden. Forenklet sagt.
I dag er Petula Clark 75 og har lagt karrieren bag sig. Men hendes sange lyder som om de blev indspillet i går. Fulde af liv, følelse, saft og kraft. Det er bedre end antidepressive medikamenter og en god erstatning for den tabte sommer.